En udødelig klassiker til forretten: Veganske glutenfri blinis med Soja Fraiche, Caviart og dild. Opskriften på den forret finder du her, men først får du denne opskrift på virkelig lækre veganske blinis.
Opskriften kan selvfølgelig også bruges til dessert-blinis, hvor du udelader peber og evt. steger i kokosolie eller Smørbar – uhmmm… De er her i en glutenfri udgave, så du er sikker på at alle (?) gæster kan være med. Hvis der ikke er noget krav om fravær af gluten erstatter du bare med hvedemel som angivet i opskriften 🙂
Jeg lavede dem til 3-retters middagen for nogle måneder siden, da Mathias havde fødselsdag. Her får du opskriften i en fintunet og smagsoptimeret udgave.
Herunder er det nytårsblinis anno 2018 med røget læx og en masse andet godt
Veganske Blinis (glutenfri)
INGREDIENSER
- 40 gr boghvedemel
- 40 gr rismel (erstat med hvede for en ikke-glutenfri version)
- 20 gr majsmel (erstat med rismel - eller hvede for en ikke-glutenfri version)
- 1/2 tsk natron
- 1/2 tsk gul fiberHUSK
- 1/3 tsk salt
- 2-3 tsk fintrevet øko-citronskal (smag til)
- Lidt friskkværnet sort peber
- 2,5 dl neutral sojamælk (kan erstattes af andre, men bemærk at smagen bliver sødere)
- 1,5 tsk friskpresset citronsaft
- 2 tsk majsstivelse (kan udelades)
SÅDAN GØR DU
- Bland de tørre ingredienser sammen (alt mel, natron, HUSK, salt, citronskal, peber og evt. majsstivelse) og hæld mælken i lidt ad gangen til alle klumper er væk. Hold lidt af mælken tilbage indtil dejen har fået den rette konsistens, så du ikke kommer til at lave den for tynd. Lad det stå og trække i 10 minutter og vurdér så konsistensen: Den skal være som en tyk pandekagedej og flyde lidt ud af sig selv på en varm pande men stadig lige have lidt hjælp til at blive de angivede 6 cm i diameter. (se evt. 'filmen' nedenfor for at få en idé om konsistensen). Kom olie i en stegepande og tænd for varmen.
- Når panden er varm blander du citronsaften i dejen og rører grundigt rundt. Dejen bliver en anelse lysere og bobler lidt op.
- Hvis du har en blinispande, er det selvfølgelig bare at fylde hullerne op, så blir der nok kun omkring 13 stykker. Hvis du ligesom mig bare har en stegepande og gerne vil have dem i noget der ligner cirkler, så gør følgende: Fyld en almindelig spiseske godt op med dej, så meget at det gerne vil flyde over. (Jeg holdt dejskolen over panden og førte den fyldte ske direkte ned til panden). Hæld dejen ned på en varm oliesmurt pande og så snart dejen er på vej på panden kører du skeen hurtigt rundt i overfladen et par omgange i stadigt større (perfekt) cirkelrunde bevægelser for at skubbe dejen ud til cirkelform. De bliver pænest hvis du arbejder hurtigt, så cirklen er formet inden bunden har dannet skorpe.
- Panden skal være rimelig varm, men ikke skoldhed. Hos mig stod den på 7 af 9. Medmindre du har en slip-let pande, skal du sørge for at der er rigeligt med olie så de ikke hænger fast. Jeg synes at de bliver pænest hvis du venter med at vende dem til dejen liige akkurat er gennembagt (koaguleret). De skal have max et par minutter på hver side. Bemærk at de ikke bliver ikke lige så brune som hvis der var æg i, så pas på med at stege dem for meget i venten på en mørk skorpe - så bliver de ret tørre. Smag den første blinis og hvis der mangler noget, fx salt, så justér det nu, så resten smager præcis som de skal.
De holder sig godt på køl, pakket lufttæt - men jeg har endnu ikke prøvet at fryse dem.
TIPS & NOTER
Server som herunder med Soja Fraiche med frisk dild aka vegansk creme fraiche dressing eller vegansk smøreost, avokado og tangkaviar (fås i mange supermarkeder – gå efter den sorte, da den røde CaviArt er farvet med pulveriserede skjoldlus eller som det hedder på stuerent sprog: E120) og pyntet med mere frisk dild og fintskåret rødløg. Se hele opskriften her.
De veganske blinis kan selvfølgelig også bruges til dessert. Her er en nytårsrest (uden peber – fordi børn) overhældt med hindbær og chokoladesovs:
Victoria
Hej Nina
Jeg er vild med jeres blog!
Har du efter dette indlæg blev lavet, gjort der erfaringer med at fryse blinis?
Mvh. Victoria
Nina
Hej Victoria! Nej desværre, det er ikke så tit vi laver dem, men de kan helt sikkert laves dagen inden hvis det er en form for hjælp. Og så bliver jeg hver gang overrasket over hvor sindssygt godt det smager 😀
Venlig hilsen Nina
Michelle Lotus
Kan opskriften mon laves med bagepulver istedet for natron, jeg synes natron har en speciel lugt og smag som jeg ikke bryder mig om 🙂
Anonym
Kære Michelle, det er ikke natron, der er noget galt med, det er måden du bruger det på 😉 Hvis du kan smage natron i din færdige mad, så er det fordi der ikke har været nok syre som natronen kan reagere med. Citronsaft og natron reagerer sammen i denne opskrift og ‘ophæver’ så at sige smagen af hinanden. Så jeg vil anbefale dig at prøve dem, så vil jeg æde min gamle syntetiske hat på at du IKKE vil synes at de smager af natron 🙂
Vh Nina
De her blinis(siger man sådan?), ser vildt lækre ud! MUMS!
Jeg tror jeg skal prøve at lave dem her, det er ikke så tit jeg får brugt min blinispande, som jeg ellers er så glad for.
Gør du det, Helle 😉
mange tak for endnu en dejlig opskrift og rigtig god jul samt et godt nyt år
Tusind tak og rigtig meget god jul og godt nytår! Jeg håber du kan bruge blinierne, de er virkelig gode, jeg er overrakset over hvor lækre de glutenfrie blev.
Vh Nina