Bland de tørre ingredienser sammen (alt mel, natron, HUSK, salt, citronskal, peber og evt. majsstivelse) og hæld mælken i lidt ad gangen til alle klumper er væk. Hold lidt af mælken tilbage indtil dejen har fået den rette konsistens, så du ikke kommer til at lave den for tynd. Lad det stå og trække i 10 minutter og vurdér så konsistensen: Den skal være som en tyk pandekagedej og flyde lidt ud af sig selv på en varm pande men stadig lige have lidt hjælp til at blive de angivede 6 cm i diameter. (se evt. 'filmen' nedenfor for at få en idé om konsistensen). Kom olie i en stegepande og tænd for varmen.
Når panden er varm blander du citronsaften i dejen og rører grundigt rundt. Dejen bliver en anelse lysere og bobler lidt op.
Hvis du har en blinispande, er det selvfølgelig bare at fylde hullerne op, så blir der nok kun omkring 13 stykker. Hvis du ligesom mig bare har en stegepande og gerne vil have dem i noget der ligner cirkler, så gør følgende: Fyld en almindelig spiseske godt op med dej, så meget at det gerne vil flyde over. (Jeg holdt dejskolen over panden og førte den fyldte ske direkte ned til panden). Hæld dejen ned på en varm oliesmurt pande og så snart dejen er på vej på panden kører du skeen hurtigt rundt i overfladen et par omgange i stadigt større (perfekt) cirkelrunde bevægelser for at skubbe dejen ud til cirkelform. De bliver pænest hvis du arbejder hurtigt, så cirklen er formet inden bunden har dannet skorpe.
Panden skal være rimelig varm, men ikke skoldhed. Hos mig stod den på 7 af 9. Medmindre du har en slip-let pande, skal du sørge for at der er rigeligt med olie så de ikke hænger fast. Jeg synes at de bliver pænest hvis du venter med at vende dem til dejen liige akkurat er gennembagt (koaguleret). De skal have max et par minutter på hver side. Bemærk at de ikke bliver ikke lige så brune som hvis der var æg i, så pas på med at stege dem for meget i venten på en mørk skorpe - så bliver de ret tørre. Smag den første blinis og hvis der mangler noget, fx salt, så justér det nu, så resten smager præcis som de skal.
De holder sig godt på køl, pakket lufttæt - men jeg har endnu ikke prøvet at fryse dem.
Noter
- Jeg prøvede at bruge dobbelt mængde grøn HUSK - altså 1 tsk - og det holdt fint sammen. Jeg glemte dog at lægge mærke til hvordan det påvirker konsistensen af de endelige blinis. Men eftersom jeg ikke lagde mærke til noget kunne man foranlediges til at tro at det fungerede fint...?- Det er nemmest at få dem runde hvis du tørrer panden ren for 'fnuller' inden hver gang du hælder en ny runde dej på.- Hvis du undrer dig over at jeg ikke bare erstatter al mel med boghvedemel, så er det fordi boghvede har en ret kraftig smag når det står alene. Så det fungerer bedst i mindre mængder.- De kan sagtens hænge sammen uden hverken HUSK eller majsstivelse, men de bliver blødere og luftigere hvis du kommer minimum en af delene i, især i den glutenfrie version.- Tilsætter du dobbelt så meget HUSK bliver de en del tykkere fordi dejen ikke flyder så meget ud. Jeg foretrækker dem lidt tyndere.- Jeg har lavet en omgang hvor boghvedemelet blev udskiftet med spelt og det fungerede helt perfekt. Se billedet af nytårs-blinis med spelt oppe i indlægget.