Jeg var med i køkkenet den 24, december og fik derfor mulighed for at tage lidt billeder, så her får du lidt behind the scenes indtryk fra vores veganske julefrokostcatering.
Vi havde på forhånd allieret os Katrine (kvinden bag Plantasma) da vi ønskede at kunne tage imod flere ordrer end sidste år. Undervejs måtte vi indkalde ekstra forstærkning og rekruterede gennem et facebookopslag Nuno da det viste sig at vi fik brug for endnu mere hjælp end beregnet.
I løbet af hele december måned har vi i alt produceret 350 kuverter med komplet vegansk julefrokost. Vi var desværre nødt til at afvise forespørgsler undervejs, fordi vi simpelthen ikke havde kapacitet til at tage imod flere bestillinger. Omkring halvdelen har været 1-5 enkeltkuverter, mens den anden halvdel har været mindre eller større selskaber, som f.ek. da vi serverede mad på selveste Borgen. Vi nåede op på en økologi-procent på i hvert fald 80% da vi køber de fleste varer fra Solhjulet.
Enkeltkuverterne bestod af tre bakker: Først en (kompostérbar) bakke med ‘varm’ mad som Katrine her er ved at anrette. På billedet mangler sovs og brunede kartofler:
Desuden en bakke med et saml-selv-kit bestående af 3 højtbelagte, hvoraf fredsfisken i dagens anledning blev toppet med CaviArt:
Til sidst en bakke risalamande med kirsebærsovs:
Hvis du synes det er hårdt arbejde at smutte mandler til hele familiens risalamande, så glæd dig over at du ikke skal gøre det til 120 personer…
Vi går meget op i kvaliteten af det vi producerer og det betyder naturligvis at der bliver taget stikprøver jævnligt. Her er det den færdigpiskede sojaflødeskum, der tjekkes…
Der er afsindigt meget arbejde i at holde styr på 120 kuverter der skal fordeles på 43 bestillinger og distribueres på 2 timer, så da aftenen var omme og der kun var sket en enkelt større fejl – som skyldtes at vi havde overset at en bestilling var blevet ændret fra 1 til 2 – var vi rimelig tilfredse. Selvom vi naturligvis var ærgelige over at det ikke blev fejlfrit.
En enkelt tog en æske hjemmelavet konfekt med til os, det lunede! De er allerede spist og jeg kan desværre ikke huske hvad du hed, men tak <3 🙂
De sidste kuverter juleaften blev hentet ved 16-tiden og efter oprydning af køkkenet var vi hjemme på Elmegården klokken 19.30 og kunne gå igang med at holde jul. Godt trætte (især Mathias!) fik vi bikset de julepizzaer sammen som vi havde forberedt. Jeg ved ikke om det var udmattelsen (eller følelsen af at have overstået en tæt pakket december, lettelse over hvor godt det er gået og stolthed over at have bikset et succesfuldt koncept som vores veganske julefrokostenkeltkuverter sammen) kombineret med at ikke have spist et ordentlig måltid hele dagen… Men det er den bedste pizza jeg overhovedet kan huske at have spist – nogensinde! Glutenfri bund (bedste ever, sprød og lækker og Mathias kunne ikke skelne den fra sin egen i ovnen – opskrift må på bloggen snarest), simpel tomatsovs af mosede tomater kastet sammen med salt, peber, hvidløgs- og løgpulver. Fyld af artiskokhjerter, skiver af tomat, pesto, en god rest shiitake-bacon (YUM!), oliven og så toppet med en masse frisk salat (det kan jeg slet ikke undvære til pizza). At vi havde ryddet en lille oase i byggerodet og dermed kunne spise vores første middag i vores nye hus har sikkert også gjort pizzaen ekstra god 🙂
Der var én voksengave i julesækken – og den var til mig! Jeg fik et fint sæt måleskeer i metal som jeg havde ønsket mig, så det var jeg super tilfreds med 🙂 Uh, der var både halv og kvart teske hvilket er super nyttigt, når jeg dissekerer opskrifter og fremstiller brøker af portioner for at ikke drukne i rester fra mine madeksperimenter.
Nåh jo, vores kollega ovre på Kærlighed & Kikærter havde igen i år lavet en lille undersøgelse for at høre hvad der mon stod på de veganske juleborde. Morsbrødet lå rigtig lunt i svinget og det var naturligvis dejligt at se. (Og ja, jeg ventede naturligvis med at tage et screenshot til vi røg op på 2. pladsen)
Jeg håber at I har haft en god jul derude og tak til alle, der gjorde brug af vores julefrokost. Vi håber at gentage succesen med at udbyde vegansk julefrokost næste år. Måske i en anden konstellation, men mere om det på et senere tidspunkt 😉
Kh og glædelig jul <3
Sabrina Maria Larsen
Hej 🙂
Kan man på nuværende tidspunkt/nærmeste fremtid bestille mad kasser ved jer?
Min kæreste og jeg er selvstændige og tiden til aftensmad er meget minimal og det er begrænset hvor meget økologisk og vegansk, som man kan bestille 🙂
Tak fordi I gør det så godt 🙂
Nina, PlantePusherne
Nej, desværre, sådan en service har vi slet ikke på tegnebordet 🙂 Jeg håber at i finder en løsning!
Vh Nina
Hej Nina og alle andre involverede i Plantepusherne
Det ser kanon ud(!) og vi er glade for at kunne hjælpe. Jeg håber vi kan fortsætte vores samarbejde i 2016.
Alt det bedste og godt nytår.
Bedste hilsner fra Peter og resten af Solhjulet
Hej Peter, hyggeligt at du kigger forbi 🙂 Ja vi er super glade for at kunne handle hos jer.
Rigtig godt nytår, vi handles ved i 2016 🙂
Vh Nina
Tak for mad, I gjorde det godt. Og tak fordi I har lyst til at gøre det.
Kh Linus, Rune og Anja
Tak skal du have og tak for støtten! Jeg ligger her helt proppet af julemad som hver gang giver vena cava gener og glæder mig over at baby trods alt ikke vejer mere end et lille kilo – det er lissom om der er rift om pladsen dernede specielt her i julemåneden med al den tunge mad, puha!
Pøj pøj 🙂
Kh
Morsbrød, super godt, blev indtaget juleaften. Først under tilberedningen faldt tiøren “morsbrød” åååååh ja, det er jo ikke fars … hø hø, elsker jeres humor som er fint tilstede i alle opskrifter osv.
Ha ha! Ja navnet er jo oplagt, når man nu laver noget, der er lidt på tværs 😉
Dejligt at I kunne lide det.
Bedste hilsner
Nina
Har I planer om at bygge eget køkken, så maden fremover bliver produceret i et kødfrit miljø? Vi vælge jer fra af denne årsag.
Mvh Sia
Hej Sia 🙂 Det ville koste 2-300.000 kr i køkkenudstyr, så nej, det ligger ikke lige på to-do listen. Så skulle I være nogle VIRKELIG gode kunder 😉 Vi må nøjes med at servicere dem, der er tilfredse med et Fødevarestyrelsegodkendt køkken, der skummes grundigt af efter brug og hvor vi ikke laver mad samtidig med at der laves kød-mad – vi kan simpelthen ikke gøre det bedre på nuværende tidspunkt :/
Godt nytår til dig 🙂
Vh Nina