Jeg vil gerne indrømme, at det her knap nok kvalificerer sig til at blive kaldt en broccoli OPSKRIFT. Så lad os bare kalde det et tip. Et rigtigt godt tip. Men når man opdager noget så simpelt og så sundt og samtidig så lækkert; at ens datter på 5 år sidder og skovler det indenbords, ja så er der ingen vej udenom at smide det på bloggen.
Børnevenlig broccoli
Du må gerne hate på grøntsagsmoderen her. Men når vi laver broccoli i ovn herhjemme, så spiser Røskva MINDST et halvt broccolihoved. Hun plager faktisk jævnligt om at få det og har en gang stået fredag eftermiddag inden Disneysjov og sagt:
“Jeg vil have ovnstegt broccoli til guf!”
(jeg har vidner).
Vi har endnu ikke ramt en øvre grænse for, hvor meget hun kan spise af det. For selvom vi har lavet det i over et halvt år, så undervurderer vi konsekvent hvor meget, vores lille familie kan spise. Vi voksne er også helt tossede med det. Som regel sidder mig og Mathias og skuler til hinanden for at holde øje med, at den anden ikke spiser for mange af dem … for vi vil jo helst have at barnet får så mange hun overhovedet orker. Det lykkedes os faktisk engang for nyligt at gemme et par stykker, som hun så fik med på madpakken næste dag. Og ja, de blev spist op.
Jeg lavede [broccoli i ovn] til aften, og min datter, som ellers aldrig gider spiser broccoli, åd (ja, åd!) dem, som var de slik. Jeg er imponeret! Og vi andre synes også, de smagte forrygende 😀 Jeg sad fuldstædnig paralyseret og så på, mens hun mæskede dem i sig. Totalt i chok 😀 Tænk engang at noget så simpelt, virker så godt. – Yasmina A. på Facebook
Broccoli i ovn … uden olie?
Der er også en anden grund til, at jeg synes denne opskr dette tip fortjener opmærksomhed. I min jagt på lækker oliefri mad har haft et antal skuffelser med mad, der bliver temmelig kedeligt, når det bages uden olie. Men da jeg forsøgte mig med broccoli, blev jeg glædeligt overrasket. Broccoli i ovn uden olie leverer varen! Så fryd jer alle HCLF’ere, TSS’ere, McDougallere og hvad (v)I ellers hedder – hvis I endnu ikke har prøvet med broccoli.
Er du glad for f.eks. olivenolie, er jeg sikker på, at de vil smage mindst ligeså godt med olie 😉
Smukke, smukke, lækre og sindsygt sunde broccoli … Broccoli er en af de ting som vi næsten altid har hjemme. Når vi køber ind køber vi som regel 2-4 stykker ad gangen. For med broccoli i huset kan man ALTID finde på noget aftensmad. Resten af broccolien (stilkene), skræller vi f.eks. og bruger til at koge store portioner kartoffel/broccoli-suppe (YUM!). Eller kog dem i til en tomatsovs, så bliver den ekstra lækker og cremet, når du blender den.
Storfavoritten til aftensmad herhjemme er altid en eller anden form for ovnstegte kartofler. Og broccoli, mmmmm …
Ristet broccoli, ovnstegt broccoli, broccoli i ovn …
Kært barn har mange navne og konceptet holder 100%: Broccoliens små tynde ‘blomster’ bliver nemlig sindsygt lækre når de bliver ristet og lige får lidt (eller meget) farve i en ovn. Kombineret med sødmen og umamien, der udvikles ved bagningen og så et drys salt inden servering, så står du altså med en ‘ret’ der har en skyhøj nemheds:lækkerheds-ratio.
Opskrift, siger du? Den får du lige her:
Broccoli i ovn: Perfekt sprød og lækker broccoli opskrift
INGREDIENSER
- 1 hoved broccoli
- Salt (drysses over inden servering)
Valgfrit
- 2 tsk olivenolie (ja, du må godt vende dem i olie hvis du vil – det bliver de ikke dårligere af ;))
SÅDAN GØR DU
- Skær broccolien i mundrette buketter – gem stilkene til f.eks. en dejlig kartoffel/broccolisuppe.Jo mindre buketterne er, jo kortere tid skal de have i ovnen (duh…). 2-3 centimeters bredde er passende og så så meget af stilken som føles passende.
- (Hvis du bruger olie så vend buketterne i olien her, inden de kommes i ovnen)
- Læg dem på en bradepande. Det er ikke strengt nødvendigt med bagepapir. Kom dem i ovnen på 175-200 grader og bag dem til de begynder at få farve på 'blomsterne' – 10-20 min. Hold øje, for pludselig kan det gå stærkt!
- Drys med salt, gerne flagesalt og spis som tilbehør. Eller fredagsguf 😉 Du kan også dyppe dem i lidt soya, en tahin- eller peanutbuttersovs.
Hvis du skærer dem ret småt ud, skal de kun have omkring 10 minutter. Lav dem når du alligevel laver mad i ovn og smid dem ind så snart den øvrige mad er hevet ud.
Broccoli er den mest benyttede pizzatopping herhjemme. Vi skærer den i tynde ‘skiver’ så stilken er 2-4 mm. og det passer perfekt med, at den er blevet ristet i toppen, til når resten af pizzaen er færdig.
Hvis du er glad for tærte, så afslut endelig med broccoli øverst. Dæk tærten til undervejs hvis broccolien får for meget farve inden tærten er gennembagt. Find opskrifter på veganske tærter her.
Lisbet Eldrup
Kære Nina.
Jeg faldt lige over den i forbindelse med noget andet. Jeg må prøve det af derhjemme.
Knus “Lisbit”
Nina
Jaaa gør det <3 Og versionen hvor de smøres ind i olie er heller ikke dårlig hvis man er til den slags 😉
Mange knus, N
Fint fint, men… ikke på pizza….
Jo i tynde skiver?! Det er helt standard herhjemme 🙂
Jeg skal prøve den bagte i dag – men det er dæleme forbudt og forbundet med dødsstraf, at smide broccoli på en pizza – hvad bliver det næste ananas?
Jeg er solgt – bagt broccoli er den bedste variant af den grønne fidus jeg nogensinde har prøvet – den ryger i toppen af mine grønne favoritter
Det lyder super godt. Mon du er ved at være der hvor du er klar til at prøve af på pizza? 😜
😁 Jeg vil til enhver tid foretrække broccoli på min pizza, selvom ananas kunne være sjovt at prøve en dag. Det har jeg aldrig prøvet i min tid som veganer…
Nu bliver jeg nysgerrig med det med broccoli og pizza. Første gang jeg hørte om kombinationen var i “Inside Out”. I får lige klippet 🙂
https://www.youtube.com/watch?v=TVM_Bl7yssM
Ha ha 😅 Jamen jeg må erklære mig enig med San Fransisco 😜
Bh Nina
Jeg er uvenner med broccoli og blomkål. Jeg kan spise rå broccoli og der slutter det. Hvis jeg kan lide ovnstegt broccoli, så har du gjort noget stort for min sundhed!
Jeg krydser alt hvad jeg har! Og bagefter må du prøve persillesovsen – den er ærlig talt TO DIE FOR! Håber du kan lide begge 🙂
Vh Nina
Jeg elsker at læse dine opskrifter – hvor er du sej!! Så fedt at få forklaringer på noget man måske aldrig har forstået OG på dansk i ovenikøbet så alle ingredienser er faktisk til at finde…. Tusind tak for mange gode tips 🙂
Velbekomme, Inga, jeg er super glad for at du kan bruge al min research til noget 🙂
Vh Nina
Flagesalt kommer til sin ret her oven på broccoli, det smagte rigtig godt, og så med lidt dip af hummus rørt tynd med vand og soyu.
Det lyder super lækkert, det må jeg prøve næste gang vi har en rest hummus 🙂
Jo det er sandelig rigtignok. Nu tror jeg at min bakke fik for lidt, men smagen blev helt sikkert meget bedre, lidt nøddeagtig.
Tak for tippet, den bliver serveringsmåden i fremtiden.
Færdig m de lunkne buketter,
Hilsen Søren
Det lyder godt 🙂
Må indrømme at det lyder mærkeligt, men så må det prøves