Igen i år ser Morsbrød ud til at være et populært valg rundt omkring på de grønne juleborde. For nylig var der én, der lavede denne afstemning i den veganske facebookgruppe Vegansk Jul og Nytår (<- meld dig ind og få inspiration). Det varmer naturligvis mit hjerte at se <3
(NB Det var altså IKKE mig :D)
Hvert år er der så også efterspørgsel på glutenfrit Morsbrød, og det er noget jeg eksperimenterer med fra tid til anden. Så nu har jeg samlet alle mine tips herinde. Det skal siges at jeg slet ikke har prøvet alle tricks af, men nu se dig omkring og find en metode du synes passer DIT morsbrød.
Indholdsfortegnelse: Idéer til glutenfrit morsbrød
- Køb færdig glutenfri butterdej
- Køb glutenfri bagemix:
- – butterdejsbagemix
- – bagemix til gærdej
- Hjemmelavet glutenfri dej:
- – butterdej
- – gærdej
- Svøb i rispapir – evt. rispapirbacon
- Pak savoykål om
- Pynt med kartoffelmos
- Svøb i yuba-skin
- Uden omsvøb – evt. en glaze
Der er 3 ting du skal være opmærksom på ifht at lave et glutenfrit morsbrød. Hvis folk har decideret cøliaki er det særlig vigtigt. Først og fremmest: 1) Butterdejen, ja det havde du nok luret 😉 Det er den indlægget her handler om og almindelig butterdej laves med mel, der indeholder gluten. Men desuden er der jo i selve farsen brugt 2) Havregryn – de kan købes glutenfri, men hvis man ikke er meget følsom vil almindelige havregryn kunne bruges. 3) Soja kan indeholde små mængder gluten. Her kan du i stedet bruge tamari som er glutenfri, ‘original’ soja. Alternativt kan du komme lidt mere salt i (smag til) og evt en lille klat vegemite, miso eller gærflager.
Bottom line, du må have dit klientel for øje når du af-glutenficerer dit morsbrød. Så lad os kigge nærmere på mulighederne for at pakke dit morsbrød ind uden gluten:
1 – Køb færdig glutenfri butterdej
Det er den mest oplagte løsning og den der kommer tættest på at ligne det originale morsbrød. Glutenfri købe-butterdej findes i øjeblikket ikke mange steder, men dette produkt er vegansk: Glutenfri butterdej. Vi afprøvede den her til jul og det fungerede ret fint. Den er lidt mere skrøbelig end almindelig butterdej, så undlad at rulle den for tyndt ud. Èn pakke på 250 gr passer til 1/2 portion morsbrød (på billedet har vi kun brugt 2/3 af butterdejspakken og det var lidt i underkanten)
Bemærk: Den skal bestilles i rimelig god tid inden jul for at nå frem – se aktuel deadline på hjemmesiden. Husk altid at tjekke ingredienslisten, da den kan ændres.
Bemærk at Rema1000 i perioder sælger en gluten- og laktosefri butterdej på frost af mærket FRIA, men den indeholder æg og er derfor ikke vegansk.
2 – Køb glutenfri bagemix
– butterdejs-bagemix
Har tidligere kunnet købes flere steder onlinebl.a. her. Den fra Orgran lader dog til at være udgået, men du kan være heldig at din lokale helsekost har det eller kan skaffe det. I så fald må du meget gerne fortælle mig om det, så kan andre få glæde af dit fund 🙂 Jeg har ikke selv prøvet at bage det dog.
– bagemix til gærdej
Alternativt kan du finde glutenfri bagemix til pizza og pakke Morsbrødet ind i en mere traditionel gærdej. Pensl den med soja Cuisine og sørg for at den ikke bliver bagt alt for længe så den bliver tør (det kan ellers være fristende liiige at bage den lidt for længe da bagværket ikke så nemt tager farve. Her hjælper soja cuisine også). Søg f.eks. på glutenfri tærtedej bagemix.
3 – Hjemmelavet glutenfri dej
– hjemmelavet butterdej
Hvis du er meget ambitiøs og modig, så kan du prøve dig med en hjemmelavet glutenfri buterdej fra scratch, DENNE danske opskrift som er i den lettere ende kunne f.eks. forsøges med FRI margarine ender smørbar BLOK. Der dukker også flere op hvis du søger på Gluten Free Vegan Puff Pastry men de kræver altså lidt køkkenskills og FRI margarine er nok det bedste bud på en smør-erstatning. Jeg ved ikke om jeg ville kunne slippe afsted med det, og jeg vil ikke anbefale dig at starte eksperimenterne om eftermiddagen den 24. december…
– hjemmelavet gærdej
Det kunne f.eks. være en opskrift på pizzadej, som regel lavet med gær, som du forsigtigt pakker morsbrødet ind i. Pensl med soja cuisine (jeg havde kun aquafaba da jeg lavede nedenstående, det giver en kedelig, mat overflade). Jeg brugte på billederne herunder en tidlig version af min egen opskrift på glutenfri pizzadej som er rimelig nem at arbejde med, især hvis du får lidt hjælp fra bagepapiret som illustreret.
Rul forsigtigt dejen ud på bagepapir drysset med rismel. Læg farsen på og form som den som en pølse. Løft vha bagepapiret dejen henover farsen, klem den nænsomt sammen. Tril morsbrødet rundt – igen vha bagepapiret – så samlingen skjules på undersiden. Klem det forsigtigt sammen over det hele, så det efterhånden formes som et morsbrød. Pensl, rids og bag. Her er brugt 1/2 portion morsbrød sammen med halvdelen af pizzadejen.
4 – Svøb i rispapir
Fremgangsmåden minder om den med yuba. Sørg for at der er olie nok og undlad for mange lag i bunden som kan have svært ved at blive sprøde. Rispapiret dyppes lidt i vand og pensles efter svøbning sidst med en olieholdig marinade for at blive sprødt. Bemærk at det IKKE bliver brunt i ovnen, så det skal på en stegepande og steges af først. Det er selvfølgelig kun muligt hvis du enten laver morsbrødet i 1/2 eller 1/3 størrelse – eller simpelthen i små portionsstørrelser, så det kan være på en pande.
NB Hvad du IKKE skal gøre er, at give stegen grill i forsøg på at få den brunet. Så ender du med sprængt morsbrød 😀 Sprødt men sprængt.
Her har en anden læser – Zeleste -svøbt Morsbrødet i rispapir lavet som bacon. Det fungerer rigtig godt meldes der om:
“Man kan godt lave morsbrød med rispapirsbacon 🤩 Mums det var lækkert! I stedet for butterdej så vikler jeg bare ustegt lækon rundt om 🙂 “
5 – Pak savoykål om
Den her er simpelthen så kreativ og fin. Det er fra en en læser – Mathilde – som i flere år efterhånden har pakket sit morsbrød ind i savoykål:
“Det fungerede super fint med kål. Jeg brugte savoykål men er sikker på at man kan bruge andre slags. Jeg synes bare at savoy har sådan et fint udseende og er lidt mildere i smagen (mit morsbrød skal smage af morsbrød og ikke af kål). OG så er bladene ret tynde, brede og ikke “foldede” på samme måde som spidskål f.eks. kan være.
Jeg skar det værste fra stilkene af, altså bare sådan langs med bagpå for at hele bladet var tyndt i det og lettere at folde rungt om morsbrødet. Jeg blancherede bladene og lod dem tørre lidt på et rent viskestykke inden jeg foldede dem om morsbrødet. Så bandt jeg dem fast med madsnor.
Jeg mener at den flotte farve blegner lidt i ovnen, men det er stadigvæk så flot på julebordet. Kålen sidder ikke så godt fast på selve farsen så den falder lidt af når man skærer i det, men det gør mig ikke noget. Savoykål passer i hvert fald godt til smagen af mit morsbrød så jeg vil klart anbefale det. Har lavet det på denne måde 2-3 julemiddage nu.”
6 – Pynt med kartoffelmos
Du kan lave en portion vegansk kartoffelmos og sprøjte den fint på morsbrødet inden bagning. Traditionelt laves såkaldte Pommes Duchesse af kartoffelmos tilsat æg. Det kan bedst beskrives som ‘fine klatter bagt kartoffelmos’. Æggene hjælper med at holde formen under bagning. Jeg har prøvet at lave veganske Pommes Duchesse af ren kartoffelmos med min egen opskrift. Det holder selvfølgelig ikke formen lige så godt. Men man kan sagtens se, at det er sprøjtet i fine toppe (se billedet nederst i indlægget om kartoffelmos). I disse kommentarer foreslår folk at tilsætte lidt maizena eller FIBER HUSK til kartoffelmosen for at stive den af. Men hvordan, hvornår og hvor meget – dér må jeg indtil videre være dig svar skyldig …
Det vil være en god ide at gøre farsen lidt mere flad end man ellers vil hvis det skal butterdej om. Farsen flader let ud under bagning og kartoffelmosen hjælper ikke med at holde på formen. Kom også farsen i enten en dyb form (se længere nede) eller bare en let afrundet form/fad der kan hjælpe med at holde faconen lidt.
7 – Svøb i yuba-skin
Yuba er populært at bruge som vegansk ‘skind’ til f.eks. seitansteg. Kan du huske hvordan der dannes en slags skind på toppen når du varmer komælk op? Det samme sker med sojamælk og det sojamælkeskind produceres som en selvstændig råvare, der kaldes yuba. Det kan købes i bl.a. asiatiske butikker og kaldes også tofu skin eller bean curd skin. Pga. det høje proteinindhold har det en lidt ‘kødlig’ konsistens. Veganer på Budget har leget med det og får det til at se super lækkert ud (se billedet af hendes seitansteg svøbt i yuba herover). Du kan se hendes fremgamgsåde HER. Læs mere om yuba her.
8 – Uden omsvøb – evt. en glaze
Den simpleste version af et glutenfrit morsbrød, er naturligvis helt at undlade at pakke det ind i noget. For at være sikker på, at det holder på formen, er det en god ide at komme det i en form for form :O) Du kan pensle det med olie, en barbecue-marinade eller en slags glaze. Du kan f.eks. som Sidse har gjort herunder, nemlig kommet det i en rugbrødsform. Lad det køle lidt af og samle sig inden du fjerner det fra formen og skærer i det.
Jeg håber at du fik styr på dit glutenfri Morsbrød – selve opskriften på det populære morsbrød finder du lige HER 🙂
Tina Klitgaard Rosenfeldt Hansen
Hvis man ikke kan spiser bælgfruger som kikærter bønner mv. had vil du så erstatte tofu med?
Nina
Mjaaahr … den ligger ikke lige til højrebenet 🤔
Tofu ER en ret grundlæggende ingrediens. Men prøv at skrue op for alle de andre ting. Måske tilføj noget kartoffel? Aubergine? Andet grønt/rodfrugt med lidt konsistens i.
Bh Nina 🤗
Skøn side, tak for at dele
Tak fordi du kigger med 😊
Hej Nina
I går lavede jeg morsbrød for første gang. Stor succes, tak for dine altid udførlige opskrifter og forklaringer. Du er superwoman til det.
Vh Sandi
Tak for det, Sandi <3 Brugte du en af de glutenfri versioner? 🙂
Kh Nina