Opskriften her på vegansk parmesan lavede jeg for mange år siden. Jeg ville gerne have mere umami i parmesanen end man får ved blot at blende nødder og lidt krydderier. Den hurtige version fungerer nu super godt til et lidt parmesan-agtigt kick på maden. Men hvis du kan lide at lege i køkkenet vil du kunne lide den her!
Et mælkefrit alternativ til parmesan
Traditionel parmesan er jo topscorer i umami-intensitet. Så målet med min alternative opskrift har været at proppe en hulens masse vegansk umami sammen: Blomkål tørres sammen med forskellige smagsgivere for at opkoncentrere en umamismag. Til sidst tilsættes yderligere krydderier for at ramme det samlede smagsbillede fra parmesan så godt som muligt.
Resultatet er en slags blandingskrydderi, som er stærkt, salt, umami. Samtidig har det en tekstur, der ligner det dér færdigrevne parmesanost-krymmel man kan købe (husk, vi spiser jo også med øjnene) når det drysses på maden.
Base for den hjemmelavede veganske parmesan
Som bekendt bruger man som regel nødder i hurtig-udgaven. Men jeg har altså brugt en base af blomkål fordi det har nogle lidt ostede smagsnoter. Men derudover testede jeg også andre ting af.
Blomkål
Kålrabi
Gulerod
Havregryn
Nu om dage kan du købe vegansk parmesan
Jeg udviklede opskriften tilbage i 2014 fordi det dengang slet ikke var muligt at købe alle de mange fantastiske produkter vi har i dag. Men nu kan du jo både købe vegansk parmesansost som drys, Grate Me fra naturli der er en fast blok som kan rives og flere andre.
Parmesund smelter IKKE i ovnen og skal ikke bages med, men drysses på maden lige inden servering. Smagen bliver endnu bedre, når den drysses på varm mad fx spaghetti med kødFRIsovs og smagsaromaerne rigtigt udfolder sig. Prøv den også på nybagt lasagne!
Parmesund - vegansk parmesan spækket med umami!
INGREDIENSER
- 200 gr blomkål (eller endnu bedre: Kålrabi!)
Våde krydderier
- 1 spsk æblecidereddike
- 1 tsk sennep
- 1 spsk lys/hvid tahin
- 2 tsk miso (lys miso giver den lyseste farve til Parmesund i forhold til mørk miso)
- 1 tsk tomatpuré
Tørre krydderier
- 2 tsk sennepspulver
- 1/2 tsk hvidløgspulver
- 1/2 tsk salt
- 3/4 dl gærflager
SÅDAN GØR DU
- Riv blomkålen på et rivejern eller med foodprocessorens rive-funktion.
- Bland alle de våde krydderier sammen til en pasta.
- Rør denne pasta grundigt sammen med det revne blomkål så det fordeles så godt som muligt uden klumper. Spred det godt og tyndt ud på ovnens bageplade eller en dehydrator tray.
VARMLUFTSOVN ca. 3 timer ved 50 grader * DEHYDRATOR ca 5 timer på 40 grader
.
- Bag det til det er helt tørt og lad det så lige dampe af.
- Hæld så det tørrede blomkålsfnuller i en kaffekværn eller lille foodprocessor. Kør det til det er meget småt grynet eller helt pulveriseret afhængigt af hvad du foretrækker. Kom de tørre krydderier i og rør rundt til det er blandet godt.
- Jeg vil anbefale at du venter med at justere smagen til du har prøvet det på en varm ret, for det er her du bedst kan bedømme det. Kom det i en lille lufttæt beholder og opbevar mørkt og køligt.
TIPS & NOTER
Opskriften her er direkte affødt af min opskrift på Parmrabi (vegansk parmesan med kålrabi som base) som jeg udviklede for at kunne lave et velsmagende alternativ til revet parmesan, som ikke bare ligner, men også giver noget af den samme smagsmæssige tilfredsstillelse. Jeg var svært glad for denne alternative udgave lavet på blomkål og fordi blomkål også er lettere tilgængelig end kålrabi.
Skriv et svar