Jeg har for første gang smagt rødbedespread med peberrod. Jeg fandt et nedsat glas i madspildsafdelingen på økologisksupermarked.dk, så det røg min virtuelle indkøbskurv. Spreads fra Streich, Økolivet (Aldi), Vegetable Farms og andre er super populære i vegetar- og veganerkredse. Men de er dæleme også dyre. Derfor er det ikke noget, vi har brugt, og jeg tror aldrig jeg ville kunne lokke Mathias til at betale fuld pris for sådan noget, medmindre der var en helt særlig anledning …
Men nu hvor jeg har fået smagt det, kan jeg rigtig godt forstå hvorfor man gider at betale i dyre domme for det. For hold nu fast, det smager godt! Det betød selvfølgelig bare, at jeg blev nødt til hurtigst muligt at finde ud af at lave det selv.
Brug syltede rødbeder
Hvis du står og er sulten NU, så har du sikkert ikke hverken tid eller lyst til at kaste dig over rødbedekogning aka. grønsagernes svar på det stockholmske blodbad. Det havde jeg heller ikke, og derfor fandt min hjerne ret hurtigt på idéen at bruge syltede rødbeder. Ud over at være belejligt kogt på forhånd, så indeholder de flere af de ingredienser, jeg alligevel ville have smagt min spread til med. Det fungerede perfekt og smager bare vanvittigt godt. Jeg brugte et glas økologiske Samsø-syltede rødbeder. Find en god kvalitet da de fylder meget i opskriften og derfor har stor betydning for den endelige smag.
Oliefri OG sojafri
Jeg ville selvfølgelig gerne lave en spread uden olie men også uden soya/tofu, så derfor har jeg brugt kogte kartofler som fyldstof. De kan sikkert nemt erstattes med for eksempel tofu eller en sjat kogte bønner. Men en rest kogte kartofler smager altså virkelig fint, så det vil jeg klart bruge fremover, og så er det en del billigere end tofu.
Spar penge med hjemmelavet rødbedespread
Ja her er rigtig mange penge at spare! Min forrige opskrift på hjemmelavet spread (a la Streich med tomat) kom til at koste cirka halvdelen af originalen. Laver du denne opskrift kan det gøres til – hold nu fast – omtrent 20% af prisen! Altså sammenlignet med de dyre versioner. Alle ingredienser undtagen peberrod er købt økologiske. Det glas færdiglavede rødbedespread du køber med 180 gr koster mellem 28 og 36 kr. Det svarer til 150 til 200 kr. per kilo. Aldis er dog noget billigere, kun 17 kr. men det er alligevel ca. 100 kr. pr kilo
Hjemmelavet rødbedespread koster kun
34 kr./kg
svarende til at 1 glas på 180 gr. koster
6,20 kr.
Kan vi godt blive enige om, at verden ville se anderledes ud, hvis Streich & Co. kostede 6,25 kr.?!?
Rødbedespread med peberrod kan bruges til …
Det mest oplagte er selvfølgelig at bruge det som pålæg på rubber. Men når det nu er så mega billigt at lave og samtidig super smukt at se på, hvad så med at bruge det i:
Sushi
Forårsruller
Wraps
Pitabrød
Burger
Sandwich
Dip til grøntsager
Dip til chips?
Dressing til salater, også kartofler og pastasalater
Tilbehør på en farvestrålende buffet
Blinis-anretning
Justér evt. konsistensen med mere eller mindre mængde væske så resultatet passer til formålet.
Vi har også andre opskrifter på vegansk pålæg på bloggen så kig forbi hvis du savner inspiration.
Rødbede spread med peberrod
INGREDIENSER
SÅDAN GØR DU
I foodprocessor:
- Kom solsikkekerner i din foodprocessor eller en kaffekværn og kør dem til pulver.
- Riv peberroden fint.
- Kom nu er alle ingredienserne i en foodprocessor undtagen de ekstra skiver rødbede. NB: Det er også en god idé at vente med kartoflerne til aller sidst, så de kun lige bliver most med* Kør det godt cremet. Bemærk at frisk peberrod fra en hel rod smager meget kraftigt lige i starten men efter nogle timer/dage på køl bliver den mildere.
- Skær den ekstra rødbede i små fine tern og vend dem i til sidst.
I high speed blender:
- Her er det bare med at smide alle ingredienser (undtagen kartofler samt ekstra rødbede) i blenderen og kværne til det er cremet. Kom til sidst kartoflerne i og giv dem en kort tur sammen med resten*.
- Tilsæt de fintternede ekstra-rødbeder til sidst.
Hvis muligt, så lad rødbedespread'en trække i køleskabet mindst en halv time inden den smages til med salt, peber, citron og eventuelt lidt agavesirup.
TIPS & NOTER
Jamen hvad med sukker? Det er ikke alle de færdigkøbte varianter af rødbedespread, der indeholder tilsat sukker. Men nogle af dem gør. Og de syltede rødbeder i min opskrift gør. Jeg har prøvet at regne lidt på hvor meget det betyder for dit indtag. Den eneste oplysning jeg kunne søge mig frem til vedrørende mængden af tilsat sukker i syltede rødbeder angav 3,4 g pr 100 g, hvilket ikke lyder er særlig meget. I så fald vil to spiseskefulde (30 ml – svarende til to madder) af den her rødbedespread give 1/30 af en tsk sukker. Altså helt vildt lidt!
Find
Pragtfuld spread!! Det slog mig pludselig, at den er perfekt som basis til en “gammeldags” sildesalat!! Så er den godt nok ikke vegansk længere men…….!??
Nina
Eh … nej! 😅 Ikke ligefrem. Men jeg fik også lyst til at lave vegansk silde-salat da jeg lavede den 🤗
Fantastisk opskrift!
😍🤗
Hvor får man løgpulver? Kan man ikke bruge friske løg i stedet?
Den tørrede version fungerer som decideret krydderi. Det giver en meget intens og rund og dyb smag. Så det kan ikke sammenlignes 🤗
Bh Nina
Hej Nina
1 tsk = 4g sukker. Det svarer altså ca til 1/4 skefuld sukker på to madder(mon ikke det vejer lidt mere end vand egentlig?) – stadig moderat, men dog 7 gange så meget som 1/30:)
Mvh Jeppe
Jeg må indrømme at min hjerne lige nu ikke er i stand til at regne efter 😅 måske har du ret. Jeg kan smide tallene så må folk selv regne efter:
Rødbederne indeholder 3,4 gr sukker pr 100 gr.
Så i hele opskriften er der 5,1 gr (eller 1,25 tsk jfr din conversion) sukker fra rødbederne.
Hvis hele opskriften vejer 400 gr så kan vi nogenlunde sige at den fylder 400 ml.
Og så er det fri leg herfra til de sukker-nysgerrige 😜
Bh Nina
Jeg er kæmpe rødbedefan og har ofte kartoffelrester! Det her skal så meget prøves! Spørgsmål: hvorfor bruger du løgpulver i dine retter?
Fordi det giver en masse smag! Rund, dyb, umami 🤗
Det er lidt et overset krydderi.
Bh Nina
Har du prøvet at lave en version med æble / peberrod?
Nej – det har jeg ikke. Er det noget du har prøvet, det lyder friskt og lækkert 🙂
Vh Nina
Hej Nina, tror du det vil smage godt hvis jeg brugte syltede robeder uden tilsat sukker?? 🙂 Ser super lækkert ud!
Jasmin
Hvis du er vant til at spise sukkerfrit, så kan det måske godt fungere, ja? Men den har godt af lidt sødme 🙂
Vh Nina
ÅÅÅh jeg tror jeg dåner! Alt siger bare KAAAA TJIIING! – i min mund! Det er SÅ lækkert! Surt/salt/stærkt/sødt og CREMET!:-D Med to af mine favorit grønsager! Nu ved jeg hvad jeg skal spise til frokost det næste års tid!😁 Rugbrød, nye kogte kartofler, tørret dild og en ÅÅRNTLI’ blob rødbede smows og lidt ekstra høvlet peberrod! (jeg ristede forøvrigt solsikkekernerne først. Jeg formanede min mave om, at den ikke var sulten men at den bestemt godt kunne vente det øjeblik længere!😊Havde heller ikke løgpulver så det blev hvidløgspulver i stedet)
Din opskrift minder mig SÅ meget om smagen af ćwikła som min nu afdøde polske mor lavede som tilbehør til aftens maden eller som topping på kødmadder. Ćwikła består dog kun af kogt (som oftest fint) revet rødbede, peberrod, lidt lager eddike og sukker -(nogle kommer også cremefraiche i -altså meget vandigt. Slet ikke egnet til at “stå” alene som mad. Men det kan smagen jo så med KARTOFLER!! Simpelthen genialt! Tak for det! 😊
Tak for nogle dejlige opskrifter og smukke billeder! KÆMPE arbejde! Er begyndt at spise vegetarisk. Faldt tilfældigt over din side. Har allerede anbefalet den til andre.
Hav en smuk dag 🤗
Venlig hilsen Karina T.R Nielsen
Haha hvor er du sød! 😍 jeg kan kun være enig, det er en fantastisk smagsoplevelse. Jeg forstår godt at de kan tjene penge på det 😜 og tak for historien, det er altid hyggeligt at høre.
KH Nina
mmmmmm ser lækkert ud
Det er mega lækkert! Håber du får mulighed for at prøve det 🙂
VH Nina