Her er vores udgave af en vegansk auberginesild, som består af lage-kogte auberginefileter i en cremet sød og stærk sennepsdressing med frisk dild.
Den er lavet helt uden olie. Da jeg sad ved tegnebordet var jeg overbevist om at det ville være at gå på kompromis med smagen at unlade olien, men det viste sig slet ikke at være tilfældet. Prøv selv at smage – vi kalder den Lad Silden Svømme 🙂
Når man af den ene eller anden grund vælger at holde op med at spise dyr, så ændrer ens perspektiv på tilværelsen sig på mange måder. Hvis man hører nogen snakke om at have kylling til middag, så forestiller man sig i et splitsekund hvordan det ville være at have Bamses gule sidekick til bords. Og når man sidder til en julefrokost og nogen løfter snapseglasset og udbryder “Skal vi lade silden svømme!?” så når man lige at tænke at det var sgu da en super god idé at lade både dem og de andre svømme i fred, når vi nu allerede har tømt verdenshavene for store dele af det oprindelige dyreliv.
I Sverige har de en mangeårig tradition for at lave veganske/vegetariske aubergine’sild’. Herhjemme har Månebarnet gjort en super lækker Karry-aubergine’sild’ populær ånder navnet Kafkas Kærlighed (Kafka var vegetar). Hvis du tænker at det lyder virkelig mærkeligt, så kan jeg afsløre at en overraskende stor del af fornøjelsen ved indlagte sild ligger i den cremede, krydrede dressing. Så hvis dén sider lige i skabet, så kan du i princippet marinere gamle skosåler i den og dine gæster vil stadig være taknemmelige. I modsætning til den oprindelige udgave, så ‘vokser’ auberginesild ikke på samme måde i munden når man er ved at nå sin kvote (pun) hvorfor du i længere tid kan side og skovle dem skamløst indenbords uden at møde muren.
Så her kommer endnu et bud på veganske ‘sild’ som vil klæde ethvert julebord, påskebord eller bare et festligt frokostbord. Jeg hæver mit glas og opfordrer til at Lade silden svømme – ude i havet og i stedet spise den her cremede, søde, stærke omgang sennepsmarinerede aubergine’sild’ med frisk dild.
Herhjemme har vi sværget til Månebarnets fremgangsmåde med at bage auberginerne i ovnen. Men jeg kan faktisk godt se idéen med at koge auberginefileterne i meget salt vand som er det svensken gør. Det giver en konsistens lidt henad sild og det fungerer rigtig fint i samspil med den kraftige marinade. Ydermere sparer du marineringstid eftersom lagen koges ind i auberginerne og derfor ikke behøver at stå og trække. Er du mere til ovn-versionen, så skær auberginen lidt tykkere og smid dem 15-20 minutter i ovnen og hæld den varme lage over og lad trække i minimum nogle timer, gerne natten over før de blandes med sennepsdressingen. Opskriften her giver rigeligt med dressing til 1 aubergine.
Lad Silden Svømme - i sennepsmarinade (veganske sennepssild)
INGREDIENSER
- 1 aubergine
Lage
- 2 spsk eddike
- 2 spsk sukker
- 1 spsk salt
- 5 dl vand
- 1/2 lille løg (groft skåret)
- 2 laurbærblade
- 1/3 tsk hel sort peber
Sennepsmarinade
- 170 gr vegansk creme fraiche (f.eks. Soja fraiche, mandel fraiche eller Oatly iMat som dog ikke er oliefri)
- 1/2 dl plantemælk (til at fortynde creme fraichen - udelades hvis du bruger yoghurt i stedet for creme fraiche)
- 1-2 spsk stærk dijonsennep
- 2 spsk grov sennep
- 1 spsk rørsukker/agavesirup
- 1-2 tsk friskpresset citronsaft
- 1 bundt finthakket frisk dild (eller 1 spsk tørret)
- friskkværnet sort peber
- Evt lidt gurkemeje for en mere gul farve
I stedet for en blanding af creme fraiche og mælk kan du bruge
- 225 gr neutral planteyoghurt
SÅDAN GØR DU
- Start med at lave Soja Fraiche. Kort fortalt: Hæld lun sojamælk ned til citron, vent ti minutter, lad dryppe af i et klæde, blend. Færdig. Alternativt kan du købe en vegansk creme fraiche og fortynde med lidt plantemælk. Eller bare bruge en neutral planteyoghurt.
Kog lagen
- Kom alle ingredienser til lagen i en gryde og lad det simre i små 10 minutter mens du forbereder auberginen.
Skær auberginen
- Det er ikke nødvendigt at skrælle den, men hvis du går efter et silde-look, så gør det. Flæk den langs midten og skær hver halvdel på skrå i skiver omkring 6 mm tykke (5 er for lidt og 7mm er lige o overkanten ;). Så får du nogle meget passende ovale halvcirkler.
Kog auberginen
- Fisk krydderier op af den kogende lage og smid auberginestykkerne ned i. De skal kun have 5-7 minutter og hvis nogle stykker begynder at blive ‘gennemsigtige, så fisk dem op, og lad dem ligge lidt på sugende papir/rent viskestykke. Lad auberginerne dryppe af og køle lidt ned på et sugende underlag mens du rører ingredienserne til marinaden sammen.
Server på lækkert rugbrød, med masser af grønt, tynde skiver rødløg, kapers og frisk dild.
VIl du have mere vegansk jul? Så besøg nogle af de andre bloggeres julekategorier:
Mia Sommer, Månebarnet, Kærlighed & Kikærter, Englerod og den alt for oversete blog Veganissens to kategorier Julemad og Juleguf.
Tina
Fiske krydderierne op
Er det så både peber, laurbærblade og løg?
Nina
Ja det er hele molevitten. Hvis du er meget glad for løg, kan de evt. få lov at blive i 🙂
Smager så dejligt og som den ægte vare.
Tak, Sidsel <3
Hej Nina. Jeg elsker den her opskrift. Men nu står jeg og skal lave en vegansk version af stjerneskud og tænkte om jeg kunne dampe aubergine fileterne som man ville dampe en fladfisk og hvordan ville du gøre det? Har du mon et forslag? Kh Elisabeth
Ingen problem – du laver bare den her 🙂 https://maanebarnet.org/2012/01/19/fredsfisk/
Tror du, at man kan gemme de kogte auberginestykke i lagen igen, når alt er afkølet? – Tænker at man så kan lave en god portion nogle dage i forvejen………..
Hej Kisse 🙂
Umiddelbart ja. Du skal dog nok stadig tage dem op af den korte læge når det er færdigt og lad dem køle ned for sig og lægen for sig. Og alt er kølet ned kan du lægge dem ind igen. Det var vist også det du skrev, jeg vil bare lige være sikker 🙂
Og så vil jeg er lige smage på auberginen når de har ligget i lage og inden du kommer dem i dressingen. Jeg har nemlig oplevet med karry sild (ikke denne opskrift) at det fik en uheldig bismag efter et døgns tids i lagen. Om det skyldes Karryen eller nogle bitterstoffer fra auberginen der trak ud ved jeg ikke.
venlig hilsen Nina
Hej
jeg tænkte at tage denne skønne ret med til påske
desværre er der en der ikke kan tåle aubergine. Kan man kave ‘sild’ af squash eller andet?
Kh Stine 🌹
Hej-Stine 🙂
Jeg har engang lavet dem af portobellosvampe. Det smagte super godt. Men det får ikke på samme måde den der meget sildede konsistens. Måske kan du lave en lille version af med portobello svampe skåret i skiver? Du kan se et billede af min version her https://plantepusherne.dk/vores-veganske-julemad-2014/
Denne opskrift er fantastisk. Jeg har lavet den til en julefrokost jeg var inviteret til.
Den er som sennepssovs sild. Det kan være jeg var for rundhåndet med sennepen… Kødspisene var vilde med den. Alt hvad jeg havde med tænkte jeg godt jeg skulle have dobbelt af. For heldigvis er det mad der vækker interesse.
Jeg tænkte om du kan hjælpe mig med at lave den karry sild sovset. Hvad skal jeg justere på så den så den kommer derhen af?
Prøv at Google Kafkas kærlighed, så kan du se hvordan månebarnet lavet sin karry-auberginesild. Jeg vil dog anbefale at du koger auberginen som i min beskrivelse 🙂
Helt suverænt resultat! Hold op, hvor er de gode.. og det siger jeg, som var vant til at spise sild hver dag til frokost, da jeg var ‘altædende’. Jeg GLÆDER mig til at skulle have disse banditter med til julefrokost i morgen 🙂
Det lyder super godt 🙂 Tak for tilbagemeldingen. Hvis dressingen finder på at skille lidt efter en nat på køl, så rør rundt i den, evt efter den har sdtået lidt ved stuetemperatur, så du ikke massekrerer auberginestykkerne
Vh Nina
Hej Nina.
Vil lige høre hvad grunden er til at det lige præcis skal være den yoghurt fra Sojade man skal bruge? (og har du en ide om hvor man evt kan købe mærket) 🙂
Det er fordi den er den eneste, som er sukkerfri 🙂 Men hvis du har en anden yoghurt som du er glad for, så kan du måske bruge den, og så justere sukkerindholdet efter det.
Vh Nina
Fantastisk!
Har du erfaring med at gemme dem ? Altså uåbnede glas. .
Tænker om man kunne lave en stor portion så der blev mange glas
Hej Helle 🙂 I så fald ville du skulle henkoge dem og det tror jeg ikke umiddelbart at der ville komme noget godt ud af, desværre, her tænker jeg mest på konsistensen af sovsen. Og muligvis også auberginer.
Vh Nina
Kan man lave dem et par dage i forvejen?
Vh. Pernille
Ja, de bliver rigtig lækre af at stå og trække. Bemærk at sovsen kan blive en del fastere af at stå på køl. Men den skal bare røres forsigtigt, eller tilsættes lidt ekstra væske 🙂
Vh Nina
-og så er der ingen ben i.
Nemlig 😉
Det var godt nok utroligt så tæt på smagen og konsistensen kommer. Jeg fik et helt chok, da jeg fik første bid i munden. Det er ikke sidste gang, jeg laver dem.
Dejligt at du kan bruge opskriften. Den er jo også ved at være super relevant igen her når det bliver påske 🙂