Jeg har lavet denne populære hjemmelavet Baileys opskrift for at kunne genforene længselsfulde veganere, gør-det-selv-typer, laktoseintolerante og andet godtfolk, med alletiders mest sublime kombi af fløde, alkohol, kakao og sukker: Yes, it’s Baileys! – ovenikøbet vegansk.
“Det smager bedre end rigtig Baileys!”
Det her er én af de gange hvor den hjemmelavede opskrift er bedre end originalen. Hør selv:
Den er SÅ god. Har lavet den af flere omgange. Og vil også sige den er bedre end Baileys egen 🙂 Jeg har lavet den til SÅ mange nytårsaftener og måtte hurtigt til at lave mere efter folk fik smagt den 😍
– Chris på facebook
Jeg bruger også plantepushernes (opskrift) ☝️☝️ men bruger instant kaffepulver i stedet og tilsætter vanilje. Mine venner forlanger den hvert nytår, det er en hel tradition! De kalder det “bedre end Bailey”
– Marie-Louise på Facebook
Opskriften er desuden grundigt smagstestet af trommeslageren og guitaristen i vores elskede band som vi øvede med forleden. De er begge meget større eksperter i alkohol end vi er herhjemme. Første dom:
Det smager bedre end rigtig Bailey’s!
Det er der åbenbart mange, der synes 😀 Om du synes det samme kan jeg ikke garantere. Men hvis du kan lide originalen, tør jeg godt sætte en sjat penge på, at du vil elske den her opskrift.
Hvilken whiskey bruges til hjemmelavet Baileys?
Jeg vil anbefale dig at bruge Jameson whisky. I original Baileys bruges ‘en blanding af irske whiskyer‘. Så andre mærker kan også bruges. Men undgå de røgede udgaver eller andre, der stikker meget ud i smagen. Er du på usikker grund, så hold dig til Jameson.
Der skal altså kakao i …
Kakao og/eller chokolade er en af de essentielle ingredienser i Baileys. Hvis du vil gøre dig ekstra umage, så brug en lækker kakaosirup. Men du kan altså sagtens slippe afsted med at kombinere ren kakao og sukker. Ser du en opskrift helt uden nogen form for kakao – så løb skrigende væk.
Hvilken ‘fløde’ skal jeg bruge?
Kokosmælk!
Det fungerer perfekt uden at du kan smage det. Den gør også at din Bailey ikke skiller – og så er den selvfølgelig vegansk.
Du skal bruge en kokosmælk, der IKKE skiller, så gå efter én med emulgator/stabilisering i. F.eks. denne eller muligvis denne, så den ikke skiller så nemt. (Emulvaffornoget? – læs mere). Hvis du får fat i en kokosmælk, der skiller, så rør rundt inden du tager af den og regn med at din Bailey godt kan finde på at skille lidt efterfølgende når den kommer på køl.
I modsætning til hvad der står i mange andre opskrifter (både veganske og ikke-veganske), så skiller den her opskrift på Baileys altså IKKE. Selvom den står på køl. Bemærk at den er meget tyk lige når den kommer fra køl, så ryst den og/eller rør rundt i den og lad den stå fremme 5-10 minutter inden du serverer den i små glas med isterninger.
Jeg oplever desværre at økologisk kokosmælk på karton skiller ret kraftigt, så den er ikke optimal til formålet.
Super nem opskrift
Ingredienserne skal bare drønes sammen, før du kan sidde i en behageligt mild alkoholtåge og blive usikker på, om du lige har bundet en Cocio som har givet dig en bimmelim på (Smagen i munden siger ét, alkoholen i blodet siger noget andet).
Din familie og venner behøver jo ikke at vide at hjemmelavet Baileys kun kræver få minutter af din tid, en IQ på 48 og motoriske evner på linje med en kommode – så blær dig løs!
Perfekt hjemmelavet Baileys
INGREDIENSER
- 275 ml kokosmælk (ikke light)
- 2 spsk rørsukker
- 1 dl færdigbrygget stærk kaffe (jeg brugte en tsk instant pulver til 1 dl vand)
- 3/4 tsk ren kakaopulver
- 1,2 dl whisky (Jameson)
Evt
- 1/3 tsk vanilleessens eller
- 1 vaniliestang (bemærk at vaniliekornene kan ses i den færdige Baileys og at den derfor ikke helt ligner originalen i udseende hvis de bruges)
SÅDAN GØR DU
Start med at røre ingredienserne sammen på følgende måde:
- Kom cacaopulver i en lille skål. Hæld en LILLE smule af den færdige kaffe i - start med 1/2 tsk - der skal være så lidt væske som muligt men det skal lige kunne blandes med cacaoen. Rør rundt til der ikke er klumper og tilsæt en LILLE smule mere rundt til du har en tyk creme. Det gør vi for at komme af med alle små klumper af cacao. Hvis ikke vi gør det nu kommer det aldrig til at ske og du vil have cacaoklumper i din Baileys. Hæld så resten af kaffen over så du står med en kop cacaokaffe.
- Hæld rørsukker i kokosmælken og rør rundt til det er opløst. Hæld langsomt kaffe/cacaoen i kokosmælken mens du rører rundt og hæld til sidst Whiskey i på samme måde.
- Hvis du gerne vil blande mere kokosmælk i, så hæld din færdige Baileys ned til kokosmælken lidt ad gangen og IKKE omvendt (altspå ikke kokosmælken ned i Baileys'en). På den måde undgår du klumper.
Stil det på køl
- Stil det på køl, evt. kort på frys, og snup en smagsprøve når den er blevet kold, det fortjener du ærlig talt ovenpå alt det hårde arbejde. Den bliver tykkere af at stå på køl men bliver lidt mere flydende hvis du rører i den og venter lidt med at servere den.
TIPS & NOTER
Holdbarhed: Jeg vil gætte på flere uger i køleskabet. Alkohol virker jo konserverende så holdbarheden KAN være væsentligt længere altså måneder. Skold de redskaber du bruger så forlænger du holdbarheden. Økologisk Baileys: En fordel ved en hjemmelavet vegansk Baileys (udover at den er uden mælk, billigere end originalen, kan laves 'sukkerfri' og uden alverdens tilsætningssstoffer) er, at du kan lave den overvejende økologisk, hvis du er til sådan noget. Skaffer du en øko-Whiskey, ja så kan du jo faktisk lave din egen 100% økologiske Baileys
Kan jeg ikke bare købe vegansk Baileys ?
Jo … og nej. Glæden var kort da den veganske Baileys almande i 2018 ramte danske butikker. Den får desværre hårde ord med på vejen, så indtil videre må du stadig lave din egen hvis det skal smage rigtig godt.
Skål!
Heidi
Hej
Jeg her med stor interesse læst om denne baileys. Men jeg kan ikke tåle kokos, kan man evt bruge mandelmælk eller andet istedet for kokos??
Venligst
Heidi
Nina
Hej Heidi 😊
Du skal nok have fat i noget tykkere. Måske en Barista mælk eller en decideret plantefløde, bare den smager godt rent for du vil nok kunne smage i hvert fald et hint af den i den færdige version 🤗
Bh Nina
Jeg havde ikke held med at få et “jævnt resultat” pga. en klumpet kokosmælk, som jeg ikke fik rystet ordentligt igennem, til gengæld piskede jeg det hele igennem til sidst med succes 😉
Ok. Så har den nok godt af at stå ved stuetemperatur og blive rørt igennem inden den bliver serveret – fordi jeg tror kokosmælken vil blive ved med at opføre sig på den der måde (at den skiller når den står et stykke tid) 🙂 Jeg lægger lige links til to mærker kokosmælk som vil være gode at bruge.
Godt nytår :)))
Nina