• Skip to primary navigation
  • Skip to main content
  • Skip to primary sidebar
  • Skip to footer
PlantePusherne - vegansk mad
  • opskrifter 🔍
  • kogebøger
  • Hvad er vegansk mad?
  • catering
    • Find vegansk catering
    • Til kokke: Inspiration vegansk julefrokost
    • Vegansk julefrokostcatering
  • Info
    • Kontakt & SoMe
    • Om os
    • Om vores opskrifter
    • Copyright – hvad du må og ikke må…
  • ENGLISH 🇬🇧
Forside > ● Børnevenlig mad > Komplet guide til hjemmelavet sojayoghurt (uden termometer)

Komplet guide til hjemmelavet sojayoghurt (uden termometer)

af Nina, opdateret 22/08/2021

hjemmelavet sojayoghurt
Share
Pin17
17 Shares
Kommentarer (55) Print Hop til opskrift

Du behøver ikke bruge mange minutter på at lave hjemmelavet sojayoghurt. At producere en portion sojayoghurt svarer nogenlunde til at være kicker på et amerikansk fodboldhold. Du er på sammenlagt 0,1% af spilletiden og resten af tiden kan du bare sidde og vente og heppe på dine holdkammerater (mælkesyrebakterierne) og have tillid til, at de gør deres bedste.

Sådan laver du sojayoghurt

Det er super nemt når bare du kender faldgruberne og du behøver ikke noget specialudstyr, ikke engang et termometer: Lun sojamælken til håndtemperatur og tilsæt mælkesyrebakterier. Men det kan altså nemt gå galt hvis du ikke lige følger et par grundregler. Og når jeg snakker om at det går ‘galt’ så mener jeg at yoghurten bliver grynet, smager gæret eller ikke bliver tyk. Så hvis du bruger lidt tid på at læse mine tips, vil du til evig tid kunne producere en lækker hjemmelavet sojayoghurt – halvt i søvne og med venstre arm bundet på ryggen.

De vigtigste ingredienser i sojayoghurt:

Ro, renlighed og regelmæssighed

Det er det vigtigste at huske på i processen (jeg vil anbefale dig at læse mere i Kunsten at syrne plantemælk – inkl. FAQ og fejlsøgning inden du går i gang). Men den korte version lyder som følger:

RO: Når syrningen foregår, skal beholderen med mælk være helt i ro, ikke noget med at ryste eller røre. Syrningen slutter først efter først 24 timers mild varme og så ca. 12 timers afsluttende tur i køleskabet.

RENLIGHED: Overhæld dine glas/beholdere, decilitermål og ske mm. med kogende vand inden de kommer i kontakt med sojamælken.Vask hænder.

REGELMÆSSIGHED: Hvis du ikke har en form for termostatstyret inkubator (a la en yoghurt maker), så pak beholderen godt ind efter mælken er lunet, så den kan vedligeholde en nogenlunde konstant temperatur under syrningen. Stil den på et lunt men IKKE meget varmt sted. Se mere her. Når sojayoghurten har syrnet færdigt (inkl. 12 timer på køl), skal den se helt blank ud og være ret fast. Der samler sig lidt valle på toppen og det kan du forsigtigt hælde fra, så det ikke fortynder yoghurten.

Sojayoghurt hjemmelavet

Sådan skal den færdige sojayoghurt se ud

Yoghurten bør ved det her stadie være fast nok til at du kan tippe beholderen uden at yoghurten glider ud (i hvert fald hvis du har lavet det i flere små beholdere). Hvis ikke, så tip den kun lidt og dyp dit rene viskestykke eller køkkenrulle i vallen og sug det op. Smag til som angivet i opskriften, rør grundigt rundt med et håndpiskeris (ikke med blender) og brug den som du ellers bruger sojayoghurt 🙂

sojayoghurt uden termometer

Det er virkelig lækkert med den dér unikke syrlige smag af mælkesyre som vi er vant til fra komælksprodukter. Og med lidt nøjsomhed kan du altså ret nemt lave din helt egen sojayoghurt og få samme smagsoplevelse 🙂 Hvis du sætter mælken over mandag aften, så kan du spise sojayoghurt onsdag morgen og hvis du tænker “36 timer!?!?! – så længe kan jeg ikke vente!” så husk de berømte ord:

Hjemmelavet sojayoghurt

Hvordan bliver konsistensen på hjemmelavet sojayoghurt?

Som nævnt bliver den lidt tykkere (og mere syrlig) jo længere den får lov at stå på køl, men eftersom den fordærver efter noget tid er der grænser for hvor tyk du kan få den på denne måde. Den minder mere om yoghurt i tykkelsen og er ikke lige så tyk som tykmælk eller ymer. Du kan prøve at dræne den af i et kaffefilter natten over for at skille mere valle fra. Jeg vil foreslå at du gør det inden omrøring og tilsætning af salt mm. Du kan også komme lidt gul fiber HUSK (den fintmalede) i . Det ser ikke kønt ud, men man kan faktisk slet ikke fornemme de der ‘korn’ når man spiser det. Brug ca. 1/2 tsk til 1/2 liter yoghurt, rør rundt og se efter et kvarters tid om du er tilfreds med konsistensen. Putter du for meget i, bliver den meget geléagtig i konsistensen og minder om det finske, syrnede yoghurtprodukt ‘fil’. Yoghurten til højre har fået lidt fiberHUSK.

Sojayoghurt med HUSK

Hvorfor jeg anbefaler at tilsætte en form for sukker eller agavesuirup (bare en smule) og foreslår at du bruger flere små forme fremfor 1 stor samt en masse tips og tricks til at få succes, kan du ligeledes læse om i mit uddybende indlæg om Kunsten at syrne plantemælk.

Mælkesyrekapsler kan i øvrigt købes i Matas eller i online helsekostbutikker. Jeg bruger altid disse.

Print Bedøm
4.9 - fra 18 stemmer

Komplet guide til hjemmelavet sojayoghurt (uden termometer)

Med denne grundige opskrift lærer du alt hvad der skal til for at kunne lave din egen hjemmelavede sojayoghurt. Og ikke mindst hvad du IKKE skal gøre 😉
Laves yoghurten uden sukker med en usødet sojamælk, så bliver den mild og neutral i smagen og uden så meget syrlighed. Tilsættes ca 1 tsk sukker pr 1/2 liter mælk fås markant mere syrlighed.
laktosefri, mælkefri, vegansk mejeri, yoghurt
Vegansk
af Nina fra Plantepusherne
Arbejdstid5 minutter min
Tilberedning1 day d 12 timer t
I alt1 day d 12 timer t 5 minutter min
5 dl

INGREDIENSER

  • 1/2 L sojamælk ( både neutral og sødet kan bruges)
  • 2 kapsler mælkesyrebakterier (kan erstattes af 1/2 dl frisk syrnet planteyoghurt)
  • 1 tsk rørsukker/agavesirup (kan udelades, men giver både bedre smag (=væsentligt mere syrlighed) og tykkelse. Udelades hvis du bruger sød sojamælk)
  • Evt. kan du smage til med mere syre i form af citronsyre, æblesyre eller citronsaft.
REDSKABER
Glasbøtter til syrning, lille gryde, decilitermål, en røreske af metal, et lunt sted hvor den kan stå i 24 timer, se mere om hvordan du stiller den lunt til syrning her.

SÅDAN GØR DU

Brug rene redskaber! Skold som minimum den beholder du vil stille mælken til syrning i. Resten kan du evt. springe over
  • Kog vand og hæld så kogende vand over dine redskaber efterhånden som du skal bruge dem.
  • Skold den beholder du vil bruge, tøm den for vand, kom låg på og stil den ned i dit 'syrningssted' så den kan varme det lidt op.
Sådan laver du sojayoghurt
  • Hæld sojamælken i gryden og lun den langsomt. Bruger du en mælk der har være åbnet i før nu, så skal du starte med at varme mælken op til den begynder at ryge og så lade den køle ned igen før du fortsætter.
  • 'Mål temperaturen': Når du dypper bagsiden af din (rene!) hånd og mælken føles en lille smule lun, så kan du regne med at den er lidt over 40 grader. Det er perfekt til formålet. (Har du et termometer, så gå efter 42-45 grader).
  • Kom evt. agave/sukker i.
  • Hæld mælken i den/de skoldede beholdere. Åben mælkesyrekapslerne (eller tag yoghurten) og tøm dem ned i mælken idet du fordeler dem ligeligt. Rør rundt med en helt ren ske. (Når jeg ikke anbefaler at hælde mælkesyrebakterierne direkte ned i gryden er det fordi selve gryden kan være meget varm og dermed kan du komme til at slå mælkesyrebakterierne ihjel)
  • Pak straks beholderne ind i de tæpper/kasser eller hvad du nu har forberedt som isolation. Lad den stå helt uberørt i 24 timer - ikke røre/ryste/smage etc.
  • Efter 24 timer pakker du den forsigtigt ud så den ikke bliver rystet og stiller den på køl i 12 timer. 6 timer er nogle gange nok, men jeg har bedst erfaring med lang eftersyrning.
  • NU kan du prøvesmage den. Er du tilfreds med syrligheden kan du smage den til og bruge den: Kom et lille nip salt i, eventuelt sukker og rør godt rundt. Lad endelig være med at blende den, det bliver den blot sjasket af. Hvis du nu alligevel vil have den mere syrlig så kom citronsýre/citronsaft eller lignende i.
  • Hvis du ikke er helt tilfreds med syrligheden efter 10-12 timers nedkøling, så bare lad den stå 12-24 timer mere på køl. Den vil blive endnu mere syrlig i smagen og også lidt tykkere i konsistensen.

TIPS & NOTER

- Holdbarheden afhænger meget af hvor renlig du har holdt yoghurten. Omkring 2-5 dage på køl efter afsluttet syrning. Syre og sukker forlænger holdbarheden.
- Jo mindre du rører i den, og jo koldere den er, jo fastere konsistens får den. Så spis den helst direkte fra køl og rør kun i den når du skal smage den til. Undlad at blende den i et forsøg på at få den glat (medmindre den er blevet decideret grynet).
- I nogle opskrifter angives syrningstiden til 12/12 altså 12 timers varme og 12 timers eftersyrning. Jeg har haft succes med yoghurt på kun 8 timer lavet i dehydratoren hvor jeg altså har helt styr på at der er varme nok.
- Hvis den er blevet grynet, så fortvivl ej. Det går kun lidt ud over smagen og du kan blende den meget kort så den bliver glat, men ikke helt så blank som hvis syrningen var foregået helt rigtigt. Desværre gør blendningen den også mindre tyk. Den genvinder lidt af tykkelsen hvis den får lov at stå på køl igen, nogle timer eller natten over. Læs i øvrigt i mit afsnit fejlsøgning om hvad, der kan være gået galt, siden den er blevet grynet.
Skal vi dele din kreation på Instagram?Brug @plantepusherne eller tag os #plantepusherne hvis du har lavet opskriften 🤗

Nina fra PlantePusherne

 

Udgivet 06/06/2015 Filed Under: ● Børnevenlig mad, ● Oliefri eller HCLF, ● Vegansk smør · ost · yoghurt · koldskål mm, 🥦 Alle opskrifter Tagged With: Vegansk brunch

Søg i alle #tags

Brunch - Børnefødselsdag - Copycat - DIY - Grønt - Gærflager - Kartofler - Madpakke - Pasta - Sommer - Top 10 opskrifter
Previous Post: « Kunsten at syrne plantemælk – inkl. FAQ og fejlsøgning
Next Post: Kartoffelspagetti – sjov lang ‘spaghetti’ af kartofler (glutenfri) »

Reader Interactions

Comments

  1. Sonja Mortensen-Dissing

    22/10/2023 at 9:50

    Hejsa, jeg har lavet plantegurt for første gang. Den er dog blevet noget tendere end det jeg ser på dit billede.
    Jeg har brugt kultur fra Alpros nye neutrale og puttet 2 stk mælkesyrebakterier i.
    Skal jeg komme mere i eller bestille en opstart af yogurtkultur?
    Men ellers smager den godt, meget mild.
    Den måtte godt være lidt mere syrlig i smagen.

    Mvh Sonja

    Svar
    • Nina

      22/10/2023 at 16:45

      Hej Sonja 🙂 Fedt at du har kastet dig ud i det! Har du læst indlægget Kunsten at syrne plantemælk? Nederst er der en guide til fejlsøgning. Det er nemlig en kompleks størrelse det der med at syrne og det kan være små detaljer, der afgør det. Men når smagen er god er du i hvert fald på rette spor, så det er sejt nok.

      Kh Nina

      Svar
  2. Gitte

    06/04/2021 at 18:17

    Øv, det virkede slet ikke for mig i første omgang. Synes jeg fulgte opskriften slavisk. Har set andre opskrifter, hvor det fremgår at glasset ikke skal lukkes – kan det være der det er gået galt? Det er i hvert fald bare “mælk” tilsat mælesyrebakterier nu….

    Svar
    • Nina

      09/04/2021 at 17:42

      Der kan gå mange ting galt undervejs 😖 Jeg tror dog ikke at det har at gøre med om der var lukket. Det gør jeg nemlig altid for at undgå uønskede bakteriestammer.

      Har du læst min guide om hjemmelavet planteyoghurt? Der er noget fejlsøgning 🤗
      Pøj pøj!
      Bh Nina

      Svar
  3. Lone

    28/01/2021 at 13:45

    Hej , jeg har nu forsøgt mig med soja yoghurt, brugte 1/2 liter blå fra naturli. jeg varmede det op og målte ed termometer til det var mellem ca 42 og 45 grader. Og hældte det så i glas og udrøret symbioflor deri . pakkede ind med tæppe pg i en kasse og stod 1 dørn i stuen og så i køleskab minimum 12 timer. nu har den stået på løl i 2 døgn og den er altså lidt slimet når jeg tager af den,på den måde at det hænger ned fra skeen 😀 smager ikke synderlig syrligt. Har du mon nogle clues til hvor henne jeg har gjort fejl? Den stod oakket ind i tæppe over ved radiatoren, måske det alligevel er for varmt? tænkte køkkenet var for koldt, da der ikke er varme derude . Håber du kan komme med et fif 🙂

    Svar
    • Nina

      11/04/2021 at 11:15

      Kæreste Lone 🥰
      Et forsinket bud herfra: radiatoren kunne være et godt bud, simpelthen at det har været FOR varmt. Jeg synes nærmest ikke at man behøver at TILFØRE varme men bare sørge for at den beholder det den har fået.

      Håber du har mod på at prøve igen.

      Held og lykke i det politiske 🤗
      De kærligste hilsner
      😍

      Svar
  4. Sónia Mamede

    23/01/2021 at 9:19

    Hi, Nina,

    If you have the time could you translate this to english?

    Thank you so much 🙂

    Svar
    • Nina

      10/04/2021 at 20:58

      I wish I had!😅🤗
      Best regards
      Nina

      Svar
  5. Pernille

    05/01/2020 at 16:40

    Tak for en grundig vejledning.
    Jeg har lige lavet min første portion med succes.
    Kan man tilsætte en smule kokosolie inden syrning, så man får bare lidt fedtstof i?

    Svar
    • Nina

      13/04/2021 at 18:28

      Det vil blive lidt noget rod fordi Kokosolie stivner ved nedkøling. Og der er ingen emulgatorer til at holde det fordelt i massen. Men hvis du kigger på min originale opskrift på creme fraiche af sojamælk så kan du se nederst i opskriften hvordan jeg tilsætter olie. Måske kan du bruge samme fremgangsmåde🤔
      Bh Nina 🤗

      Svar
  6. Camille

    03/12/2019 at 15:12

    hillhalløj 😀 Jeg bliver nød til at høre om dette oz vil fungere med feks. mandelmælk?
    Jeg har set du oz har en opskrift på mandelyoughurt, hvor man bruger æblesyre…..men bliver yoghurten så syrnet og får de gavnlige bakterier ligesom med denne yoghurt ved du det? Jeg tåler ikke Soya så jeg kan ikke lave Soyayoghurt…..elle rjeg kan ikke spise det 😉

    Tak for svar på forhånd <3

    Svar
    • Nina

      13/04/2021 at 17:10

      Nej når man bruger æblesyre et det lidt som at snyde. Der er ingen gavnlige mælkesyrebakterier 😋
      Mandelmælken bliver ikke tyk på samme måde. Desværre!

      Men nu om dage er der jo mene alternativer. Naturlis Joe Kurt er rigtig god og lavet af mandler.

      Bh Nina

      Svar
  7. Stinne P

    11/10/2018 at 20:10

    Der findes altså en nemmere måde at gøre det på:
    Man kan bare sætte et stort glas ( 75cl) med øko soya mælk tilsat to kapsler mælkesyrebakterier ind under eller ved siden af ovnlyset i ens ovn, og lade ovnlyset brænde hele natten ( holder en konstat temp på ca 40-45grader og næste morgen har man et færdiglavet glas youghurt lige til at spise.
    Hvis man tager 2 spsk fra af den nu færdiglavede youghurt og fryser ned, så optør man blot disse 2 spks og tilsætter soya mælken næste gang—så behøver man ikke også tilsætte mælkesyre kapslerne – og således kan man lave frisk og økologisk soya youhurt på 8-10 timer som er klar næste morgen takket være ovnlyset 🙂

    Svar
    • Nina

      01/12/2018 at 14:28

      Hej Stinne, ja, det er jo den korte version af hvad jeg skriver 🙂 og som sagt, hvis den metode man bruger allerede fungerer, så er der ikke grund til at gøre det anderledes. Men hvis man oplever, at det ikke virker, så kan det være godt at vide hvad man fx IKKE skal gøre og få råd til hvordan man får det til at fungere 🙂
      Vh Nina.

      Svar
  8. Helen

    28/05/2018 at 14:29

    Ville det være bedst at bruge usødet soyamælk eller sødet soyamælk med kalk?

    Svar
    • Nina

      28/05/2018 at 21:15

      Hej Helen, jeg skal faktisk lige til at uddybe lidt i opskriften. Jeg har nemlig sammenlignet direkte nu og det er tydeligt, at sukkerindholdet i den søde sojamælk giver en klart syrligere yoghurt. Den smager samtidigt lidt sødt og af vanilie. Den grønne bliver mildere og mere neutral. Så det kommer an på hvad du er til 🙂

      Svar
  9. Janne Budek

    30/01/2018 at 20:09

    Hvilken mælkesyrebakterier bruger I?

    Svar
    • Nina

      31/01/2018 at 21:27

      Hej Janne, jeg linker til dem lige over opskriften 🙂 Vh Nina

      Svar
  10. Diana

    14/01/2018 at 0:46

    I denne opskrift har du skrevet, at der skal bruges 2 kapsler til ½ l soyamælk, men i guiden om at syrne, står der, at er skal bruges fire kapsler til ½ l. Hvad er det rigtige?

    Svar
    • Nina

      14/01/2018 at 21:26

      Hej Diana, jeg plejer at bruge 2 stk til 1/2 liter så jeg ved ikke hvorfor den fejl har sneget sig ind 🙂
      Vh Nina

      Svar
  11. REBECCA

    21/10/2017 at 13:34

    Er så begejstret over, at det virker! Tak for den gode opskrift og de detaljerede instruktioner. Min yoghurt bliver noget syrligere end Sojade men smager ellers dejligt og bliver fint tyk (jeg bruger kapsler). Kan jeg gøre den mildere uden at den bliver tyndere? Tak og mange hilsener Rebecca

    Svar
    • Nina

      21/10/2017 at 17:04

      Dejligt at du får det til at fungere 🙂 Du kan prøve at lade den stå i kortere tid og se om det giver dig det ønskede resultat. Det er svært at sige helt præcist hvad der skal til 🙂
      Pøj pøj 🙂

      Svar
  12. Susanne

    23/07/2017 at 8:16

    Hej Nina,
    Min ynglings soja-yoghurt er den økologiske og neutrale fra SOJAJADE. Den er mild i smagen og konsistensen er tyk og cremet. Mon det er muligt at lave en tilsvarende selv??

    Jeg har prøvet din fremgangsmetode af, og den lykkes bare hver gang – dog oplever jeg en bismag, som jeg ikke kan få væk. Det er den samme hver gang, og ikke i form af dårlige bakterier/gær. Jeg kunne også godt ønske mig en tykkere konsistens ala ovennævnte.
    Jeg bruger Naturli’s neutrale sojamælk, starter fra Sojajade, rørsukker, lader den syrne i 24 timer og eftersyrne i køleskab i mindst 12 timer.

    Har du nogle fif?

    Svar
    • Nina

      25/07/2017 at 11:30

      Hej Susanne, jeg vil tro at du får en tykkere yoghurt hvis du bruger kapsler, f.eks. fra symbioflor. De vil typisk være mere potente end det du får i en købe yoghurt. Så det er mit umiddelbare bud 🙂 Hvordan syrner du? Jo mere sikker på du er at du har nået den rette temperatur, jo bedre proces får du også og det er med til at gøre yoghurten tykkere.
      Venlig hilsen Nina

      Svar
  13. Lene Petersen

    18/03/2017 at 17:50

    Super! Tak for opskriften. Lykkedes i første forsøg. Nu behøver jeg ikke længere forgæves at cykle rundt efter økologisk sojayoughurt.

    Svar
    • Nina

      23/03/2017 at 20:29

      Nej hvor fedt! Hvilken metode brugte du til at holde den lun?

      Svar
  14. Katrine

    19/01/2017 at 8:19

    Hej – tusind tak for en fantastisk blog! og en rigtig god opskrift på yoghurt.

    Jeg har forsøgt mig med at syrne min hjemmelavede havremælk med lidt A38 og din opskrift, og det fungerer faktisk ret godt.
    Jeg har lavet en havremælk (havregryn der har stået i blød i vand lidt, herefter sigtet – blandet med nyt vand (forholdet er ca. 1 til 3) og blendet, herefter sigtet igen) – Jeg brugte kogt, varmt vand da jeg lavede den til yoghurt, for at kunne ramme temperaturen og så sigtede jeg den ikke så meget, men beholdt noget af havre”grumsen” i. Hjemmelavet havremælk kan godt blive en smule slimet efter et par dage i køleskabet, men min erfaring er, at det bliver bedre jo mere man skylle havregrynene inden man blender dem med vandet (jeg forstiller mig det er stivelsen der gør det).

    Da havremælken var den rigtige temperatur blandede jeg med den 0,5 dl A38 (da jeg ikke er fuldblodsveganer, men i en transitionsfase – (og overtalelsesfase med min kæreste) var det det jeg havde i køleskabet, men mon ikke det kunne virke med mælksyrebakterietabletterne også?). Jeg fulgte opskriften og alle dine gode råd på det andet oplæg og nu er havreyoghurten syrnet og tyknet – den er godt nok en smule slimet i konsistensen, men jeg prøver at dræne det, for at se om det hjælper.

    Jeg ved ikke hvorfor det virker, når ikke det virker med Oatly, men de behandler muligvis deres havremælk på en måde for den ikke bliver slimet ligesom den hjemmelavede (?) Jeg kan i hvert fald rigtig godt lige at lave det hele fra billige basisvarer som kan holde sig, ikke kræver meget emballage og kan købes lokalt og bæredygtigt produceret (havre). Næste skridt må være at prøve med mælkesyrebakterier og være lidt mere grundig med havremælken for at undgå slimetheden 🙂

    /Katrine

    Svar
    • Nina

      23/01/2017 at 19:21

      Hej Katrine, tak for den detaljerede rapport – det er altid godt at høre folks erfaringer, der kan være gode hints at hente 🙂 Jeg har også hørt det med at skylle havren kan være en hjælp.
      Er det rigtigt forstået at du har prøvet at syrne Oatlys havremælk uden succes? Jeg brugte Naturli’s til mit mislykkede eksperiment…
      Vh Nina

      Svar
      • Mikki Langstrømpe

        26/02/2017 at 15:16

        Har haft min Instant Pot i 3 dage nu… Den TRYLLER bare og yogurt er heller ingen sag, Selv hvis man bruger noget så eksotisk som favabønner, kokosflager e.lign. 🙂

        Svar
  15. Kas

    05/08/2016 at 17:43

    Hej,
    Jeg har forsøgt mig med din opskrift – men synes den smager lidt af gær?! Jeg har forsøgt at smide lidt citron i, lidt salt og lidt vanilje, for at lade det stå natten over.
    Men hvad kan jeg gøre?
    Håber du ser min kommentar, da jeg kan se det er lidt længe siden, du har lagt indlægget op 🙂

    Svar
    • Nina

      07/08/2016 at 10:24

      Hej KAs 🙂 Det lyder som om, der er kommet fremmede (gær)bakterier ned i din mælk. Det kan være fra luften, eller det kan være fordi de glas/skåle/skeer du bruger ikke har været helt rene. Det står desværre ikke til at redde og du bør helt klart kassere det fremfor at maskere gærsmagen.
      Håber at du har mod på at prøve igen og så have endnu mere fokus på at der ikke kan komme ‘snavs’ ned i mælken.
      Vh Nina

      Svar
  16. Tone

    31/05/2016 at 16:01

    Hej Nina!
    Tusind tak for alle dine lækre opskrifter, det er skønt altid at kunne tjekke her inde hvis der er noget man er i tvivl om!

    Jeg skriver egentligt fordi jeg tænkte på om du har prøvet at kaste dig over hjemmelavet Havre yoghurt/fraiche?
    Jeg tænkte at det måtte kunne lade sig gøre når man kan købe Oatly’s – Jeg synes bare den er møg dyr. Det kunne være et rigtigt godt og billigt alternativ til dem der måske prøver at undgå soya 🙂

    Håber på at høre fra dig!

    MVH Tone

    Svar
    • Nina, PlantePusherne

      01/06/2016 at 11:27

      Hej Tone 🙂 Jeg har faktisk testet i et helt simpelt forsøg på at syrne havremælk. Det bliver ikke til noget! Hvis du kigger på Oatlys Havregurt Oatlys Havregurt så er det både olie og kartoffelstivelse i. Dvs. de bruger nogle ingredienser til at fortykke den med, altså ‘snyder’ lidt 🙂 Men nøddemælk burde faktisk kunne lade sig gøre, så det må jeg lige kaste mig ud i på et tidspunkt så sojaskeptikerne også kan få fornøjelsen af yoghurt 🙂
      Vh Nina

      Svar
  17. Sarah

    06/11/2015 at 21:35

    Hej Nina,
    Har du prøvet at tilføje forskellige smag til din færdige yoghurt? Jeg tænker f.eks. blendede bær, flydende vanilje, etc. Kan man det eller kan man “kun” lave den med en neutral smag? 🙂

    Svar
    • Nina, PlantePusherne

      07/11/2015 at 14:53

      Vanilie, ville være en super god idé at røre i til sidst 🙂 Jeg har ikke selv prøvet, men moden frugt som mango, jordbær og andet (evt. først blendet med noget sødt som agavesirup) ville sikkert være lækkert at røre i. Det kan dog nok godt gå hen og blive lidt mere tyndtflydende kunne jeg forestille mig.
      Vh Nina

      Svar
  18. Emil

    13/08/2015 at 8:36

    Har haft overvejende god succes med denne yoghurt – den smager og dufter rigtig godt og har fået en fin kosistens – altså bortset fran at den er blevet lidt grynet.. Hvad kan man gøre for at udbedre det og ikke mindst for at undgå det? Har været meget forsigtig helevejen i gennem og fulgt opskriften til punkt og prikke. Beholderen blev pakket ind i et viskestykke og en dyne – som for inden var blevet varmet op af den skoldede beholder.. Men temperaturen har selvfølgelig ikke været konstant og er i løbet af de 24 timer faldet til stuetemp.. Har den været for kold så?
    Vh

    Svar
    • Nina, PlantePusherne

      15/08/2015 at 15:16

      Det kan være 🙂
      Vh Nina

      Svar
  19. Anni

    25/07/2015 at 15:06

    Hej Nina
    Tak for en vildt spændende og inspirende blog.
    Jeg har lige købt det anbefalede flydende mælkesyre som du anbefaler under din creme fraiche – vil anvende det til at lave yoghurt med i stedet for tabeletter, men er i tvivl om hvor mange ml. jeg skal erstatte de 2 tab. med.
    Hilsen Anni

    Svar
    • Nina, PlantePusherne

      25/07/2015 at 17:04

      Hej Annie, tak for rosen 🙂 Du kan ikke bruge mælkesyre til at lave yoghurt, det skal du bruge mælkesyrebakterier til. Mælkesyre er den syre som mælkesyrebakterierne producerer. Du kan fx også bruge mælkesyren til at smage min nye lækre smøropskrift til eller skrue op for syren i din hjemmelavede yoghurt.
      Vh Nina

      Svar
  20. Lene Henriksen

    20/07/2015 at 15:09

    Tak for en virkelig fin beskrivelse. Men hvornår skal man tilsætte agavesirup?

    Svar
    • Nina, PlantePusherne

      21/07/2015 at 13:11

      Hej Lene, det skal man samtidig med mælkesyrebakterierne 🙂

      Svar
      • Lene Henriksen

        21/07/2015 at 14:37

        Det var heldigt 😉 Så har jeg gjort det rigtigt. Er meget spændt på min første hjemmelavede yoghurt som skal ud af varmekassen om 1 time

        Svar
        • Nina, PlantePusherne

          21/07/2015 at 20:12

          Uh, jeg håber, at det er gået godt? 🙂

          Svar
  21. Kristine

    18/06/2015 at 7:46

    Hej Nina,
    Har du prøvet med sojakakao? 🙂

    Svar
    • Nina, PlantePusherne

      18/06/2015 at 9:55

      Nej, men det lyder virkelig sjovt =) Og det burde kunne lade sig gøre at få det tykt.

      Svar
      • Kristine

        21/06/2015 at 20:42

        Jeg må prøve 🙂
        Kan man forresten fryse en smule ned, så man ikke skal lave yoghurt hele tiden, for at have noget at brygge videre på? 🙂

        Svar
        • Nina, PlantePusherne

          03/07/2015 at 18:19

          I princippet bør mælkesyrebakterierne kunne overleve frysingen. Dog vil konsistensen være lidt mærkelig efter optøning. Det er derfor jeg slev bruger mælkesyrebakterier, for de er langtidsholdbare, og så har man altid en starterkultur liggende 🙂
          Vh Nina

          Svar
          • Stinne P

            11/10/2018 at 20:12

            Det kan man – frys 2 spsk ned fra gang til gang og tilsæt så optøet når du vil lave din næste portion frisk youghurt..selvom det ser underligt ud i konsistens så dur det udemærket. mælkesyrebakterierne vågner op når de optøs.

          • Nina

            12/10/2018 at 16:18

            Hvis det fungerer så er det rigtig fint – min research siger bare, at det kan være sværere at holde mælkesyrepopulationen talrig nok til at ‘tage fra’ den forrige produktion som man typisk gør med mælk. Så hvis yoghurten bliver tyndere og tyndere fra gang til gang kan det være årsagen 🙂
            Vh Nina

  22. Mette

    07/06/2015 at 20:47

    Hej Nina
    Kan man lave din yoghurt med kokosmælk i stedet for soyamælk?
    Har boet i udlandet og nydt masser af vegansk kokosyoghurt, og har herhjemme efterhånden haft mange fiaskoer med den hjemmelavede slags fra diverse net-opskrifter.
    Dine opskrifter er altid super lækre og bullet proof – kan man ønske en opskrift på kokosyoghurt? 🙂
    Hilsner Mette

    Svar
    • Nina, PlantePusherne

      09/06/2015 at 21:12

      Det er noget af det jeg vil se nærmere på 🙂 Du kan i hvert fald ikke regne med bare at erstatte mælken her i opskriften med kokosmælk og få samme gode resultat.
      Nina

      Svar
      • Mette

        13/06/2015 at 19:18

        DET vil jeg glæde mig til at læse om din version af! Det smager jo så sindssygt godt – syrligt og kokos på samme tid. Mums!

        Svar
4.89 from 18 votes (8 ratings without comment)

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej, Nina her 👋🤗 Det er en stor hjælp for os og dine med-læsere hvis du giver opskriften stjerner👇 tak 💖




Primary Sidebar

Velkommen til Plantepusherne!

Her finder du veganske (100% plantebaserede) opskrifter og guides til det veganske køkken. Vi gør os umage med at hjælpe dig godt igennem opskrifterne med masser af billeder og grundig vejledning. Læs mere om PlantePusherne her.

Kategorier

  • ● Aftensmad, elementer til (31)
  • ● Aquafaba – 'æg' af kikærtevand (19)
  • ● Børnevenlig mad (54)
  • ● Dressing · sovs · dip mm (14)
  • ● Drikkelse (12)
  • ● Festmiddag (28)
  • ● Glutenfri mad & bagværk (35)
  • ● Is & pindis (11)
  • ● Jul & nytår (35)
  • ● Kage · konfekt · dessert mm (31)
  • ● Oliefri eller HCLF (73)
  • ● Pålæg (11)
  • ● Påske (16)
  • ● Raw & frugt (22)
  • ● Salte snacks · chips · drys (7)
  • ● Vegansk 'kød' (12)
  • ● Vegansk smør · ost · yoghurt · koldskål mm (24)
  • 14 succeshistorier (1)
  • Hjælp til vegansk madlavning (22)
  • Krea-Nina (6)
  • Vores liv (18)
  • 🥦 Alle opskrifter (134)
  • 🇬🇧 English (17)

instagram – følg med bagom bloggen :)

Vegansk for begyndere

Collage af veganske madbilleder

#Tags

Copycat - DIY - Grønt - Gærflager - Kartofler - Madpakke - Pasta - Sommer - Top 10 opskrifter - Brunch - Børnefødselsdag - Juleaftensmenu

Se et vegansk basislager

vegansk køkken

Veganske kogebøger

Juxtapose af 12 miniature billeder af veganske kogebøger

Footer

    Copyright © 2025 PlantePusherne - vegansk mad on the Foodie Pro Theme

    Rate This Recipe

    Your vote:




    A rating is required
    A name is required
    An email is required

    Recipe Ratings without Comment

    Something went wrong. Please try again.