⚠️Pas på – stærkt vanedannende ⚠️
Snasket, sødt kokosfyld og sprød, mørk overtrækschokolade er et match made in heaven uden lige. Lidt vanille sætter virkelig prikken over i’et! Jeg betragter min hjemmelavet Bounty opskrift som lidt mere ‘sund’, da den er uden tilsat sukker (bortset fra det i chokoladen) men med agavesirup i stedet. Smagen ligger stadig i den ret søde ende, så hvis du ønsker, kan du sagtens skrue endnu mere ned for agaven. Du kan vurdere sødmen, når du prøvesmager fyldet.
Hjemmelavet Bounty – uden kokosolie
Mange bruger kokosolie til fyldet i deres Bounty opskrift. Problemet er bare, at det kokosolie bliver fast ved temperaturer over 25°. Og så får vi en Bounty-midte, der er fast, når man bider i den. Det er praktisk, når de skal overtrækkes – men ikke så lækkert når de skal spises. Så det skal vi ikke have noget af!
Bountysnask skal være blød og cremet og nærmest smelte på tungen.
Derfor har jeg brugt kokosSMØR i opskriften. Det kan købes, eller du kan nemt lave det selv i en kaffekværn.
Desuden har jeg lavet min opskrift på Bounty uden kondenseret mælk. Det er nemlig ikke noget, der findes i enhver Netto og særligt vegansk kondenseret mælk er lidt sværere at finde (omend det i vore dage fås som kondenseret kokosmælk).
Sådan laver du hjemmelavet Bounty
Lad os lige gennemgå processen. Det er en 3-trins raket og det er sådan set ret ligetil:
1 Bland fyldet
Alle ingredienser blandes og så skal du egentlig bare se om du kan undlade at skovle det hele indenbords med undskyldninger om at “man skal jo liiiiige smage” [Læs: Det. Smager. Sindssygt. Godt]
2 Form dine Bountyer
Kugler eller barer? Du bestemmer. Kokosmassen er virkelig nem at arbejde med efter den har været grundigt på køl. Laver du barer, så lad dem ligge, mens du former dem direkte på bagepladen. Sørg for at holde dem kolde og ikke varme dem for meget med dine fingre. Hvis du synes at det er svært at få nogle ordentlige forme ud af det, så mas det hele ned i en lille form og skær stykkerne ud, når de er kølet helt ned.
Kom dem gerne på køl igen inden de skal overtrækkes, så de er så kolde som muligt.
3 Dyp dem i chokolade
Chokolade-smeltning er lidt af en kunst. Hvis du vil have at chokoladen størkner ordentligt (=hurtigt, uden at flyde ud og så den bliver sprød), ja så kommer man ikke udenom at temperere den korrekt. Se en video af chokoladetemperering her eller brug min lynguide til at smelte chokolade i bunden af indlægget.
Har du ikke tid til at vente på at de bliver kolde, kan du vælge at lade dem stå på bagepapiret og pensle dem med smeltet chokolade – eventuelt ad to omgange. Det bliver sikkert knap så pænt, men nogle gange vinder tempo og nemhed over æstetik.
4 Det færdige resultat
Så skulle du gerne ende op med noget, der ser nogenlunde sådan her ud. NB: Lad være med at stille dem på en rist inden chokoladen størkner … Been there … De vokser sammen med risten og det er ikke fedt 😁
Er du glad for chokolade?
(Retorisk spørgsmål) Så kan jeg anbefale min opskrift på hjemmelavet Vego-chokoladebar, med nougat og ristede hasselnødder. Den får englene til at synge mindst ligeså højt som Bountyerne her gør.
Himmelsk hjemmelavet Bounty der smelter på tungen!
Redskaber
- Kaffekværn (ikke nødvendig hvis du bruger færdigkøbt kokossmør)
INGREDIENSER
- 1 dl groft kokosmel (males i kaffekværn. Erstatning: 2,5 spsk kokossmør (ikke kokosolie))
- 2 dl groft kokosmel (bruges helt)
- 0,5 dl agavesirup (eller anden sirup)
- 60 ml kokosmælk (fra dåse/karton af rigtig god kvalitet og IKKE light.)
- 1 knivspids fint salt
- 100 gr mørk chokolade (70-85% til overtrækning – dobbelt så meget hvis du vil have to lag eller er nybegynder udi chokoladeovertrækning…)
Eventuelt – absolut anbefalelsesværdigt!
- 1/2 vaniliestang (kornene herfra – eller 1/4 tsk pulver)
SÅDAN GØR DU
Blend kokos til kokossmør
- Kør de 1 dl groft kokosmel i en kaffekværn indtil bladene ikke længere kan tage fat (20- 30 sekunder). Så får du en grynet, let smattet, masse. Den smager helt fantastisk og hjælper med at holde sammen på det hele.(Bruger du færdigkøbt kokossmør i stedet, skal det bare lunes til let flydende og blandes med de øvrige ingredienser i næste punkt).
Lav Bounty-massen
- Bland din kokossmør sammen med alle øvrige ingredienser (2 dl groft kokosmel, agavesirup, kokosmælk, salt og evt. vanilie) undtagen chokolade. Hvis kokosmælken er skilt, så rør den til den bliver jævn først. Bland massen med hænderne for så 'smelter' ingredienserne nærmest sammen. Stil det på køl i 1/2-1 time så det bliver en formbar masse.
Form Bounty-massen
- Del massen op i 8 portioner (eller mere hvis du vil lave mikro-bountyer eller fx bounty kugler). Mas hver enkelt klump godt sammen med én hånd, så den bliver mere kompakt. Læg så klumperne på bagepapir, og form dem som du ønsker. Sørg for at presse massen godt sammen, så den bliver så massiv som muligt. Stil dem igen på køl igen, mens du klargør chokoladen. Så kan de nå at blive kolde igen, inden choko skal på. Bliver de ikke faste nok til at dyppe i chokolade, må de en tur i fryseren. Så kan de lære det. Har de stadig svært ved at hænge sammen? Se note*
Smelt chokoladen
- Mens de står og køler sætter du chokoladen til at smelte langsomt (følg evt. min chokoladesmelteguide nederst her i indlægget). Den skal tempereres ordentligt for at få det pæneste resultat.
Dyp Bountyerne i chokolade
- Jo koldere de er, jo nemmere går det, fordi de holder bedst sammen, når de er kolde. Så tag dem først fra køl når chokoladen er smeltet klar og sørg for at arbejde lidt hurtigt.Rul nu de kolde chokoladeløse Bountyer i chokoladen. Læg dem 'på hovedet' ned i chokoladen og skub evt med en dejskraber chokoladen op ad kanterne. Vend bountyen rundt og tag den op med en gaffel, så den nu vender 'rigtigt'. Lad den dryppe lidt af inden du stiller den til afkøling på bagepapir i køleskabet – eller et køligt sted i huset.
Lad dem størkne
- Nu skal du bare finde ud af en kraftigt distraherende aktivitet, mens de bliver faste. Det kan tage alt fra 5 minutter til 1 time afhængigt af hvordan tempereringen blev lavet. Nyd så dine hjemmelavede Bountyer!
TIPS & NOTER
Tips til opskriften
1 – Sådan kan du smelte chokoladen
At smelte chokoladen rigtigt kræver noget øvelse. Hvis du ikke gider at bruge tid på det, så prøv den her metode, der plejer at lykkes for mig. Bemærk, at jo større mængde du smelter, jo nemmere er det. 200 gr er som tommelfingerregel minimum. Og resterne kan gemmes til næste gang.
2 – Kokosmælk på karton?
Hvis du som jeg ikke er helt pjattet med at spise dåsemad, så kan du faktisk få økologisk kokosmælk på karton her i en dejligt lille forpakning med skruelåg (og ikke-øko her).
3 – Bounty med Baileys
Altså, jeg må indrømme at jeg ikke har prøvet, meeeen lyder det ikke rimelig læxi at erstatte lidt af kokosmælken med hjemmelavet Baileys?
Bjørk
Hej, kan man godt bruge minimælk eller letmælk i stedet for kokos mælk?
Mvh Bjørk
Nina
Hej Bjørk, det tror jeg desværre ikke vil give den rigtige konsistens :/
Vh Nina
Da du bruger kokossmør skal der så ikki bruges kokosmel?
Jo de 2 dl ekstra der står under punkt to skal du stadig bruge 🤗
Bh Nina
Mon de kan fryses, så man kan lave en kæmpe portion? 🙂
Det har jeg ikke prøvet, men det lyder lækkert at have fryseren fuld af hjemmelavede bountyer, mmmm… Jeg kan forestille mig at fyldet måske bliver lidt mere ‘vandet’ af det?
Meld endelig tilbage hvis du prøver 🙂
Namme! Så behøver min nybagte veganske kæreste ikke at undvære al slags chokoladebar. 😉 Vi er fans!
Der er jo i det hele taget efterhånden ikke meget man behøver at ‘undvære’ som veganer 🙂 Det er altid rart med fans, tak <3
Hej Nina. Jeg mindes ikke at have brugt kokosmælk, da jeg lavede disse en gang for længe siden. Kan det passe at den oprindelige opskrift var med kokosolie? Eller er jeg helt væk >_< Hvis ja, hvor meget mon?
Hej Martina, nej, der har altid været kokosmælk i 🙂 Og der har faktisk aldrig været kokosolie i opskriften for som jeg skriver, ville jeg helst lave den uden 🙂
Vh Nina
Hej Hvilken kaffekværn bruger du? Nogen erfaring du gerne vil dele ud af? mvh Rebekka
Hej Rebekka 🙂 Jeg har dels en tudsegammel Krups kaffekværn købt på loppemarked for mange år siden. Den bruger vi til krydderier. Derudover har vi en anden som vi har arvet som bruges til nødder og andre mere smagsneutrale ting som f.eks. kokosmel. Du kan se et billede af den ene nederst i mit indslag om vores veganske køkken https://plantepusherne.dk/vores-veganske-koekken/.
Jeg har desuden lagt et link ind i opskriften herover (under ordet ‘kaffekværn’ så man kan se hvilken type jeg mener 🙂
Vh Nina)
Åh lækker opskrift!
Men nu har jeg købt kokosmel – og så bliver jeg pludselig i tvivl når der i fremgangsbeskrivelsen står kokosflager som skal igennem en kaffekværn??? ……
Der står nu kokosmel. De skal males fordi man så får en slags grynet kokossmør hvor der træder en masse fantastiske aromaer frem. Man kan også købe kokossmør (ikke kokosolie) og bruge i stedet 🙂
Nina, der står faktisk kokosflager i “sådan gør du” delen 🙂
Lige meget hvad skal jeg ihvertfald ha lavet de her bad boys 😀
Ah ja, jeg har kun fået rettet det i ingredienslisten! Tak fordi du gjorde mig opmærksom på det 🙂
Det ser himmelsk lækkert ud – og det skal jeg helt sikkert prøve at lave i aften. Tak for en fin artikel.
Velbekomme 🙂