Hvis du ikke kender til nice cream, så kan du godt forberede dig på en åbenbaring og en alvorligt forbedring af din generelle livskvalitet. Glæd dig til: Miraklet, som er nice cream – eller på godt dansk: bananis <3 I denne guide lærer du alle the basics så du nemt kan lave den søde, lækre, luftige, nice cream med den overraskende cremede softice-konsistens.
Således forløber samtalen tit, første gang jeg serverer nice cream for folk:
Mig: “Her – smag noget bananis. Det er kun lavet af bananer.”
Gæst: “Uhm, det smager lækkert, hvad er der i?”
Mig: “Jamen det er KUN modne bananer”
Gæst: “Nåh? Hvad er det så sødet med?”
Mig: “Ikke noget, det er bare modne bananer”
Gæst: “Okay? Men det er sådan helt lækkert cremet, hvad har du brugt i stedet for fløde?”
Mig: “Modne bananer…”
Siden vi opdagede verdens syvende vidunder – bananis med kun 1 ingrediens – tilbage i 2011, er det stort set den eneste is vi spiser. Det er nemlig både billigere, sundere og nemmere at lave selv end de fleste andre slags is. Inden vi kaster os ud i selve guiden så kan det være godt at vide:
- Du behøver ikke en ismaskine for at lave bananis – men den kan godt bruges til det.
- Fersken/mango/abrikos/nektariner/ananas mfl. kan bruges lidt på samme måde, bare de er HELT modne, søde og saftige, men brug dem gerne sammen med banan.
Nice cream er det nemmeste i hele verden! Isen i sig selv kræver ikke mange minutters arbejde, men her er 4 punkter som især er gode at vide lidt om:
1. MODNING AF BANANER
Hvorfor er det nu så vigtigt? Fordi når bananerne er ordentligt modne, så er de så søde, at man ikke behøver tilføje andre sødemidler. “Men jeg spiser altid mine bananer halvgrønne, sådan kan jeg bedst lide dem!“. Ja ja, bliv du bare ved med det, men når man fryser en råvare, så mindskes sødmen rigtig meget. Tænk på lun sodavand eller smeltet is – det er kvalmende sødt. Så den vigtigste lektion vedr. bananis er:
Brug. Rigtigt. Modne. Bananer
– ellers kan du næsten lige så godt lade være. Også selvom du aldrig ville spise dem friske i den tilstand. Alle opskrifter på bananis kræver modne bananer. De skal se nogenlunde sådan her ud:
Hvis du pludselig har liiige lovligt mange modne bananer og ikke plads i fryseren, så kan du lægge dem på køl i op til flere dage, det forsinker (over)modningsprocessen kraftigt. Bananerne bliver brune udenpå i køleskabet, men er stadig helt fine indeni – hvis de da er blevet lagt på køl inden de blev overmodne. De er perfekte til bananis.
2. NEDFRYSNING og opbevaring af bananerne
Bananerne skal fryses først for at få den rigtigt lækre cremede konsistens, når du blender dem!
(medmindre du har en ismaskine, så skal de bare på køl).
Skal de skæres i ud først?
Frosne bananer er nemme at skære/knække i mindre stykker når de er tøet lidt op, så det behøver du ikke inden de fryses. Jeg har tidligere skåret dem i mindre stykker INDEN frysning, men de er meget besværligere at skille ad og sværere at få plads til i min lille fryser (fordi posen nemmere bliver ‘klumpet’). Nu fryser jeg dem ofte hele.
Forskellige måder at opbevare modne bananer i fryseren
Hvis de skal ligge i længere tid, er det en god ide at pakke dem ind. Så undgår du at der samler sig mere og mere kondens på dem, som bliver til iskrystaller og/eller vand i den færdige bananis.
•Fritliggende: Skal du spise dem indenfor nogle dage eller et par uger, så kan de sagtens ligge frit på en bakke i fryseren. Det er nemt, bekvemt og helt uden engangsemballage.
• Med skræl: Endnu en emballagebesparende metode, er at fryse bananerne med skræl. Det sparer plastik og tid når du fryser dem (fremfor at fryse dem i poser), og du slipper for at der dannes is af kondensvand på bananerne. Tilgengæld er det lidt mere besværligt når de skal bruges. Lad dig ikke skræmme af deres mørke ydre, de er stadig fine indeni i (se billedet længere oppe). Tag dem op og lad dem tø på køkkenbordet i 15 minutter. Eller læg dem i en skål vand i 5-10 minutter. Men ikke meget længere! Nu kan skrællen pilles af. Brug evt en kniv eller kartoffelskræller til at få det hele af.
• I pose: Du kan også vælge at skrælle bananerne og lægge dem i ét lag i en frysepose hvor du suger luften ud af. Uden ilt bliver bananerne ikke så brune og der dannes mindre kondens. Poserne kan sagtens bruges flere gange. Lad dem blive i fryseren til næste hold bananer.
• I bøtter: De kan også lægges i bøtter med låg – så sparer du på engangsemballagen. Det er lidt mere besværlige at pille fra hinanden hvis de ligger i flere lag, men brug f.eks, skaftet af en almindelig kniv eller gaffel til at vriste dem fra hinanden.
• Løsfrysning først: Har du masser af plads (og ordenssans), kan du starte med brede de friske bananer ud, let adskilte på en bakke i fryseren. Når de så er frosne, kan du smide dem i en pose eller bøtte med låg. Nu vil de ikke klistre sammen og du kan nemt tage den mængde du skal bruge.
3. SÅDAN LAVER DU BANANIS
Bananis kan laves på mange forskellige køkkenmaskiner, så brug bare det du har til at starte med. For at skåne dit apparat og spare tid under fremstillingen, SKAL bananerne tø op i 20-40 minutter inden brug. Så tag den mængde op du vil bruge og smid resten tilbage i fryseren med det samme.
Vi plejer at beregne ca. 200 gram per person, hvilket svarer til omkring 2,5 banan.
Når bananerne har tøet lidt, kan du nemt skære dem i stykker a 2-4 cm inden de smides i maskinen, så kan du nøjes med at køre maskinen i kortere tid og isen holder sig på den måde koldere og mere fast i konsistensen. For at modarbejde noget af den varme der tilføres under isfremstillingen, kan du evt. smide plastikbeholderen fra maskinen i køleskabet så den bliver kold inden brug.
Undlad at proppe foodprocessoren med bananer: Det tager for lang tid at få den helt glat, så du ender med klumper af bananer i isen. Desuden bliver din nice cream knapt så fast, hvis den får lov at køre alt for længe.
Normalt ilter bananer og begynder at blive brune, så snart de skrælles, skæres, etc. Denne proces er dog slet ikke så udtalt, når bananerne er frosne. Heller ikke, når isen er lavet og serveret. Det er først, når isen er meget smeltet, at det bliver brunt.
Bemærk at små børn efter min erfaring er top-ligeglade med om der er iskrystaller i isen, så det er mest henvendt til voksenpublikummet når jeg nævner det i min gennemgang herunder. Skal isen laves til ispinde, er det en god idé at arbejde hurtigt med at få dem i fryseren igen, da de ellers begynder at tø (=der dannes iskrystaller). Bruger du et apparat, der pisker luft ind i isen (foodprocessor eller ismaskine) vil du opleve at isen ‘vokser’ en del. Jeg kan lave næsten dobbelt så mange ispinde af is kørt i ismaskine fremfor juicer.
a) Nice cream i foodprocessor
Dette er klart vores foretrukne metode. En helt klassisk foodprocessor fungerer rigtig godt, især når man skal spise isen med det samme. Isen bliver dejligt luftig og cremet. Jo længere du kører maskinen, jo luftigere bliver isen. Tilgengæld smelter den også lidt mere ved længere tid i foodprocessoren. Så find den gyldne middelvej. Lav mindre portioner ad gangen fremfor at proppe maskinen.
Dette er mest et problem hvis isen skal genfryses, fordi der så dannes der en del iskrystaller. Men skal isen spises med det samme, er dette selvfølgelig ikke et problem. Du kan vælge at stoppe foodprocessoren så snart alle klumper er væk. Bliver du ved nogle minutter endnu, får isen en endnu mere luftig og virkelig lækker konsistens.
Ønsker du at fryse isen til senere, så kør den så kort tid som muligt i maskinen. Husk at røre i den 1-2 gange i timen efter den er kommet på frys, ligesom ved ‘almindelig’ hjemmelavet is, indtil isen er helt frosset. Egner sig ikke så godt til ispinde pga. dannelsen af iskrystaller – men børn er som regel ligeglade 😉
b) Nice cream i blender/Vitamix
Når du bruger en high speed blender som VitaMix går det stærkt! OG det larmer! Tilgengæld bliver isen rigtig god og cremet uden at den når at smelte. Isen kan fryses ned efterfølgende uden at der dannes synderligt med iskrystaller. At bruge VitaMix er efter min mening den bedste metode hvis bananisen efterfølgende skal fryses ned, feks. til islagkage eller pindis. Lad bananerne tø i 35-40 minutter inden du smider dem i maskinen og lav kun lidt ad gangen, cirka 300 gram.
Desværre virker det som om det er en lidt voldsom oplevelse for maskinen, derfor bruger vi den yderst sjældent herhjemme. Skær bananerne i stykker a 1-2 cm, smid dem i VitaMixen, smøg ærmerne op, tag høreværn på og brug tamperen flittigt til at holde massen ned mod blenderknivene. Stop så snart alle klumper er væk.
Isen bliver ikke lige så luftig som i foodprocessor. VitaMix anbefaler at man tilsætter 1 del væske til 3 dele frossen frugt. Dvs. Omkring 1 dl plantemælk til 3 bananer. Tilsætter du væske bliver isen knap så genfrysningsegnet.
Inden du køber en spritny, så tjek lige om der ikke skulle findes en brugt på dba.dk 😉
c) Nice cream i juicer
(afsnittet indeholder annoncelinks)
Isen bliver mere kompakt end i både foodprocessor, VitaMix og ismaskine fordi der slet ikke bliver pisket luft ind i når det laves på en juicer. Det bliver bare presset sammen. Tilgengæld er isen fra både vertikal og horisontale juicere god at lave ispinde af, fordi der ikke dannes iskrystaller. Og så ser det sjovt ud fordi det ligner en soft-ice maskine!
Bruger du en vertikal juicer som fx Kuvings bliver den fyldt op og skal tømmes efter lidt tid (når bananisen når op til kanten af skålen – ca. 6 bananer). Tilgengæld er den nem at fodre med bananer, du skal ikke presse dem ned i maskinen, men kan bare smide dem i. Til nogle verikale juicere medfølger en si med store huller til bløde frugter, brug den når du laver is.
Bruger du i stedet en horizontal juicer skal den ikke tømmes undervejs. Tilgengæld, skal den have hjælp med at ‘sluge’ bananerne, de skal presses ned i maskinen. Til nogle horisontale juicere medfølger en skærm helt uden huller, som bruges når man vil lave bananis.
Juicere dukkker ofte op brugt på dba.dk.
NB: En centrifugaljuicer kan ikke bruges til at lave nicecream!
d) Nice cream i ismaskine
Er du så heldig at eje en ismaskine, så stik lige dig selv en high-five. Her slipper du faktisk helt for at fryse bananerne først, men kan smide de kolde (!), friske, modne bananer direkte fra køleskabet ned i maskinen, når du vel at mærke lige har enten blendet dem ultra kort eller mast alle klumper ud med en gaffel eller kørt dem (frosne) igennem en juicer først. Det sparer jo tid og planlægning.
I starten kan der ske lidt iltning hvor massen bliver lidt mørkere, men det forsvinder efterhånden som der æltes mere og mere luft i. Ismaskinen sørger for at der ikke dannes iskrystaller i bananisen. Bemærk at den ‘vokser’ meget!
e) Nice cream lavet i almindelig blender
Jo mindre skiver bananerne er, jo nemmere får blenderen fat. De fleste blendere kræver at du hælder lidt vand eller evt plantemælk ved for at massen kan køre rundt. Stop eventuelt op undervejs og skrab isen ned fra siderne. Hvis det hele står stille, så vent nogle minutter til det tør lidt op, skrab ned og prøv at blende videre. Egner sig ikke synderligt til genfrysning pga. den tilsatte væske der gerne vil danne krystaller. Hvis du fryser den i større portioner (og ikke pindis) kan du røre i den jævnligt og blive af med en del af krystaldannelsen.
f) Nice cream lavet med stavblender
Bestemt ikke en særlig effektiv metode, men det KAN lade sig gøre – med lidt god vilje og gode muller. Skær bananerne i ret små stykker og brug en høj kande fremfor en skål. Vil blenderen ikke tage fat, så lad bananerne tø lidt mere og tilsæt eventuelt lidt vand, plantemælk eller bær som er blendet til flydende konsistens.
4. BANANIS – HVAD NU?
20+ TIPS TIL VARIATION AF din nice cream
20 lækre opskrifter på nice cream + sådan gør du!
INGREDIENSER
- 2-3 modne bananer (jfr. instruktionerne ovenfor)
- Evt. et lille nip fint salt
SÅDAN GØR DU
Frys bananerne
- Skræl bananerne. Du kan fryse dem hele eller i skiver. Fryses de i ét lag er det nemmest at tage det antal man skal bruge. De skal være gennemfrosne. Så lad dem gerne ligge mindst natten over.
Blend dem
- Lad dem tø op 20-45 minutter på køkkenbordet, så de ikke er dybfrosne når du kommer dem i maskinen. Blend indtil du har dejligt cremet bananis. Evt. sammen med en af nedenstående ingredienser. Men blend så kort som muligt for at bevare konsistensen af is.
Tilsæt for eksempel
- KAKAO – 1 spsk kakaopulver eller mere. Mums!
- PEANUTBUTTER – cirka 1 teske, men brug så meget du lyster. Kan evt. røres lidt ud med plantemælk for at skåne foodprocessoren
- KANEL – tilsæt et par små drys.
- CITRONSAFT – en af favoritterne herhjemme. 1-2 tsk.
- MANGO – ÅH! Brug saftige, søde, modne, frosne mangotern og erstat 1/4 til 2/3 af bananisen med mango. Der skal dog ret lidt til før man kan smage mangoen. Er vildt lækker med kardemomme og/eller lidt citron.
- FERSKEN/NEKTARIN/ABRIKOS – har lidt samme 'cremede' egenskaber som mango. Brug dem meget modne. Frys evt først og erstat 1/3 af bananerne med dem.
- CITRONSKAL – riv skallen af 1/2 lille økologisk citron og blend med.
- APPELSINJUICE – prøv 2-3 spsk
- APPELSINSKAL – riv skallen af 1/4 øko appelsin.
- BÆR – jordbær, hindbær, solbær, blåbær gerne frosne. Bær er sjældent særligt søde og derfor kan det være en god idé at samtidigt komme nogle iblødlagte dadler (eller dit foretrukne søde-'stof') med i maskinen.
- VANILLE – flæk 1/2 vanillestangen, skrab kornene ud og blend med.
- LAKRIDS – start med 1/4 tsk lakridspulver
- CHILLI – jeg må indrømme at jeg ikke har prøvet det, men hvis du er til den slags … Start med lidt!
- SPINAT – mest for farvens og sundhedens skyld. Blend en lille håndfuld spinat med en sjat vand. Smid det sammen med 3 bananer og blend. Si eventuelt pulpen fra først hvis du vil have en helt fin, jævn farve.
- PISTACIENØDDER – mal en håndfuld til mel i kaffemøllen eller blend dem med lidt plantemælk inden du blander det i isen. Farv det evt. ekstra grønt med 'spinatjuice' som beskrevet ovenfor. (se billedet af RegnbuetwISt længere nede)
- RØDBEDESAFT – giver en fin lyserød farve. Kom nogle dråber rødbedesaft sammen med et par bananer i inden du blender og få en smuk lyserød farve.
- ROSINER – hak dem gerne lidt da de bliver ret hårde i kulden. Tilsæt så mange du lyster efter isen er blendet, eller blend dem med de sidste 20 sekunder. For voksenversionen, læg dem i blød i rom først 🙂
- NØDDER – mandler, hasselnødder, valnødder etc. Rist dem eventuelt først, hak dem eller uh brug opskriften på karamelliserede mandler! Drys over eller rør ind i isen inden servering.
- CHOKOLADE – Brug din(e) yndlings. Hak det og drys det ovenpå inden servering eller smelt det og rør det i isen.
- KOKOSMÆLK – giver en dejlig smag af kokos og feder isen lidt op. Start med 1/2 dl
- AVOKADO – giver en lidt fyldigere cremet smag og en let lysgrønlig farve. Brug f.eks. 1/2 godt moden avokado til at starte med.
Pøj pøj 🙂
Se hvor sjovt jeg vi har haft det med at lave bananis, siden vi lærte om det. Alle is herunder er lavet af 100% frugt og grønt uden tilsat sukker eller andet:
Se opskriften på påske-pindis her
Fødselsdags-islagkage med hhv. jordbær og banan. Pyntet med farvet kokoskrymmel
RegnbuetwISt – smagt til med hhv. hindbær, pistacie/spinat og mango.
Jeg kalder den RegnbueNostalg-is – cacao, vanillie, jordbær
Den dag vi fyldte frysetasken og gik ned i børneren med is – jordbær/rødbedesaft, cacao og vanille. Figurerne er udstukket mango.
Verdens nemmeste hyldeblomstis
Sommeren 2013, jeg har lige fået stedmoderblomster på terrassen. Mango/bananis med kardemomme. Se en anden version af bananis med stedmoderblomster her.
Laura
Hvad sker der hvis man blender alt sammen inden det er frossent og derefter smider det på frys?
Nina
Så får du en meget solid, krystalliseret og stenhård frossen smoothie som på ingen måde minder om softice 🤗 vil jeg tro …
Bh Nina
Hej
Jeg har netop opdaget denne vidunderlige verden med NiceCream 😀
Jeg er igang med et større vægttab, og jeg vil utrolig gerne kunne anvende NiceCream som et mellemmåltid en gang imellem.
Men… 2-3 bananer er måske lige rigeligt af kalorier for et mellemtid. Bevares jeg kan snildt spise det 😉 Kan jeg evt blot lave en portion af 3 bananer og evt. fryse halvdelen? Jeg har kun en blender 😊
Kh. Diana
Hej, jeg ved ikke om du har fundet en løsning 😜 men bananis holder i hvert fald ikke særlig godt til at komme i fryseren. Det bliver meget hårdt. Jeg ville nok prøve at: fryse en banan i skiver og så blende den med lidt plantemælk og se om ikke det kunne løbe rundt og blive til en portion.
Bh Nina
Kan man eventuelt bruge kaffe/kaffepulver i og så få kaffeis?
Jeg skal til at prøve for første gang at lave nice cream 🙂
Det vil jeg mene! Altså lidt instant kaffe 🤗
Øv vi prøvede at lave bananis men fik bare bananmos trods vi fulgte alle jeres instrukser.
Det lyder som at de er tøet for meget op 😉 Håber du har mod på at forsøge igen 🤗
Hej, jeg har selv lige fået en foodprocessor og glæder mig til at prøve dine opskrifter (venter utålmodigt på at baner skal fryse) Men i vores sommerhus har vi en ismaskine så jeg var lidt interesseret i at vide om den er umiddelbar klar til at blive spist i ismaskine når den er lavet eller den skal fryses ned ligesom når man ellers laver is i ismaskinen?
Tak for et grundigt indlæg😊
Ja den er klar til at blive skovlet ind direkte. Jeg vil faktisk mene at den smager bedst Direkte fra maskinen uden frysning først 🤗
Bh Nina
Er det meningen at den skal i fryseren efter den er blendet? For jeg står med en stor bananagtig masse, der ikke minder det mindste om is.
Hej Christina 🙂 Har du brugt frosne bananer som du har kommet i foodprocessoren? I så fald lyder det som om at de har fået lov at tø op for længe og så ender du egentlig bare med en banansmoothie 🙂
Hej Nina
Jeg har prøvet 2-3 bananer, 2-3 spsk raw kakaopulver og 2-3 spsk kokosmælk (den tykke, cremede del). Smager godt, men kunne ønske at jeg kunne fjerne banansmagen helt. Med al din erfaring, hvad vil du foreslå at jeg tilfører?😊
Bedste hilsener, Lone
Hej Lone 🙂 jeg foretrækker en version med lidt citron og vanilje. Jeg synes at citronen skærmer banansmagen ret meget. Ellers kunne en ide være peanutbutter? Eventuelt med noget hakket chokolade 🙂
Tak😊 Det prøver jeg
Hej is-Pusher 😀
Jeg er vild med din blok du er en kæmpe inspiration for min forlovede- snart kone og jeg.
Jeg føler mig inspireret til at købe en is-maskine kan du anbefale en?
Ved brug af ismaskine for man så ifølge dig den bedste nicecream til nu og her spisning eller er det bedre med foodporcessor?.
Vi læser tit din blok, skriver du ikke snart en bog? PLEASE!
God påske og tusind tak for at du er som du er 😀
Hej Jonas, hold kæft hvor er du sød! Jeg fik ellers lige forleden en mail om at jeg skulle være mindre personligt i mine henvendelser, men jeg er nu engang som jeg, så det må folk tage med, når det bruger min blog. Men derfor er det nu altid rart at høre at man gør det godt 😉
Vi bruger stort set aldrig ismaskinen. Jeg købte den brugt af en ven, mest for at se hvordan det fungerede, så jeg kunne skrive om det her. Vi bruger altid Food processoren. Det bliver en super lækker konsistens. Fordelen ved is maskinen er dog, at du ikke behøver at have bananer på frost, men kan tage plettede modne bananer direkte fra køkkenbordet og komme dem i ismaskinen efter en kort tur i blenderen. Du får nok også en bedre konsistens på isen, hvis du har behov for at fryse den ned til senere brug.Men vi har altid bananer på frost, så det er nu ikke et problem og jeg er stor tilhænger af at ikke have så mange køkkenapparater. Nu spørger du specifikt til her og nu is, og der synes jeg helt klart, at få processoren i kombination med frosne bananer fungerer bedst 🙂
Vh Nina
Kender du en opskrift på isvafler bagt uden æg?
Ulla
Hej Ulla, kan du bruge engelske opskrifter? Fordi, så dukker der flere op hvis du søger på vegan-Ice cream Cones 🙂
Hej Nina
Jeg undrer mig over, at du bruger hele 2-3 bananer pr. pers. – Normalt ville jeg i hvert fald ikke selv kunne kværne 3 friske bananer i træk. Bliver ikke for bastant eller “klapper bananerne sammen”, når de fryses og blendes?
Vh. Johanne
Hej Johanne – der står 2-3 bananer til 2 portioner i opskriften … Men udover det, så er indlægget skrevet dengang jeg selv var primært frugtar 😀 så 2-3 bananer var en lille snack for mig. Men 2 styks skal der som minimum vil jeg nu stadig mene. Det er jo is! Og det kan man jo sagtens spise 2-300 gram af 😉 Min mand spiser nærmere et bjerg (4-500 gram når han laver bananis 🙂
Hver sin smag, og det afhænger self også af størrelsen på bananerne. Men hvis din foodprocessor skal have fat skal der nok bruges mindst 2-3 bananer.
Vh Nina
Du skriver der let dannes is krystaller ved frysning af nicecream …
hvordan har du så lavet den fine 3 farvet.
Min plan var nemlig i morgen da jeg skal have dessert med ud til nogle venner at lave islagkage med 3 farvet is.. selvom jeg laver den så sent som muligt vil den stadig komme til at være på frys nogle 3-4 timer ihvertfald, måske mere afhængig af hvad tid vi spiser den.. dur det?
Hvis du læser under de forskellige maskiner så vil du se at visse egner sig bedsder til at lave is, der skal fryses. VitaMix og ismaskine er f.eks. gode. Jeg mener at den på billedet er lavet på VitaMix. Tricket er at forarbejde den så kort som muligt inden den genfryses 🙂 Foodprocessor er ikke så optimal, hvad bruger du?
Vh Nina
Hej
Jeg undrer mig lidt over de lækre is du ligger billeder op af. Er det alle bananis med smag af jordbær, kakao mm. eller er det bare forskellige is variationer??
Uanset hvad, så ser det lækkert ud😊
Louise
Ja alle is på billederne i indlægget her er med banan som base og enten smagt til, eller bare farvet med frugt og grønt 🙂
Vh Nina
Hvilken foodprocessor har i / anbefaler i til at lave bananis på?
Hej Rosa, vi bruger en oldgammel sag som er ved at gå i tusinde stykker 😀 Den er købt brugt på den blå avis og jeg vil meget gerne se mig om efter en ny (brugt) snart. Men det gør et fremragende job med bananisen 🙂 SÅ jeg tror at de fleste modeller kan burges og den behøver HELT sikker ikke være dyr 🙂
Vh Nina
Hvis man vælger at lave bananis på sin slowjuicer, hvornår skal man så tilsætte kakao, peanutbutter eller nogle af de andre ting? 🙂
Hej 🙂 Jeg plejer at hælde noget af det ned i juiceren for bedre at få det fordelt med isen. Ellers skal der nemlig røres ret meget for at få det fordelt og så har isen det med at blive lidt mere flydende 🙂 Men du kan også fordele det over isen efter den er ‘juicet’ og så røre hurtigt rundt.
Vh Nina
Jeg skal forsøge mig med bananis på en hurom slowjuicer, hvilken opskrift skal jeg bruge for at få det bedste resultat på sådan en maskine? Skal bananerne være frosset hele eller i skiver når det er til en juicemaskine?
Hej Chanette, i skiver er mest praktisk, men tænk på at de ikke skal tø så længe da de hurtigere tør op fremfor de hele bananer. De skal stadig være lidt frosne når du smider dem i maskinen 🙂 Bruger du hele bananer fra frost ville jeg lige brække dem i 2-3 stykker inden jeg smed dem i maskinen 🙂
Vh Nina
Har netop opdaget bananis! Wow hvor er det lækkert!!
Alle dine varianter skal klart prøves hen over sommeren (til trods for mangel på sommervejr!)
Men lige et lille tillægsspørgsmål: hvor har du købt de søde hjerteformede forme til ispindene? 🙂
Hjerteisformene fås bla. her