Arj ok!!! Havde du spurgt mig da jeg startede bloggen her, om jeg nogensinde ville komme til at skrive et blogindlæg der hed ‘Sådan fletter og pynter du butterdej’, ville jeg nok gennem hysteriske latterkramper have fremstammet “DET tror jeg ikke lige du skal regne med!”.
Men da jeg lavede mit Morsbrød (indbagt vegansk farsbrød/nøddesteg) kunne jeg ikke finde en god dansk guide der illustrerede det. Jeg havde altså lige brug for at vise helt tydeligt hvordan man kan flette butterdej og før jeg fik set mig om, havde jeg lavet dette indlæg =) Det var mit første møde med butterdej i et køkken og hvis det ikke var fordi det i min optik er en relativt usund spise, ville jeg fremover nægte at spise mad som IKKE var flettet ind i butterdej. Det er nemlig både rigtig sjovt og så ser det ret fint ud. Og, come on, sølle 12 kr. for 6 plader i Irma!
Nedenstående tricks kan også bruges hvis du vælger at lave din indbagte nøddesteg i en almindelig dej eller gærdej. Desuden kan det jo bruges i det søde køkken til alverdens sjove kager. Jeg synes især det er en ret fed måde at funke en almindelig nøddesteg op.
Er butterej overhovedet vegansk?!? Ja på trods af hvad navnet indikerer, så er det meste butterdej vegansk, men tjek lige indholdet for at være sikker. Hurra for udvandede begreber! Så fik vi det på plads.
Butterdejen skal tø op i mindst 30 minutter ved stuetemperatur inden du går i gang!
Så er den nemmest at arbejde med. Er den semi-frossen bliver den svær at rulle jævnt ud og de tynde områder flækker nemt under bagning.
DEN NEMME LØSNING: Hvis du anser fletning for at være en helt uoverkommelig opgave, så er der en lidt nemmere løsning. Du nøjes med at rulle pladerne lidt ud, så de tilsammen lige er store nok til at pakke fyldet ind. Sørg for at alle samlinger så vidt muligt er på undersiden og pensl evt overgangene med lidt vand og udglat dem så du er sikker på at de holder sammen. Ovenpå kan du med en kniv ridse strimler på tværs – skråt eller lige – i dejen med 1-2 centimeters mellemrum. Det giver en fin effekt når butterdejen puffer op underbagning. Tænk på at skiverne der skæres af den færdige steg helst skal være min. 1,5 cm tykke. Så hvis du laver snittene med lidt over 1/2 cm mellemrum passer det med to ‘striber’ til et stykke.
FLETNINGEN: Her er en illustration af hvordan du kan forberede dejen og længere nede kommer en trin for trin oversigt over selve fletningen. Jeg har taget udgangspunkt i 3 plader, men du kan selvfølgelig bruge færre. Eller hvis du vil have MAX butterdej om dit morsbrød, kan du tage alle pakkens 6 plader (a 10×20 cm) og kun rulle en lille smule ud. Læg dem sammen og brug som illustreret herunder (eller over) og du får et ekstra tykt lag butterdej om din nøddesteg.
Og her trin for trin: Hvis fyldet er nogenlunde fast, så form det som et ‘brød’ eller en stor pølse med afrundede ender og læg den på dejen. Skær enderne af dejen nogenlunde som angivet vha stiplede linjer på tegningen herover. Snit i siderne med 1-1,5 centimeters mellemrum så der kommer 15-20 strimler, der kan flettes på hver side. Strimlerne skæres nemmest med en stor kniv der bare presses ned gennem dejen oppefra. Jeg valogte at ikke skære strimlerne helt ind til fyldet, så for at ikke trække for meget i dejen måtte jeg løfte den lidt op inden begyndte at flette (se billede 4). Pak evt. først enderne af ‘brødet’ nogenlunde ind i butterdej inden du fletter. Jeg tog to strimler ad gangen skiftevis fra højre og venstre side til den indbagte nøddesteg på billederne herunder. Men det er helt op til dig om du vil tage 1,2 eller 3 ad gangen. Når du når til slutningen stopper du de sidste strimlers ender ind under butterdejen så de bliver holdt på plads under bagning (træk evt hele ‘brødet’ lidt ud over bordkanten så du kan komme til).
Det kommer til at se nogenlunde sådan her ud
PYNTELØSNINGEN: Jeg brugte udstikkere som jeg normalt bruger til frugt. Og hvis man er til den slags kan man også skrive på Morsbrødet. Brug den overskydende dej og rul den ud i 2 mm (!) tykkelse. Er den for tyk puffer figurerne helt vildt op og er de for tynde bliver de næsten usynlige (se ovenstående billede…). Dup med LIDT vand på hele bagsiden så sidder pynten bedre fast – og der er mindre chance for at de puffer op på en helt crazy måde.
Når farsen/nøddestegen/æblegrøden – eller hvad du nu har ild i – er pakket i butterdej, kan du vælge at pensle det med kaffe, sojamælk eller opkog af majsstivelse. Sidstnævnte giver en nærmest glaseret overflade. men kom kun lidt på så butterdejen stadig kan puffe op. Se mere i mit indlæg om vegansk pensling.
En indbagt nøddesteg skal bages omkring 30 minutter ved 225’C afhængigt af hvor meget farve det skal have. Vend bagepladen undervejs hvis din ovn bager ujævnt. Jeg håber du har lyst til at kaste dig over flettet butterdej.
Bjørn
Den fletteteknik skal skæres meget mere ud i pap for nybegyndere i køkkenet som mig. Ellers super lækkert morsbrød
Nina
Nåh – jeg troede næsten ikke at det kunne gøres mere udførligt 😅
takk for fin oppskrift ! “dette trick ” linken virker ikke lenger, 🙁 Men jeg pensler med sojamelk istedet. Gleder meg til å smake imorgen 🙂
Tak for tippet, jeg har ændret linket så man kommer hen til en opskirft 🙂
Glædelig jul <3