Kan du se hvor luftig den ser ud? Jeg kan afsløre, at den her kartoffelmos kan laves så luftig at du nærmest kan HØRE den knitre, når du ‘skærer’ i den med en ske. Faktisk så luftig, at dens venner kalder den for kartoffelmousse. Så det kan du jo vælge at gøre hvis du vil være helt nede med den 🙂
Kartofler som superfood <3
Hvis du har det ligesom jeg, med kartofler – altså at du har lyst til at skyde dem direkte ind i blodårerne – ja så bør kartoffelmos bestemt være en af dine go to retter. Kartofler smager fantastisk, kan tilberedes på utallige måder, er sunde, fedtfattige, indeholder alle essentielle aminosyrer (uddybes her) og topper listen over mest mættende/tilfredsstillende fødevarer målt pr. kalorie (forklaret mere pædagogisk her). Ydermere har kartoffelmos en ekstra fordel sammenlignet med de fleste andre kartoffelopskrifter her på bloggen. Det IKKE kræver en ovn, hvilket selvfølgelig sparer noget energi.
7 TIPS
Sådan laver du perfekt, luftig kartoffelmos
For at få én lækker, luftig kartoffelmos, er det vigtigt at behandle kartoflerne, så der kommer så lidt stivelse i den færdige mos som muligt. Den må ikke blive sej og ‘lang’ i det. Det kan man sørge for på flere måder og du behøver ikke tage ALLE rådene med i køkkenet – men jo flere jo bedre.
- Brug IKKE maskiner a la blender, foodprocessor og lignende med skarpe blade. Brug i stedet en form for manuel moser, der blot SKILLER cellerne ad, med mindst mulig bearbejdning (se billede nedenfor).
- Brug ‘gamle’ kartofler (eller bestemte sorter) som er mere melede i det, fremfor nye som kan være meget faste. Bagekartofler er et fint valg.
- Kog dem uden salt (hvilket der er delte meninger om, men det handler om osmose, teorien er, at saltet binder vandet til kartoflerne så mosen blir mere ‘sjasket’ hvis der er salt i vandet)
- Skræl kartoflerne (så skrællen ikke holder på stivelsen under kogning)
- Kog kartoflerne i tern (det giver størst mulig overflade så stivelsen nemmere koges væk)
- Sæt kartoflerne over i koldt vand (så koger stivelsen lettere ud) og så bliver de kogt ensartet. Af samme grund skal de ikke bulderkoge da det kan smadre cellerne – ligesom en blender.
- Skyl de udskårne kartofler før kogning, så skyller du lidt stivelse af.
Derfor må du ikke blende din kartoffelmos
Når du laver kartoffelmos, er der altså dødsstraf for at bruge en blender, stavblender, foodprocessor eller lignende. De SMADRER nemlig cellevæggene og derved frigives oceaner af uønsket stivelse. Gør du det alligevel, får du en underlig, sej kartoffelmos som i værste fald får en ubestemmelig, funky bismag. Det er, hvad der sker hvis man blender kartofler længe. En elpisker må bruges kortvarigt.
Redskaber du kan bruge til kartoffelmos
For at få den helt rigtige konsistens i kartoffelmos, skal du allerførst mose alle klumper ud af de kogte kartofler ved håndkraft. Det kan du vælge at gøre med et af nedenstående instrumenter som er første led i din færd mod let og luftig kartoffelmos. Vælg imellem:
🥔 Kartoffelpresse (engelsk: Ricer)
som jeg var så umådeligt heldig at finde i mit gamle klunserum. Den gør et fantstisk job og lader ikke den mindste klump være tilbage i mosen. Konstruktionen tillader i øvrigt at du undlader at skrælle kartoflerne – på betingelse af at de skæres i tern (et ar på Røskvas venstre kind vidner om at hele, brandvarme, kogte kartofler MED skræl kan være svære at kontrollere og ikke skal i purépressen…*skuler olmt til Mathias*)
🥔 Kartoffelmoser
som jeg har været så heldig at arve fra min salig mormor. Den er en kende mere simpel men gør også et fint stykke arbejde så længe, den der håndterer den sætter en ære i et veludført job. Kræver skrællede kartofler. Fås hos isenkræmmere.
🥔 Gaffel
Sådan én har du forhåbnetlig hørt om før. Hvis du ikke har, ja så kan det være at du lige skal tage en cykelhjelm på og kalde på en voksen inden du fortsætter. Noget krævende at arbejde med pga. dens stærkt begrænsede overfladeareal og dermed kontaktflade, men hvor der er vilje er der vej. Kræver ligeledes at kartoflerne er skrællede. Kender du ikke gaffel? Så læs mere her.
🥔 Si+ske (eller si+dejskraber)
Læg sien på en noget mindre skål således at den er godt understøttet. Brug en ganske almindelig spiseske eller en dejskraber og pres kartoflerne igennem. Så får du den fineste kartoffel-puré. Her bør du kunne slippe afsted med at ikke skrælle kartoflerne såfremt de er skåret i tern. Skrællen vil så på praktisk vis blive tilbage i sien.
🥔 El-pisker
Kan i princippet bruges til at mose kartoflerne. Hvis du er opmærksom på at ikke overgøre det. Og det kommer man nemt til hvis der er det eneste man bruger til at mose kartoflerne. Så for at undgå en sej kartoffelmos, så brug et af ovenstående redskaber før du kører den ind med el-pisker til sidst. Den fungerer nemlig rigtig godt til allersidst når mælken skal vendes i.
Således udstyrede kan vi gå igang. Fat kartoflerne!
Let og luftig kartoffelmos (grundopskrift)
INGREDIENSER
- 1 kg kartofler (brug melede sorter. Ikke nye kartofler. Evt. bagekartofler)
- 1,75-2 dl usødet mælk (f.eks. soja, mandel eller havre)
- 1 tsk salt
- friskkværnet sort peber
Spice den eventuelt op med: Friske krydderurter, muskatnød, plantesmør, shiitake bacon, brunede løg, godt stegte svampe, presset hvidløg eller udskift lidt af mælken med soja fraiche etc.
SÅDAN GØR DU
Kog kartoflerne
- Skær kartoflerne i tern på omkring 2-3 cm, læg dem i et dørslag og skyl dem.
- Kom dem i en gryde med usaltet koldt vand og bring dem i kog til de er godt møre, men ikke decideret splattede
Lad dem dampe af
- Nu hældes ALT kogevandet fra (gem det evt til base for en suppe, sovs eller brødbagning).
- Lad kartoflerne dampe af i gryden i nogle minutter UDEN låg, så vi kommer af med så meget fugt som muligt. Rør rundt nu og da.
Varm mælken
- Imens det sker, varmes plantemælken godt op i en lille gryde, dog uden at den behøver at koge. Skal det være rigtig frækt koger du f.eks. en kvist rosmarin, hvidløg mm i mælken i 5 minutter
Findel kartoflerne (manuelt)
- Mos nu kartoflerne i gryden grundigt med dit foretrukne instrument som anført i mit blogindlæg. Bemærk at det er bedst at ikke røre for meget i kartoflerne, da det trækker stivelse ud. Så stød/pres/mos kun lige så meget at alle klumper forsvinder. Sådan her ser de ud før og efter en tur i en ricer:
Tilsæt mælk - lidt ad gangen
- Hvis du tilsætter smørbar så indarbejd det i kartoflerne her inden mælken.Saml nu det hele mens du tilføjer den varme mælk ad flere omgange - indtil du opnår den ønskede konsistens. Brug en grydeske eller et piskeris på lav hastighed (og brug det sparsomt!)
Smag til
- Kom salt og evt andre krydderier i. Varm igennem og servér.
Spis kartoffelmosen varm og gerne med generøse mængder sovs, f.eks vores persillesovs eller brug den ovenpå en vegansk Shepherds Pie. Og nyd så din kartoffelkoma!
Veganske Pommes Duchesse?
Jeg har leget lidt med at lave Pommes Duchesse af kartoffelmosen her – uden æg – og skal nok lægge en opskrift op hvis jeg kommer frem til noget som holder formen lidt bedre end disse. Men de smagte nu herre godt – selvom de blev lidt flade i ovnen.
SK
Hamrende godt! Jeg mindes ikke at have fået en god kartoffelmos siden jeg blev veganer, før nu, hvor jeg har lavet denne til aften.
Nina
YAS! Tak for tilbagemeldingen <3
Bh Nina
Jane det lyder lækkert,
Nina tak for grundopskrift.
Mvh Mic
Har ikke prøvet endnu men prøver imorgen 😉
Jeg bruger lidt af kartoffelvandet og lidt alm mælk til. Så bliver det også en rigtig dejlig gang luftig kartoffelmos.
Vh Carina
Det lyder godt, inspiration herned videregivet 😋
Bh Nina
Kom rigeligt salt i vandet. Osmose gør at vandet vandre ind i det mindre salte, kartoflerne, hvilket gør mosen temmelig kedelig kedelig og uden smag af, hvis der ikke er salt i vandet.
Tilgengæld trækker det også mere vand IND i kartoflerne og det gør at mosen bliver mere sjappet. Jeg synes det er nemt at tilføre saltet bagefter. Men hver sin smag 😊 så tak for dit input!
Bh Nina
Jeg bruger som regel dejaelter delen af min food processer, det er effektivt det samme som at bruge en langsom piskemaskine. Den er ikke skarp paa nogle maader saa er det stadig skidt for kartoffelmosen?
Jeg vil tro at det er fint, men jeg har ingen direkte erfaring 🙂 Hvis du synes at den bliver luftig og ikke sej, så er det som det skal være.
Vh Nina
Kære Nina
Jeg tror hemmeligheden bag Pommes Duchesse og deres form er, at tilsætte en teskefuld eller to Gul Husk og så sprøjte dem ud som fine toppe.
Det holder godt på faconen.
Hilsen Henriette
Det må jeg prøve næste gang jeg overtaler Mathias til at lave kartoffelmos – tusind tak 🙂
Vh Nina
Hvis man vil have flotte Pommes Duchesse bør man bruge en Sprøjtepose og helst med den største stjerneform som muligt – det gør det … legende let at få en perfekt form.
Hvis man absolut må og skal have dem veganske kan ægget erstattes med Majsmel 🙂 – det er i øvrigt langt billigere end Husk og med samme konsistensresultat (dog uden de ekstra fibre).
Det må jeg også få prøvet af 🙂 Tak
Vh Nina
Hej Nina,
Ja, den med blender og kartoffelmos er en gammel kending. Men da jeg köbte en af mine förste kökkenmaskiner, war der en medfølgende opskrift på kartoffelmos, som jeg så brugte indtil maskinen var slidt Efter at have kogt kartoflerne i tern, blev de hældt i maskinen med lidt af vandet plus andre ingredienser som mælk og olie. Så blev de RØRT med “rørtdejs-påsatzen”. Det gav en perfekt mos. Nu har jeg nogle år nøjedes med en “kartoffelmoser” og håndkraft. Her i Schweiz hedder kartoffelmos jo også Stampfkartoffeln. Nu har jeg så atter købt en køkkenmaskine (pga marengsen 🙂 ) , så den næste omgang kartoffelmos bliver maskine-rørt.
Hilsen Birthe
Ja og det er jo sådan set det samme på dansk, det hedder jo ikke kartoffelblend, men kartoffelMOS fordi de skal moses og ikke blendes 🙂
Gad vide om det bare er den almindelige dejkrog du har brugt? Kunne den godt blive helt klumpfrit eller var den sån lidt rustik i det? Jeg har en kitchenaid og jeg prøvede engang at piske mosen i den, det fungerede fint med en kort pisker efter de var kogt og mincede.
Vh Nina
Jeg brugte den mellem-pisker som bruges til rørt kagedej ect. Mosen kan blive helt glat, men vi kan godt li at den har lidt klumper.. den gamle maskine var en Turmix, den nye er en Kennwood. Her vil detogså blive den “mellemste” af piskerne.
Birthe
Tak for infoen 🙂
Vh Nina
Hasselnødder smager også godt i kartoffelmos (blot hakkede og vendt i).
Eller dette (til et kg. kartofler eller en blanding af søde kartofler, pastinakker og majroer) 3/4 dl. olivenolie, saft og skal fra en citron, 1 håndfuld korianderblade eller bredbladet persille, 100g. mandler eller pekannødder. Opskriften er fra “Green Kitchen Stories” hvor de ikke bruger almindelige kartofler til mosen, men det har jeg lavet flere gange og synes citron, oliven og persille (bruger kruspersille) klæder hinanden og kartoflerne ::-)
Det lyder lækkert med nødder i 🙂 Jeg mangler også en hel liste over måder at smage den til, jeg har kun fokuseret på den grundlæggende mos. Vi har også spist den med friske krydderurter og det smager jo bare fantastisk!
Vh Nina