Her følger min meget personlige beretning fra da vores søn (pt. kaldet Fnuller, d.d. 2 uger gammel) kom til verden. Det er en rimelig detaljeret fortælling, ledsaget af billeder – så er du advaret 🙂
(Tidsangivelser er hentet fra jordemoderrapporten. Fotos af Mathias og Bettii)
Jeg har de sidste uger af graviditeten haft det super godt. Bortset fra træthed og problemet med at finde en rigtig god sovestilling føler jeg mig ikke ‘graviditetstræt’. Vi kalder baby i maven for Fnuller og ved ikke ikke om det er en dreng eller pige vi venter. Vi er så heldige at have en fremragende hjemmefødselsordning hvor jeg bor, så jeg har allerede haft hjemmebesøg af jordemødrene syv gange. Til sidste jordemoderbesøg den 8/4 har vi ‘aftalt’ at fødslen skal finde sted efterfølgende søndag, den 10. april. Det passer lige med at min søster har fødselsdag den 4/4, hendes datter den 6/4, min datter den 8/4 og altså Fnuller den 10/4. Bag mig har jeg fødslen af Røskva for 6 år siden, som var en dejlig oplevelse, men en længere affære – 36 timer fra allerførste ve (fødselsberetning fra dengang er også på vej på bloggen). Både Mathias og jeg har siden dengang været meget optaget af emnet fødsel, især hjemmefødsel, og har der for glædet os rigtig meget til at opleve endnu én. Jordemoderen tjekker jævnligt babys hjertelyd med doptone under fødslen, så jeg har undladt at nævne i indlægget hver gang det bliver gjort.
1,5 døgn før fødslen, 40+4, har taget 8 kilo på i graviditeten efter at have stoppet fjæset med gode kulhydrater (samt masser af avokado, friske valnødder og chiafrø) morgen, middag og aften i 9 måneder.
Så lørdag aften d. 9. april ved putning spørger jeg Røskva om hun vil hjælpe med at sætte fødslen i gang. Jeg har før fortalt hende hvordan amning kan sætte gang i fødslen og det synes Røskva er mægtig interessant. “Kommer Fnuller så nu?!” spørger hun og kigger lidt forvirret ned mod mine ben. Jeg får forklaret at det stadig tager noget tid, men at det ville være fint at sætte det igang. Så vi ammer lidt, selvom Røskva på 6 ikke helt kan huske hvordan man gør. Jo yngre et barn man kan komme til at amme, jo bedre er oxitycinproduktionen, men i mangel af mindre, træder Røskva altså til.
Allerede kl 21 er jeg helt skeløjet af træthed og går i seng for en sikkerheds skyld. HVIS nu, det er nu, ved jeg fra sidst, at det er en god idé at få AL den søvn man kan få inden.
Så er fødslen i gang
Ved 23-tiden står jeg op og har lidt dårlig mave og efterfølgende går veerne så småt igang. De er milde men i perioder meget regelmæssige. Jeg ligger og tager tid. Og vækker efter nogle timer Mathias. Vi er meget i tvivl om hvornår vi skal ringe til jordemoderen, eftersom veerne kommer så regelmæssigt med få minutters mellemrum, varer i hvert fald et minut og allerede føles udfordrende, efter jeg kun har været i gang nogle timer. Samtidigt har vi fået at vide at flergangsfødende ofte har et HELT andet (og som regel hurtigere) fødselsforløb, så klokken halv 5 ringer vi til jordemoderen.
Jordemoderen ankommer
5:13 Min jordemoder Camilla ankommer sammen med fødselspraktiker Bettii, som jeg også har mødt nogle gange i graviditeten. Da Camilla undersøger mig er jeg 4 cm hvilket jeg er super lettet over. Arbejdet har ikke været forgæves, hvilket jeg ellers var lidt nervøs for. Jeg fortsætter med at håndtere veerne med laborovejrtrækning og formår at slappe rigtig godt af i kroppen imens. Sådan fortsætter jeg de næste timer liggende i en kæmpestor blød sækkestol. Mathias begynder at dække sengen af og ordne andre praktiske ting.
Med den lange og rolige fødsel vi havde for 6 år siden, var vi indstillet på at have Røskva med til selve fødslen. Men vi sender hende hjem til bedsteforældrene da hun er stået op og vil så i løbet af dagen tage stilling til hvorvidt hun kan være med. Hun har tidligere givet udtryk for at hun mægtig gerne vil være der, men det ville indebære at nogen kunne være ‘på hende’ og det er begrænset hvor mange mennesker jeg har lyst til at have rendende under fødslen. Så kl halv otte kommer hun afsted.
Sex, drugs & pop musik.
8:00 Camilla undersøger mig igen. Intern undersøgelse viste sig at være det absolut mest ubehagelige og smertefulde under hele fødslen skulle jeg hilse og sige. At blive ‘hevet’ i livmodermunden for at hun kunne få et ordentligt billede af tingenes tilstand – fy for pokker, giv mig en håndfuld udvidelsesveer i skrig og skrål i stedet! Jeg havde dog stort behov for at vide om der var udvikling fordi jeg havde min forrige (lange) fødsel i baghovedet og var lidt bekymret for om vi skulle ud i en gentagelse. Efter 3 timer med regelmæssige veer regner jeg selvfølgelig med, at jeg har åbnet mig yderligere. Bare en lille bitte smule… Men nej. Den lidt nedslående besked lyder at der ikke er sket nogen målbar udvikling, stadig 4 cm, så der blev derfor beordret omsadling i håndtering af veerne.
Det skulle være slut med med at ligge dér og dandere den i sækkestolen med lukkede øjne i mørket og vente på den næste ve, nej, lys, luft, bevægelse skulle der til for at sætte skred i tingene. Op med rullegardinerne og frisk luft i lokalet. Jeg havde for nyligt set et klip på facebook af en dansende kvinde med veer og tænkt, “yes, den smider vi i værktøjskassen” (som er fuld af idéer til hvad man selv kan gøre for at hjælpe fødslen på vej). Det gav totalt god mening. Især for mig, der som gangbesværet ikke kan blive sendt ud på en gåtur eller til at løbe op og ned ad trapper. Så op på pilatesbolden, frem med iPaden og så blev verdens bedste dansenummer (jo, det står ikke til diskussion) “Edge of Heaven” med Wham! sat på. Siddende fik jeg danset mig gennem nogle veer og det var super rart med lidt adspredelse og også altid godt at prøve at håndtere veerne anderledes end hvad man lige på forhånd forestillet sig er optimalt. Det var stadig ikke decideret sjovt da de kom, men det virkede dejligt distraherende og føltes godt at kunne ruske lidt med under sammentrækningerne.
Under sidste fødsel var mig og Mathias blevet sat til at kysse og ‘make out’ for at sætte gang i kroppens egen (altafgørende og vestimulerende) oxitycinproduktion. Føder man på hospitalet administreres dette stof via drop som syntocinon. Men der er heldigvis masser af måder man selv kan sætte gang i den naturlige og noget mere komplekse udgave af stoffet. Vi havde forinden snakket om, at det til denne fødsel kunne være sjovt at tage den skridtet videre prøve det ultimative hjemmelavede oxitycin-boost af, nemlig at dyrke sex under fødslen. (Mange højgravide oplever faktisk at få plukveer under sex). Selvfølgelig kun såfremt omstændighederne passede. Det gjorde de. Så vi spurgte pænt jordemoderen om det mon kunne kategoriseres som at ‘sætte skred i tingene’ og fik et begejstret grønt lys. De blev sendt på gåtur en halv times tid på vores fantastiske grund og så gjorde vi ellers vores til at opregulere mit endokrine systems sekretion af det uteruskontraherende stof oxitycin – som vi siger herhjemme når det skal være rigtig frækt. Der blev holdt pauser under veerne, men ellers lykkedes det mig at give mig hen hvilket er afgørende for oxitycinproduktionen. Selvom det ikke blev verdens bedste omgang sex, så var det helt sikkert en omgang vi aldrig glemmer. Jeg skal nok skåne jer for billeder fra selve akten (neeej – der blev IKKE taget nogen 😉 ) så her er i stedet et pausebillede af vores fine bakke med søen nede for enden:
9:45 Så kom det spændende øjeblik hvor Camilla undersøgte mig for at se om vores proaktive indsats havde hjulpet. Hele vejen igennem havde der været gang i veerne, så der blev krydset fingre. 1 (!) enkelt lille cm mere var det blevet til. Ikke meget, men dog bedre playoff end før. Jeg er altså 5 cm.
Bevægelse sætter gang i veerne
Camilla konstaterer nu, at bevægelse og aktivitet er vejen frem. George må på den igen og bagefter går jeg ind i stuen for at få lidt luftforandring. Jeg foreslår noget rebozo (tørklæde-rystemassage) og inden vi rigtigt kommer igang med det, begynder veerne at tage til i intensitet.
11:00 Jeg får rebozo siddende på en saddelstol og her begynder jeg spontant at heppe på mine veer. Det lyder ifølge Mathias som speaket til en alvorligt dårlig pornofilm. Med dyb, nærmest mekanisk monoton stemme får jeg ledsaget veerne med ‘sætninger’ som “ÅH JA. DET. ER. SÅÅÅÅ. GODT. LIGE PRÆCIS. DÉR. SÅDAN. SUUUUPER GODT. YES YES YES”. Det føles godt at ‘følge dem på vej’ og hjælper mig med at fokusere på at jeg jo faktisk sætter stor pris på deres arbejde.
Forklaring følger…
11:50 Efter noget tid beder jeg om at blive undersøgt for at få en idé om hvorvidt arbejdet rykker ved noget. Det føles jo sådan, men jeg er før blevet overrasket. Det viser sig, at jeg stadig er på 5 cm og Camilla kunne nu konstatere at baby stod forkert, hvilket var forklaringen på at vores indsats ikke havde givet en umiddelbart målbar effekt siden sidst. Det lille Fnuller stod udstrakt og med højre side af hovedet ned i bækkenet. Det betød at den naturlige skruebevægelse som ellers foregår og får barnet til at glide perfekt ud ikke kunne komme igang. Det forklarede også hvorfor veerne gjorde ekstra ondt ‘på toppen’, fordi baby blev presset helt forkert ned mod livmodermunden. Generelt har ‘uhensigtsmæssige’ veer det med lige at være en tand mere ubehagelige og føles mere som knogle, der presses mod knogle.
Enter: The Midwife!
Så er det godt at have kloge fødselshjælpere, der kan tænke ud af boksen ved sin side! Camilla havde en plan. Hun beordrede en heftig omgang rebozo for at i første gang få rystet baby løs fra sin uhensigtsmæssige position. “Har i bil?” spurgte hun lige inden vi gik igang med rebozo og jeg tænkte straks “åh nej, hun pønser på overførsel til hospitalet” – men det var heldigvis slet ikke det, den skulle bruges til, forklaring følger…
Rebozo ryster baby
Jeg lagde mig på Røskvas puslespilsmåtte med rumpen højt i vejret og brystkasse samt overarme godt i gulvet. Bettii viklede et tørklæde stramt om rumpetten på mig og så blev der ellers rystet og rusket rutineret til den helt store guldmedalje for at få baby ud af bækkenet. Jeg fik lov at holde pause i veerne og måtte anstrenge mig for ikke at bekymre mig om hvordan min diskusproblemer og ømme hofter ville reagere de næste dage på sådan en omgang. Hvis det var det der sku til her og nu, så var det det, der skulle til.
Mathias hjalp bagefter mig (og mit lettere stivnede, chokerede skelet) op at stå igen og så kom bilen ind i billedet. “Nu skal i ud og køre!“. Punkt to i Camillas storstilede plan var, at nu hvor baby var rystet løs, skulle den have chancen for at glide ordentligt på plads i bækkenet. Så vi fik ordre om at køre 5 gange op og ned ad vores godt slidte og hullede 200 meter lange grusvej. Hvis ikke det hjalp, foreslog hun at vi tog et velfortjent hvil bagefter. HVIS det hjalp, skulle jeg nok regne med, at tingene pludselig kunne tage fart.
Gravid-rally
12:15 Vi plejer at køre turen op ad grusvejen langsomt og forsigtigt styre uden om alle fordybninger. Især mens jeg har været højgravid har jeg brokket mig til Mathias, hvis han ikke har været forsigtig, da det ikke er decideret rart med en stor mave, der bliver kastet rundt. Men ikke nu. Aldrig er der blevet kørt så råddent (SÅ mange gange i træk) på vejen op til Elmegaarden: Fuld skrue, op ad siderne, ned i samtlige huller og rigeligt ekstra slinger i rattet. Efter 4 ture vinkede naboen os ind til siden og spurgte hvor længe vi havde tænkt os at blive ved “Sidste gang – vi føder!” fik vi hurtigt forklaret og kørte videre. Det viste sig at han – forståeligt nok – havde været lidt bekymret for eventuelle stenslag på sin kun to dage gamle bil.
Efter hjemkomst var det ret hurtigt tydeligt for mig, at situationen i maven havde ændret sig. Veerne kom stadig regelmæssigt og med god styrke, men de havde ikke den der vanvittigt ubehagelige afslutning. Det var en stor lettelse, både rent fysisk, men også fordi det tydede på at planen lykkedes.
Camilla bad mig lige tage en halv times veer inden vi igen undersøgte tingenes tilstand indvendigt. Jeg blev foreslået en tur under den varme bruser imens.
Succes!
12:55 Nu var det tid til at se om teorien om at ryste baby fri og ordentligt på plads igen var lykkedes, som veernes ændrede karakter antydede. YES: 6 cm og en baby der stod rigtigt. High fives og fornyet håb forude.
Jeg spurgte om vi stadig måtte tage et hvil og det fik jeg lov til. Altså af jordemoderen. IKKE af livmoderen. Den havde andre planer. Jeg lagde mig godt nok ind i sengen og håbede på lidt ro idet jeg forestillede mig at der stadig var mange timer tilbage af fødslen. Men veerne bed og tog også til i intensitet. Jeg vekslede lidt mellem at gispe og råbe mig igennem dem. Med deciderede hyl på toppen – f*** de gjorde nas! Jeg glemte desværre alt om at trække vejret dybt imellem veerne og kom også til at tage de fleste af dem liggende i sengen indtil jeg kom i tanker om at det faktisk var rarere at sidde op imens. Tilgengæld formåede jeg stadig at være totalt afslappet i hele kroppen undervejs og det skulle vist være ret godt – jeg turde i hvert fald ikke lade være. Mathias tog sig en velfortjent lur på Røskvas værelse. Han havde også ‘været på’ siden en gang i nat og rendt rundt og serviceret mig for at få tingene til at glide (so to speak).
Vi aftalte at jeg bare skulle fortsætte som jeg gjorde i noget tid. Imens sad Camilla i stuen og lyttede med i udviklingen. Der var ikke lang tid mellem veerne – tilgengæld bed de godt til og blev kraftigere og kraftigere.
Så der var ikke meget andet for end at tage én ad gangen og glæde mig over hvad der føltes som en god udvikling hen mod fødslens afslutning. Ikke mindst fordi en let pressetrang pludselig meldte sig i slutningen af et par veer…
13:45 Da Camilla næste gang undersøger mig er jeg 7 cm og hun begynder at snakke om at komme i karret. Jeg bliver lidt forvirret “altså for at føde?!” spørger jeg. Ved min sidste fødsel var jeg 9 cm i omkring 12 timer, så jeg forestiller mig ikke at fødslen er lige om hjørnet. Men min pressetrang som tydeligt høres når jeg har en ve fortæller Camilla noget andet. Hun har tillid til at veerne nu er kraftige nok til ikke at blive svækket af at jeg kommer i karret og selvom jeg er noget skeptisk håber og tror jeg på, at hun har en bedre fornemmelse af situationen end mig. Mathias bliver vækket fra sin korte lur og går igang med at fylde badekarret. Vi har efterfølgende snakket om hvordan vi begge forestillede os, at der lå mindst 3-4 timers arbejde forude. Det skulle hurtigt vise sig at være helt forkert…
At presse eller ikke at presse.
Man hører så tit om at fødende kvinder får at vide at de skal kæmpe imod pressetrangen, hvis den melder sig ‘for tidligt’. At det er strengt forbudt at presse før man er 10 cm. Da min sidste melding lyder på 7 cm holder jeg lidt igen med presningen selvom det virker helt forkert at modarbejde den. Alt imens jeg gør mig klar til at kravle i karret spørger jeg derfor Camilla hvordan hun synes at jeg skal tackle dem . “Nina, hvis du føler at du skal presse, så presser du“. Tak! Det giver SÅ meget mening, så jeg giver los og presser med. Det er super fedt at mærke udviklingen også selvom jeg havde glædet mig til de smertefri presseveer som var det jeg oplevede ved sidste fødsel. De her var vist både udvidende OG med pres på afslutningen, så det var en lidt anden oplevelse. ‘Effektive‘ er en meget god beskrivelse af veerne, der nu er dobbelte eller tredobbelte og med rigtig god power på. Der kommer nogle stykker inden jeg får tisset af, smidt tøjet og sat mig i karret.
14:00 Lige da jeg kommer i vandet bliver jeg kortvarigt i tvivl om det egentlig er rart eller ubehageligt at være der. Men eftersom alternativet jo er at skulle føde ‘på land’ bliver jeg hurtigt enig med mig selv om at jeg gerne vil blive.
Første kontakt til baby
Camilla foreslår at jeg mærker efter hvor langt oppe baby står. Jeg kan mærke noget omkring 6 cm (?) oppe og griner spontant af lykke over at kunne mærke barnet for første gang. Jeg bliver også mindet om at vandet faktisk ikke er gået endnu, da det ikke er babys hår, men en udspilet, glat fosterhinde jeg kan mærke – med babys hoved lige inde på den anden side. Mathias smutter i køkkenet for at gøre klar til at koge vand til om nogle timer, når det i karret er blevet koldt. Det bliver SLET ikke nødvendigt.
Under næste presseve, som er 2-3 dobbelt, mærker jeg et ordentligt ryk indeni som om baby smutter et godt stykke ned. “Så rykker det!” får jeg vist sagt og da jeg mærker efter, står hovedet pludselig lige ved udgangen. “Mathias skal komme nu” siger jeg, let forvirret over at det tilsyneladende er NU det sker.
14:27 Mathias kommer hurtigt tilbage og mens jeg sidder op går vandet i næste ve, idet hovedet titter en enkelt centimeter ud. (Først bagefter kommer jeg til at tænke på hvor tæt jeg i princippet var på at opleve den ultimative fødselsdrøm, nemlig at føde et barn i sejrsskjorte). Jeg holder hele tiden igen på babys hoved med min højre hånd, så mit underliv kan nå at udvide sig. Jeg bliver SÅ glad over at opleve at vi er lige ved at være der, så jeg begynder at grine højlydt. Det er præcis disse minutter jeg har gået og glædet mig allermest til i ni måneder og nu er jeg her! Jeg er totalt høj over at opleve hvor stærkt det pludselig går og det er på alle planer en nydelse at mærke baby bevæge sig nedad og udad. Camilla hjælper mig storgrinende ned og ligge på ryggen, så der er plads til at baby kan komme ud.
Der er virkelig kraft bag veerne så der skal ikke mere end et par stykker til før jeg må give efter og hovedet kommer ud.
I næste ve kommer kroppen og jeg kan endelig trække min baby op på brystet.
Velkommen, Fnuller <3
14:33 Han (for det ser vi med det samme) er lidt slatten, sandsynligvis fordi vi ikke har nået at justere vandtemperaturen som er lidt til den varme side. Men der er god puls i navlesnoren så han får stadig ilt derfra og jeg er slet ikke bekymret. Han åbner meget hurtigt øjnene og ligger stille og kigger. Camilla frotterer ham for at vække ham lidt mens han ligger på mit bryst og han begynder at trække vejret og rumstere lidt rundt. 14,5 time efter de aller første veer er Fnuller kommet til verden! Han vejer 3250 gram (præcis ligesom Røskva i mine præ-veganerdage) og er 52 cm (3 cm mere end Røskva).
Lotusfødsel
14:45 Fordi vandet er godt snasket vil Camilla gerne have mig op og føde moderkagen inde i sengen – så er det nemmere at se hvor lidt eller meget jeg bløder. Så snart jeg rejser mig af karret begynder jeg at ryste helt ustyrligt meget af kulde. Vi går ind i soveværelset hvor jeg ryster videre og de andre gør en brav indsats for at give mig varmen og hælde sukker på de drænede depoter – aldrig har æblejuice smagt bedre!
14:58 Moderkagen bliver født spontant uden problemer. Jeg bliver undersøgt og er faktisk lidt overrasket over at jeg slet ikke er bristet, men kun har fået en lille rift i siden (ligesom sidst) der ikke kræver behandling. Jeg troede lidt, at med det tempo var der ingen vej udenom. Det kan både skyldes at jeg holdt imod med hånden i pressefasen, at jeg har brugt Mexikansk mellemkødsmassage, at det varme vand har smidiggjort området (måske alle tre ting) eller at jeg bare er heldig. Uanset hvad sender jeg lige en lille tak ud i universet for, at jeg endnu engang fik lov at beholde mit underliv i ét stykke. Jeg har heller ikke blødt nævneværdigt – selvom det så imponerende ud, blandet med 200 liter vand:
Vi har snakket om at det kunne være sjovt at prøve en Lotusfødsel og det ved jordemoderen fra vores ønskeseddel. Vi forventer ikke nødvendigvis at det bliver til noget, da vi ikke har forberedt os bedre. Men da tiden og situationen er til det, vi har – nogenlunde – de ting der skal bruges og vi har en ekspert tilstede i form af Bettii ender det faktisk med at blive en Lotusfødsel. Det er vi glade for og jeg skal nok fortælle mere om det i er indlæg for sig 🙂
17:05 Mine dejlige fødselshjælpere lister afsted. Her er de til hjemmebesøget 4 dage efter.
Tak for en dejlig oplevelse!
MAD & DRIKKE. Nu er det jo en madblog det her, så lad mig da lige kort nævne hvad jeg indtog: Kogte kartofler var det primære brændstof i løbet af dagen. Let optagelige kulhydrater der ikke ligger tungt i maven men som kroppen nemt kan hente energi fra. Jeg ville gerne undgå kvalme og at kroppen fik behov for at ‘tømme ud’ (hvilket kan medvirke til kvalme og deraf opkast) undervejs og undlod derfor at spise tungt fordøjelige fødevarer (koncentreret protein+fedt) som jo ligger længe i mavesækken. Jeg forsøgte mig med lidt avo på groft brød, men det voksede i munden så jeg vendte tilbage til kartofler og mono-meals – lige noget for mit sarte system. Om natten havde jeg tømt en ordentlig banansmoothie af rigtigt modne, plettede bananer og ud på morgenstunden lavede Mathias noget gulerodsjuice til mig. Jeg havde ikke på noget tidspunkt kvalme i løbet af fødslen, så det var rigtig dejligt! Jeg oplevede til sidste fødsel at være virkelig tør i munden og konstant tørstig. Derfor sørgede jeg denne gang for at jævnligt tømme et glas vand for at forebygge noget af den dehydrering der uundåeligt sker, når man sidder og puster og stønner mange timer i træk. Det hjælper selvfølgelig også på tørsten at ikke spise mange tørrede/dehydrerede/bagte fødevarer.
Fantastisk rørende fødselshistorie!! ♥ Flot arbejde I gjorde der!! 😉
Tak, vi gjorde bare det der sku’ til 😉
Stort tillykke! Glad at høre al gik godt. Jeg havde også en hjemmefødsel og var så glad for den.
Jeg tænker bare på hvor mange gange du skriver du blev undersøgt og tænker om det var noget du selv gerne ville ?
Jeg valgte ikke at blive undersøgt overhovedet og det var så dejligt befriende. Istedet brugte i spejl i vandet til at checke ‘The bottom line’. Tænkte det var måske noget du ville prøve hvis der kom en til.
Mange hilsner og de bedste tanker,
(Best thoughts and wishes – mit danske er lidt gebrokken)
Du har helt ret. Det med at blive ‘målt’ er primært noget, der foregår på hospitaler og selv der er det jo bare et tilbud man kan takke nej til 🙂 Jeg synes nu det gav meget god mening her. Det var sådan vi fandt ud af at han stod forkert og senere, at han stod rigtigt. Desuden havde jeg en meget lang fødsel sidst, så jeg følte et stort behov for at vide om der var fremgang eller om veerne bare gjorde ondt uden at fødslen skred frem så vi skulle gøre noget andet for at få dem til at ‘åbne op’. Men en super god pointe du kommer med, som jeg vil se om jeg lige kan flette ind i beretningen, at man bestemt ikke behøver at blive målt hele tiden – endsige overhovedet 🙂 Jeg mener også at de fleste hjemmejordemødre undlader det helt eller i meget stor stil, da de jo er tilstede og har en god fornemmelse af fødslens forløb ved at lytte og observere den fødende.
Bedste hilsner
Nina
Ja det giver god mening og godt at i gjorde det – i undgik måske at køre på hospital og kejsernsnit!
Jeg er meget interesseret i hjemme fødsel i Danmark – du er den første jeg nogensinde har hørt om (skyldes jo også nok at jeg ikke har boet i Danmark i snart 19 år og ikke har nogle ‘nye’ danske venner som jeg jo nok ville have mødt hvis jeg boede der)
Ved du hvor populært det er? Bruger i også Doulas?
Du skriver ‘ hjemmejordmødre’ – er de private eller er de de jordmødre sammen ser gennem sin graviditet. Og på billedet ser de ud til at have normalt tøj på – her skal de have deres uniform på! Undskyld de mange spørgsmål – har bare aldrig kunne spørge nogen før!
🙂
Hej Igen 🙂 Jeg kan anbefale at melde dig ind i facebookgruppen Hjemmefødsel, der finder du masser af svar. Og det bliver heldigvis mere og mere populært. Nej de har bare deres eget tøj på. Og den region jeg bor i har gratis hjemmefødselsordning, så det er de jordemødre, der har fulgt mig i graviditeten, men de arbejder kun med hjemmefødende. Hvis der skulle være behov for overførsel til hospi ville de komme med mig og varetage fødslen dér.
Så flot født, Nina. Jeg hylede af grin flere gange i din beretning. Stort til lykke med den dejlige dreng😘
Tak tak 😀 jeg er bare lidt ærgelig over at ikke OGSÅ have dig og Cille med til festen, men så må jeg jo på den igen 😉
KH
Dejlig beretning! Stort tillykke til jer alle og – det haster ikke med at komme i kökkenet. Vi kan sagtens vente. Nyd det med lille Fnuller. Han har brug for det allerbedste !
Birthe
Tak, Birthe <3 Jamen jeg trænger nu også til at få fingrene i bloggen igen. Og så længe det kan gøres med Fnuller sovende på min mave og uden stress, så er alle vist glade 🙂
Kh Nina
Tillykke med lillebror og at du havde sådan en god fødsels som det lyder til I ønskede jer det.
Tak 🙂