Hvilken slags mad findes på PlantePusherne.dk?
Først og fremmest: Vegansk mad! Altså mælkefri, æggefri og uden kød af nogen art eller honning. Opskrifterne egner sig således til alle, der af den ene eller anden grund vælger at leve uden disse. Det være sig pga. laktoseintolerans, æggeallergi eller sundhedsmæsige eller etiske hensyn. Læs mere i Hvad er vegansk mad.
Det er Nina, der står for bloggen og er hjernen bag de fleste opskrifter.
Vi bruger meget få ‘produkter’ i vores køkken og det vil afspejle sig i opskrifterne. Vi laver overvejende mad med uforarbejdede, friske råvarer, mest økologisk og mange vil nok mene at vi ligger i den sunde ende af spektret. Vi vil mest lægge opskrifter op som ikke kan findes andre steder og der kommer nok ikke til at være den obligatoriske ‘Daddelkugleopskrift’ herinde. Medmindre altså at vi udvikler en med et radikalt twist, enten hvad angår smag, udseende eller næringsindhold.
For at skære det ud i pap, så bruger vi ingen produkter fra dyr, hverken kød (hvilket også omfatter fugl og fisk), æg eller mejeriprodukter. Vores opskrifter på vegansk mad egner sig således til alle, der af den ene eller anden grund vælger at leve uden disse, det være sig laktoseintolerans, æggeallergi eller etiske overvejelser.
Mål i opskrifterne
Jeg bruger måleskeer. Så er du aldrig i tvivl om hvorvidt jeg bruger en ‘strøget’ teske, en teske med ‘top‘ eller en lille eller stor ske. Nej nej, helt faste mål, så du ved præcis hvad jeg formidler til dig. Jeg kan varmt anbefale dig at bruge måleskeer, da det er det, de fleste kogebøger og store madbloggere bruger og derfor er der større chancer for at få succes med de opskrifter hvor målene er meget vigtige. Der er nemlig kæmpe forskel på hvor store tesker eller spiseskeer er.
En tsk er ikke bare en teske!
Forkortelserne tsk og spsk dækker over nogle veldefinerede størrelser og ikke en tilfældig teske eller spiseeske. Her er de eksakte mål:
1 spsk = 15 ml
1 tsk = 5 ml
1 knsp = 1/8 tsk
(1 dl = 100 ml)
Så til dig, der ikke bruger måleskeer har jeg lavet en illustration af hvor meget indholdet af hhv. et teske-mål og et spiseske-mål ser ud når det hældes op i en almindelig teske og spiseske:
Der skal selvfølgelig tages hensyn til at flydende ingredienser så må øses op ad flere omgange, da man ikke kan tage ‘en spiseske med top’ af noget flydende …
At bruge måleskeer gør det faktisk også nemmere at gange opskrifter op i større størrelser, fordi man kan regne ud at 3 tsk er det samme som 1 spsk. Eller at 3 spsk = 45 ml altså ca en halv dl og så fremdeles.
Her er mine egne elskede måleskeer, købt på loppemarkeder for hhv. 3 og 5 kroner. Især den hvide er ret funky fordi den har 1/2 tsk og 1/2 spsk. Tilgengæld har den orange et 1ml-mål. Det er super brugbart når jeg eksperimenterer med nye opskrifter og kan finde på at lave f.eks. fire kvarte portioner hvor jeg skruer op eller ned for ingredienser i de forskellige portioner. Her bruger jeg tit meget små mængder som tilgengæld skal kunne ganges op til at passe til større portioner.
Hvad er en god opskrift?
Der er selvfølgelig flere kriterier for en god opskrift og generelt set kan man sige at jo flere af dem, der er ‘opfyldt’ jo federe er opskrift. Så hvis et enkelt af kriterierne er opfyldt i helt usandsynligt awesome grad, kan der sagtens være slækket på stort set alle andre. Succeskriterier for mig er:
- God smag
- Sund eller sundere end andre udgaver af samme opskrift
- Få ingredienser
- Almindelige ingredienser (dem, man altid har hjemme eller som fås i almindelige supermarkeder)
- Nem opskrift (fremgangsmåde)
- Opfylder et behov man ikke ellers kan få opfyldt (fx hvis der ikke eksisterer lignende opskrifter eller du ikke kan købe noget lignende)
- Kræver ikke specialudstyr
- Er svær at fucke op
- Opfylder de forventninger man har til den
Når jeg laver en opskrift stræber jeg efter at lave den ‘ufejlbarlig’. Forstået på den måde, at jeg leder efter faldgruber og så vidt muligt at tage højde for dem. Som madblogger påtager jeg mig rollen som den eksperimenterende part sådan at du kan stole på at den her opskrift virker og kan bruges succesfuldt af dig. Med andre ord, jeg tager dig i hånden og prøver efter bedste evne at få dig til at lykkes. Hvis ikke så må du endelig skrive, så kan jeg se om der er noget jeg kan lave endnu bedre 🙂
Pssst: PlantePusherne har copyright på alle opskrifter, tekst og billeder her på hjemmesiden medmindre andet er angivet. Vil du gerne gøre brug af vores billeder eller opskrifter? Læs mere om vores copyright-forhold her.
Forespørgsler kan rettes til plantepusherne@gmail.com. Tak 🙂
Skriv et svar