En meget simpel opskrift på lækker, sommerlig vegansk hyldeblomstis. Grundopskriften rækker vel til 5-6 personer som mindre anretninger. Eller til 1 person med kærestesorger. Bemærk at isen skal fryses i ca 4 t.
Bemærk at du ikke må piske flødeskummet først, hvis du bagefter bruger samme redskaber som til aquafabaen. Derfor anbefaler jeg at starte med aquafaba/sukker-massen
Find en form der kan indeholde ca 1 liter. Jeg brugte en rugbrødsform af glas. Evt kan du i stedet bruge flere små og servere i portionsanretninger.
Kom aquafaba, sukker, citronsaft og evt. gurkemeje i en lille gryde. Varm det op til sukkeret er smeltet. Det må ikke bulder-koge. Hæld det over i en varmebestandig skål og lad det køle ned (det behøver ikke at være helt koldt).
Pisk det nu i en køkkenmaskine eller med piskeris til det er godt luftigt, men ikke stift og skærefast som til marengs. Piskeriset skal lave bølger i massen og så skal massen klaske sammen igen når du stopper med at piske.
Hvis du har brugt røremaskinens skål, så hæld massen i en anden stor skål med plads til mere
Pisk nu flødeskummet, det kan godt foregå i samme røreskål, selvom der er lidt rester af sukkermassen. Det skal heller ikke blive fast men bare tykt og luftigt og stadig kunne hældes ud.
Drys først vanillesukkeret udover og mens der piskes langsomt hældes så hyldeblomstsaften i. (Ikke super langsomt men fx en halv deciliter ad gangen.)
Vend aquafaba/sukker-massen sammen med flødeskummen. Bland dem forsigtigt rundt med en dejskraber. De behøver ikke at være 100% sammenblandede, vi vil nødigt ælte for meget luft ud af massen. Og så skal det bare fryses:
Uden ismaskine
Kom formen i fryseren. Tag den ud og skær den nænsomt men grundigt igennem ca. hver 1/2 time indtil den et blevet for fast. Den er for fast når den ikke falder sammen igen efter du har kørt en kniv igennem. Jeg nåede at røre 3 gange. Efter 4 timer var isen nogenlunde gennemfrosset
Ismaskine
Hæld massen i ismaskine i ca. 40 minutter kom den i fryseren
Servering: Det siges at en parfait skal tages ud og stilles 1/2 time på køl. Jeg synes det fungerer fint at spise den her direkte fra frys men 15 minutter på køl ville sikkert være fint. Og bemærk at den smelter relativt hurtigt så den skal spises med det samme. Evt. kan du komme serveringsskålene på køl/frys hvis du skal servere hyldeblomstisen på en varm sommerdag.
Noter
⁃ For at give dig en idé om hvor koncentreret Den saft jeg brugte var: Der står at den fortyndes 1:4 og jeg brugte 1,5 dl (husk at justere hvis du ændrer opskriftmængden). Jo højere blandingsforholdt er (f.eks. 1:7) jo mindre skal du bruge.⁃ Laver du eller køber en hyldeblomstSIRUP skal du altså bruge endnu mindre mængde end angivet i opskriften og jeg ville nok prøve at hælde den i sukkermassen i stedet for i flødeskummet. Mit gæt er at en sirup vil give isen en endnu bedre konsistens når den laves uden ismaskine.