- 25 ml aquafaba og 250 ml flormelis passer fint i konsistens og mængde til kransekageglasur.- Til figurer bruges endnu mere flormelis for at få den fastere.-Har du brug for en mindre mængde, så skalér blot ned, men hold dig til blandingsforholdet 1:10 eller 1:12. -Jo større andel flormelis, jo fastere bliver sprøjteglasuren (og dermed hårdere at sprøjte med) og jo fastere bliver de færdige figurer. -Lægger du den på køl, bliver den også fastere, så pas på med at varme den mellem hænderne. -100 ml flormelis = 50 gram. - Regn med at den færdige glasur fylder 2/3 af mængden af tilsat flormelis (3 dl flormelis giver altså ca. 2 dl glasur)
I alle opskrifter på sprøjteglasur med aquafaba som findes derude, angives ingredienser til at lave en kæmpe portion. Men hvor tit er det lige du skal bruge 8-10 dl glasur? Jeg vil skyde på at der maksimalt går 3 dl til en lille/medium kransekage. Egentlig skal aquafabaen piskes luftig inden sukkeret kommes i, men det er temmelig svært hvis du kun laver min lille portion her. Så gør i stedet sådan her:
Hæld aquafaba og eddike i en smal og gerne høj beholder (så vælter der ikke flormelis ud i hele køkkenet) - der skal stadig være plads til dit piskeris.
Rør det meste af flormelisen i, med en almindelig spisekniv. Når det er rørt ud, kommer du resten i. Du skal ikke være bange for flormelisklumper, de bliver rørt ud når du pisker.
Pisk det så i flere minutter, til det er kridhvidt og blankt. Justér konsistensen ved at enten komme LIDT mere flormelis eller LIDT LIDT mere aquafaba i. Den skal være MEGET tyk.
Noter
- Blandingsforholdet afhænger bla. af tykkelsen på din aquafaba. Her er brugt dåse-aquafaba. En fast sprøjteglasur holder formen og falder nærmest ikke af, når du tager en klump op på en ske og vender den om.- Bemærk at glasuren er tyk og sej, så giv evt din elpisker en pause undervejs, da det kan være hårdt arbejde for den.- *Eddike/citron gør at glasuren hærder lidt hurtigere og 'hårdere' når den bruges efterfølgende.- Hærdning: En tynd kransekagestrimmel er ikke længe om at hærde. Men vent nogle timer eller et døgn (afhængigt af luftfugtigheden og blandingsforholdet) med at pakke flere pyntede kager eller figurer tæt sammen.- Opbevaring: Pak sprøjteglasuren helt lufttæt og dæk spidsen til hvis den opbevares i sprøjtepose. Jeg har haft min liggende nogle døgn uden problemer. Den bliver fastere af at ligge på køl og bruges kold.- NB Bruger du varm aquafaba, skal du bruge mindre af det eller lade blandingen køle af før du sprøjter. Ellers vil den opføre sig for flydende med de her angivne mængder.