Sådan laver du en fin frugtlagkage. Jo flere forskellige frugter du kan få fat i og gerne modne, jo mere imponerende kommer frugtlagkagen til at se ud. Men derfor kan du sagtens nøjes med færre frugter end jeg har brugt.
For at nemmere kunne skære pæne, lige skiver af vandmelonen, vil jeg anbefale, at du skærer den yderste grønne skræl af. Pas på ikke at komme ind til det røde.
Brug en stor skarp kniv til at skære vandmelonskiverne. Jeg plejer at lave skiverne omkring 4 cm tykke. Skær den første ud MIDT på vandmelonen, dvs. skær 2 cm til begge sider af centrum, så får du en skive, der er større end de næste. Fortsæt med at skære resten af vandmelonen i 4 cm tykke skiver.
Læg skiverne med den mindste snitflade opad. Find så skåle, glas og lignende i størrelser der passer, så de kan bruges til at skære cirkler ud af vandmelonskiverne. Det bliver rigtig flot hvis forskellen mellem størrelserne er nogenlunde ens. Der skal være minimum 1 cm forskel i størrelserne (dvs 2 cm forskel i diameterne). Mens du holder din valgte 'skabelon' fast, skærer du med spiden af en skarp kniv et lavt snit (bare 1/2 cm) hele vejen rundt om.
Så fjerner du skabelonen, stikker din smalleste skarpe lodret ned et sted i snittet. Hold kniven stille og lodret, mens du drejer melonskiven rundt, og presser den ind mod kniven, så kniven hele tiden kører i den 'rille' du skar vha. skabelonen. Fortsæt til du har skåret en perfekt cirkel ud. Gør det samme med de andre skiver.
På et stort fad stabler du lagene ovenpå hinanden.
FRUGTFIGURER
Skær skiver som er 2-5 ml tykke af de øvrige frugter, Tykke skiver frugt gør at figurerne kan stå af sig selv. Skærer du dem tyndt, kan de tilgengæld 'klæbes' fast på vandmelonen. Så varieér tykkelsen lidt efter hvilke figurer du vil lave og hvor de skal være på 'kagen'. Jeg plejer ikke at fæstne figurerne med tandstikkere. De sidder fint fast hvis de er lidt fugtige og ikke er lavet for store.
Læg frugtskiverne med mindste snitflade opad og udstik figurer som du stiller på 'kagen'. Er skiverne meget tynde, kan de 'klæbes' på siden f kagen. Har du ikke udstikkere, så skær firkanter eller strimler og lignende.
Kom figurer og/eller mindre stykker frugt i bunden af fadet og pynt eventuelt kagen med spiselige blomster.
Noter
- Hvis kagen skal transporteres, så skær vandmelonskiverne og udstik figurerene hjemmefra, pak det forsigtigt hver for sig i noget tupperware og saml kagen på stedet.