Udskriv

Veganske Pommes Anna - sprøde kartoffeltrekanter

En super delikat måde at tilberede kartofler - lag på lag af ultra tynde skiver kartofler bagt sprøde i ovnen. De kan serveres som tilbehør, som tapas eller tilmed smides på grillen om sommeren (i stedet for at grille dem færdige i ovnen). Kan med fordel laves og bages dagen i frovejen og så 'grilles' lige inden servering.
Køkken glutenfri, oliefri, Vegansk
Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 35 minutter
Samlet tid 50 minutter
Antal 2 tynde 'tærter' til udskæring
Forfatter Nina fra Plantepusherne

Ingredienser

  • 1,2 kilo kartofler
  • 50 ml lys tahin *
  • 75 ml plantemælk ikke for sød. Jeg brugte neutral sojamælk
  • 2,5 tsk salt
  • 2 tsk æblecidereddike eller frisk citronsaft
  • Peber

Eventuelt

  • 1,5 spsk kryddreurter a la finthakket rosmarin eller tørret dild, timian og lignende

Meget gerne - til at lave de millimeter-tynde skiver:

  • 1 mandolinjern seriøst, du vil elsk det!

Sådan gør du

  • Hæld plantemælken i tahinen ad små omgange, så røres det nemmest sammen. Kom eddike, salt og peber og eventuelle finthakkede krydderurter i.
  • Lad være med at skrælle kartoflerne. Du må gerne, men hvis kartoflerne er nogenlunde rene er det i mine øjne spild af tid fordi de tynde skiver gør, at skrællerne ikke generer nogen.
  • Skær kartoflerne meget tyndt ned i en stor skål/fad. Brug et mandolinjern indstillet til 2 mm. De skal IKKE lægges i vand efterfølgende! Og dressingen skal på med det samme så kartoflerne ikke ligger og ilter og bliver misfarvede.
  • Bland dressingen godt sammen med kartoflerne så alle flader er coatede. Brug hænderne!
  • Læg kartoffelskiverne i et eller to tærtefade. Jeg brugte to springforme. Læg få skiver ad gangen, og fordel dem godt, så er det nemmest at fordele dem og få dem til at klæbe sammen. Pres dem forsigtigt sammen. Er du oliglad kan du pensle dem inden bagning.
  • Bag ved 175C i ca. 35 min. eller indtil du kan stikke en skarp kniv nogenlunde ubesværet gennem lagene (de må heller ikke være FOR bløde). Skal tærten spises med det samme, så tænd eventuelt ovnens grill de sidste 10 minutter for at få ekstra farve og sprødhed.
  • Vil du servere sprøde kartoffelttrkanter, så skær tærten ud, kom stykkerne på bagepapir og grill dem i ovnen i 10 minutter eller indtil de ser uimodståelige ud. Pensl dem forinden med olie hvis du er til den slags.

Noter

- Du kan med stor fordel bage tærterne første gang, dagen i forvejen, lade de hele tærter køle ned til dagen efter og så riste dem lige inden servering. De bliver nemlig endnu mere faste af at stå og køle ned.
- Lys tahin giver den bedste, mildeste smag, men mørk tahin fungerer også hvis du er pjattet med det. Her skal du dog skære lidt ned for mængden til omtrent 40 ml.
- Du kan også bruge kokosmælk til dressingen og jeg vil gerne se om de eventuelt kan holde sammen hvis man udelukkende bruger plantemælk. Jeg skal nok melde tilbage her hvordan det går.
- Økologisk lys tahin har jeg kun kunnet finde ét sted! Her fås den også i stor mængde til en god pris og den holder længe: Se her