Udskriv

Smøreost af sojamælk

Gå ikke i panik hvis du mangler et enkelt krydderi eller to, du kan stadig få et fremragende resultat og måske foretrækker dine smagsløg en lidt anden kombi.
Forfatter Nina fra Plantepusherne

Ingredienser

  • 1 liter neutral sojamælk uden emulgator - rystes! (kan ikke erstattes af andre plantemælk)
  • 3/4 dl friskpresset citronsaft
  • 1/2 dl vand
  • 1/4 tsk salt

Krydderier

Evt. men meget gerne

  • 1,5 tsk lys miso (eller 1 tsk mørk men bemærk at den farver osten mørkere)
  • 1 nip røget paprika (altså virkelig, virkelig lidt!)

Desuden skal du bruge: Et dørslag/si + en stor skål + et rent viskestykke eller ostelærred, men termometer er IKKE nødvendigt.

    Sådan gør du

    • Det første vi skal gøre er at skille sojavallen fra sojamælken så der kun er en fast masse tilbage. Det gør man ved først at varme sojamælken forsigtigt op til omkring 40 grader. Den skal føles lidt varm, men ikke brændnede' når du mærker med knoerne. Det må ikke være så varmt at du ikke kan holde fingeren nede i det. Don't sweat it, det behøver ikke være så præcist.
    • Bland citronsaft, salt og vand og hæld i en skål der er stor nok til også at rumme mælken. Rør rundt indtil saltet er opløst.
    • Hæld så den lune sojamælk over citronblandingen på en måde så du hele tiden hælder dér hvor du kan se citronsaften. Formålet er at blande tingene så meget som muligt uden at skulle røre en hel masse. Rør så FORSIGTIGT rundt en enkelt gang eller tre rundt for at fordele citronsaften bedre. Når vallen bliver klar fremfor mælkehvid er det et godt tegn. Læg låg på og træd straks et skridt tilbage! Nu skal den have helt ro til at stå og skille og den vil ikke forstyrres imens, så bliver den forvirret og kan ikke gøre det ordentligt. Lad den stå i 10 minutter.
    • Stil en si/dørslag over en skål og beklæd sien med et viskestykke. Hold skålen med skilt sojamælk helt tæt på og hæld det forsigtigt ned i sien. Det er noget værre grød, men bare rolig, det skal nok ende godt. Lad den dryppe af i et par minutter og fold så viskestykket rundt om massen som en firkantet pakke: Jeg plejer at tage en side ad gangen som på billedet herunder. Læg omkring 1 kilo vægt ovenpå (fx en melon, græskar, eller en semi-tung knivholder) så der løber klar væske ud. Hvis der drypper noget hvidt ud igennem viskestykket, er presset for tungt. Lad massen stå under pres 15-20 minutter.
    • Åben viskestykket og skrab ostemassen ned i en skål (eller hvis du føler dig awesome, så lav et trick hvor du med lynets hast vender viskestykket om, så ostemassen lander i skålen - det kan faktisk anbefales). Hvis du synes at den er blevet for fast kan du hælde lidt valle tilbage i og røre det ind i igen. Kom alle krydderierne ned i og drøn det hele igennem med en stavblender så det bliver jævnt og blankt og det grynede udseende forsvinder - det kan godt tage et par minutter. Osten har bedst af at trække i nogle timer eller et døgn i køleskabet men skal som minimum bare køle ned inden den serveres. Den bliver også skærefast af at komme på køl (afhængig af hvor meget væske du har presset væk) og hvis der er skilt lidt væske fra hælder du det bare ud eller rører rundt i den.