Opskrift Nice Cream
Udskriv

20 lækre opskrifter på nice cream

Nu da du har fået styr på alt det tekniske vedrørende banais, skal du til at bruge din fanta-is! Der er nærmest uanede muligheder for smagsvar-is-ationer (ej nu skal jeg nok stoppe. I prom-is...). Her er forslag til nogle opskrifter på hvad du nemt kan tilsætte til 2-3 bananer - kombinér endelig på kryds og tværs:
Forb. tid 5 minutter
Tilb. tid 10 minutter
Samlet tid 15 minutter
Forfatter Nina fra Plantepusherne

Ingredienser

  • 2-3 modne frosne bananer, jfr. instruktionerne ovenfor
  • Evt. et lille nip fint salt

Sådan gør du

Tilsæt for eksempel

  • KAKAO - en spsk kakaopulver eller mere. Mums!
  • PEANUTBUTTER - cirka en teske, men brug så meget du lyster. Kan evt. røres lidt ud med plantemælk for at skåne foodprocessoren
  • KANEL - tilsæt et par små drys.
  • CITRONSAFT - en af favoritterne herhjemme. 1-2 tsk.
  • MANGO - ÅH mango/bananis! Brug saftige, søde, modne, frosne mangotern og erstat 1/4 til 2/3 af bananisen med mango. Der skal dog ret lidt til før man kan smage mangoen. Er vildt lækker med kardemomme og/eller lidt citron.
  • FERSKEN/NEKTARIN/ABRIKOS - har lidt samme 'cremede' egenskaber som mango. Brug dem meget modne. Frys evt først og erstat 1/3 af bananerne med dem.
  • CITRONSKAL - riv skallen af en halv lille økologisk citron og blend med.
  • APPELSINSAFT/JUICE - 1-3 spsk
  • APPELSINSKAL - riv skallen af en kvart øko appelsin.
  • BÆR - jordbær, hindbær, solbær, blåbær gerne frosne. Bær er sjældent særligt søde og derfor kan det være en god idé at samtidigt komme nogle iblødlagte dadler (eller dit foretrukne søde-'stof') med i maskinen.
  • VANILLE - flæk 1/2 vanillestangen, skrab kornene ud og blend med.
  • LAKRIDS - start med 1/4 tsk lakridspulver
  • CHILLI - jeg må indrømme at jeg ikke har prøvet det, men hvis du er til den slags ... Start med lidt!
  • SPINAT - mest for farvens og sundhedens skyld. Blend en lille håndfuld spinat med en sjat vand. Smid det sammen med 3 bananer og blend. Si eventuelt pulpen fra først hvis du vil have en helt fin, jævn farve.
  • PISTACIENØDDER - mal en håndfuld til mel i kaffemøllen eller blend dem med lidt plantemælk inden du blander det i isen. Farv det evt. ekstra grønt med 'spinatjuice' som beskrevet ovenfor. (se billedet af RegnbuetwISt længere nede)
  • RØDBEDESAFT - giver en fin lyserød farve. Kom nogle dråber rødbedesaft sammen med et par bananer i inden du blender og få en smuk lyserød farve.
  • ROSINER - hak dem gerne lidt da de bliver ret hårde i kulden. Tilsæt så mange du lyster efter isen er blendet, eller blend dem med de sidste 20 sekunder. For voksenversionen, læg dem i blød i rom først :)
  • NØDDER - mandler, hasselnødder, valnødder etc. Rist dem eventuelt først, hak dem eller uh brug mine karameliserede mandler! Drys over eller rør ind i isen inden servering.
  • CHOKOLADE - Brug din(e) yndlings. Hak det og drys det ovenpå inden servering eller smelt det i som i Mia Sommers opskrift
  • KOKOSMÆLK - giver en dejlig smag af kokos og feder isen lidt op. Start med 1/2 dl
  • AVOKADO - giver en lidt fyldigere cremet smag og en let lysgrønlig farve. Brug f.eks. 1/2 godt moden avokado til at starte med.