Når man lige finder tricksene er det ikke så svært at lave glutenfri pandekager uden æg. Jeg har været vidt omkring i min jagt på en opskrift på glutenfri veganske pandekager og nu er jeg nået frem til en opskrift, der i dén grad er værd at dele. (Godt motiveret af den pludselige indsigt om at det åbenbart er International Pandekagedag – 1. tirsdag efter fastelavn)
Tynde glutenfri pandekager
Det er nemt nok at lave tykke, glutenfri pandekager. Dem der på engelsk kaldes pancakes og som vi herhjemme kalder amerikanske pandekager. Det jeg har villet opnå er en opskrift på tynde pandekager som på udenlandsk kaldes crépes. Hvad jeg ikke havde turde håbe på, var at jeg ville komme frem til en opskrift som var så tæt på hvedemelspandekager at Mathias ville gå med til at spise dem fremfor den sædvanlige opskrift. Men jo, sørme om de ikke blev godkendt!
Mathias – som har lagt gane til flere forfejlede glutenfrie pandekageforsøg fra min – side lyste helt op, da jeg i bedste testlaboratorie-stil varmede en pande op til ham, udstyrede ham med nedenestående pandekagedej og bad ham ‘gøre som han plejede’ for derefter at observere hvordan han interagerede med opskriften. Han blev meget posistivt overrasket. Og gik uden tøven med til at bruge denne opskrift fremover, når vi skal lave pandekager herhjemme. Så jeg også kan være med.
I sin begejstring tror jeg han glemte prisforskellen mellem rismel og hvedemel (han er en meget nærig økonomisk ansvarlig ung mand). Men hvis du nu lover ikke at nævne det for ham, tror jeg godt at jeg kan slippe afsted med at bage dem her et stykke tid …
Glutenfri OG uden æg
Tro det eller ej, men æg kan nemt undværes i almindelige pandekager (som fx. hos Buddhas brownies, Englerod eller nogle af alle de andre). Men når man begynder OGSÅ at pille gluten ud, ja så kræves der noget andet for at få det hele til at hænge sammen.
I min opskrift optræder en hemmelig ingrediens. Jeg har lyst til at skrive at den hverken er dyr eller svær at få fat i og at alle har adgang til den. Men det er der sikkert nogen der vil være uenige i. Jeg taler naturligvis om …
tid.
Det er virkelig vigtigt at den glutenfri pandekagedej får lov at stå og trække længe.
Udover at tilsætte lidt majsstivelse så er det afgørende at lade dejen stå og trække i minimum en time og gerne mere. Det binder alle ingredienser godt og grundigt sammen. Første gang jeg stegte en pandekage forberedte jeg mig på det sædvanlige og tilsyneladende uundgåelige ‘1. pandekagecrash’. Men den var helt perfekt! – og jeg var solgt.
Sådan laver du pandekagerne
Dejen virker ret tynd og det kan være at du skal øve dig et par pandekager for få dem runde på panden. Men de holder altså vrkelig godt sammen. De krymper sjovt nok også en smule på panden. Sørg for at holde dem varme efter de er stegt – så forbliver de bløde.
Tynde, glutenfri, veganske pandekager (uden æg og mælk)
INGREDIENSER
Du skal bruge en god non-stick pande
- 2,4 dl rismel (* 145 gr)
- 2 spsk majsstivelse (a la Maizena eller kartoffelstivelse)
- 4-4,5 dl sojamælk (* brug så meget at dejen virker ret tynd)
- 1/3 tsk salt
- 2-3 tsk agavesirup (kokospalmesukker eller andet sødt.)
- 1 time (skal dejen minimum hvile på køl - kan ikke udelades!)
Eventuelt
- kornene fra 1 vanillestang eller 1/4 tsk knust kardemomme og lidt revet appelsin- eller citronskal
NB Hold pandekagerne lune/fugtige undervejs f.eks. under et grydelåg så forbliver de bløde.
SÅDAN GØR DU
Bland dejen
- Rør de tørre ingredienser sammen indtil det er klumpfrit. Bland halvdelen af mælken i. Rør til det er nogenlunde klumpfrit og kom resten af ingredienserne i (det sidste mælk samt salt og evt. sukker og krydderier).
Lad dejen samle sig
- Kom dejen på køl i MINDST en time. Husk at røre i den inden den bruges.
- Varm en god non-stick pande og kom et par dråber olie på og fordel dem (jeg gjorde dette efter hver anden pandekage). Mit komfur stod på 6 eller 6,5 ud af 9. Vent til panden er godt varm.
Stegning
- Rør godt rundt i dejen. Den skal være som en meget tynd pandekagedej. Jeg bruger omkring 0,6 dl pr. styk til de meget tynde pandekager. Dejen har pga. rismelet en tendens til at bundfalde, så det er vigtigt at du hver gang rører rundt LIGE inden du hælder dej på en ret varm pande og drejer panden så dejen fordeles bedst muligt. Der opstår sikkert en masse 'huller' og dem lapper du bare ved at klatte lidt ekstra dej på.
VENDING - Når den begynder at blive lysebrun i kanterne skal den vendes - den skal kun lige være lysebrun. Tag forsigtigt og løft - først med paletkniv og så fingrene - 3-4 steder rundt om pandekagen så den løsnes fra panden. Løft så pandekagen lidt mere et sted med fingrene og før palletkniven ind under og slip pandekagen. Den kan nu vendes (på denne måde undgår du at palletkniven klæber til pandekagen). Hvis pandekagen ikke er helt løsnet, kan du (udover at bruge palletkniven som beskrevet) hjælpe lidt til i vendingen ved at lave et 'kast' panden samtidigt, som om du ville vende den i luften, mens du flipper pandekagen rundt med palletkniven.
NB
- Læg de færdige pandekager på en tallerken under et låg mens du steger resten, så holder de sig lune og bliver ved med at være bløde.Servér straks
TIPS & NOTER
Nabodrengen kysses mens der ventes…
Michelle
Hej! Fantastisk med en opskrift på tynde pandekager – det skal helt sikkert prøves!!
Men – kan man forberede dejen om aftenen og lade den stå i køleskabet natten over (i stedet for kun at lade den hvile 1 time)? Eller tror du dejen så bliver for “sej” eller tyk? 🤔
Nina
Umiddelbart tror jeg at det vil fungere fint. Jeg ved godt hvad du mener med ‘sejt’. Men det er nok mere hvedemel og havregryn der kan finde på det. Rismel vil ikke opføre sig sådan er mit gæt. Meld endelig tilbage 🤗
Kan der bruges andet plantemælk end soya?
Ser gode ud 🙂
hej 🙂
De hænger bedst sammen med sojamælk, så jeg vil tro, at du får problemer, hvis du bruger andre former for plantemælk.
Vh Nina
Super god opskrift!
Da jeg ikke havde maizena eller kartoffelmel undlod jeg det og tilsatte i stedet en tsk gul husk – det fungerede fortræffeligt!
God sommer!
Super tak for tippet, det er hermed givet videre. Hvis jeg får det prøvet af en dag tilføjer jeg det til opskriften og indtil da må folk tage dit ord for det 🙂
Godt efterår! 😉
Kh Nina
Hej, jeg leder efter en god standard pandekage opskrift, og jeg tænker at forsøge med denne her, men eftersom jeg ikke rigtig ellers bruger rismel til noget tænkte jeg på om man kan bruge almindeligt hvedemel i stedet? Giver det mening at bruge hørfrøslim eller ej? Jeg har forsøgt mig med en del veganske pandekage-opskrifter og jeg har rigtig svært ved at få dem til at hænge sammen. 🙂
Har du prøvet den her opskrift? Den ved jeg at mange er glade for 🙂 http://buddhasbrownies.blogspot.dk/2011/09/tynde-veganske-pandekager.html
Det giver helt dikkert mening at bruge hørfrøslim og sojamælk fremfor andre plantemælk, men jeg vil anbefale at finde en afprøvet opskrift, fordi proportionerne er ret vigtige. Du kan også bare bruge gul fiberhusk og så tilsætte ekstra væske og lade dejen stå og trække et stykke tid.
Vh Nina
Vil men kunne undlade sukkeret og så bruge dem som madpandekager i det salte køkken??
Hej Jette, jeg går ud fra at du allerede har set mit svar på facebook, så til andre, der undrer det samme: Ja sukkeret påvirker ikke konsistensen, så det kan man. Vær obs på at opskriften kræver at man følger vejledningen nøje 🙂
Kan man mon bruge mandelmel i stedet for rismel?
Jeg tror ikke at du vil kunne få lige så fine og tynde pandekager, men prv at se hvsd det bliver til 🙂
(undskyld, men jeg har lige fundet en hel masse kommentarerer som ved en fejl var røget i spamfilteret, derfor min sene respons…)
Vh Nina
De ser så lækre ud!
Har du prøvet at lave dem med kokosfibermel i stedet for rismel?
Nej, jeg har faktisk aldrig fået prøvet kokosfibermel 🙂
(undskyld, men jeg har lige fundet en hel masse kommentarerer som ved en fejl var røget i spamfilteret, derfor min sene respons…)
Vh Nina
mange tak for alle dine dejlig opskrifter dem har jeg meget stor glæde af m.v.h mie
<3 tak, det var en dejlig kommentar at starte dagen på :)
Hvor ser dine pandekager bare fantastisk lækre ud, og sikke skønne billeder!
Er især helt pjattet med det sidste, med et meget forventningsfuldt blik i nabodrengens blik! 🙂