Lussekatte - svenske Luciaboller med safran
Af: 
Giver: 30-40
 
Læs gerne TIPS-sektionen, hvis du ikke har bagt Luciaboller før. Olien skal IKKE smeltes, men blot blødgøres.
Ingredienser
  • Ca. 100 rosiner (∼50 gr)
  • 3 ½ dl valgfri plantemælk
  • 1 pakke safran (0,5 gr)
  • 50 g gær (brug kun 1/3 mængde hvis du lader dejen hæve natten over)
  • 1 dl sukker
  • ½ tsk salt
  • 100 g blød men ikke smeltet kokosolie eller plantemargarine
  • 9 – 12 dl hvedemel
  • Ca. 3/4 dl havrefløde eller sojafløde til pensling hvis de skal være blanke - alternativt sukkerlage som påføres efter bagning - se TIPS.
Metode
  1. Start med at lægge rosinerne i blød i vand, så slipper du for at de tørrer ud under bagning. Kom saffran i en ren morter sammen med lidt sukker og knus det. Hæld det sammen med mælken i en gryde og lad det koge op i kort tid. Tag det af varmen og køl det helt ned. Eller endnu bedre lad det trække på køl natten over. Mælken skal være nogenlunde stuetemperatur når den blandes med de øvrige ingredienser (ellers risikerer du at kokosolien enten stivner eller smelter).
  2. Rør kokosolien så den bliver blød og medgørlig, men ikke smeltet. Det kan fx gøres med et piskeris. Smuldr og opløs gæren i safranmælken og bland så det hele med sukker, salt, den bløde kokosolie og hvedemel til dejen bliver nogenlunde fast (jeg brugte 10 dl mel). Brug så lidt mel som muligt for at undgå at bollerne bliver tørre.
  3. Lad dejen hæve 1-3 timer eller natten over. Ælt så dejen i 10 – 15 minutter i en røremaskine eller 15 – 20 ved håndkraft. TIlsæt lidt ekstra hvedemel hvis det er nødvendigt. Dejen skal 'slippe' når du prikker til den. Tag evt. en klump op og test om det er muligt at rulle en pølse uden at dejen klæber. Hvis ikke så drys lidt mere mel over - ælt - test igen.
  4. Lad den hæve yderligere 20 minutter når du er tilfreds med konsistensen.
  5. Dejen hæver meget op, så rul strimler på størrelse med en finger (ca 1,3 cm) og læg dem ikke for tæt. Undgå at rulle i mel, for det giver en mat overflade til bollerne. Form dine favorit-lussebullar, tryk rosiner GODT ned i og lad dem hæve 20 – 30 minuter på bagepladen. Der skal være god plads på bagepladen da de hæver ret aggressivt..
  6. Pensl med plantefløden (pres rosinerne lidt ned igen hvis de er svuppet op) og bag dem i midten af ovnen på 225°C i 6-8 min. Pas altså på at de ikke får for meget farve på oversiden da du risikerer at de bliver tørre indeni og hold godt øje, for det går stærkt til sidst. Opskriftsforfatterens mormor siger, at de skal være let gyldne på undersiden for at være færdige. Og hvis en mormor siger sådan noget, så er det bare med at lytte!
Tips
- Dejens konsistens: Den skal kunne rulles til pølser uden at klæbe til fingrene og uden at klistre fast til bordet eller 'smelte sammen' når du har lavet figurer. Samtidig vil vi ikke proppe for meget mel i for så kan de blive tørre og tunge i det.

- Start med at tage en klump dej og rul den til en pølse på 1,3 cm i tykkelsen og form den til figurer. Tryk rosinerne ned i med det samme. Venter du for længe med rosiner kan dejen sprække når du gør det (dette er udelukkende en kosmetisk forholdsregel)

- Det er en god idé IKKE at rulle al dejen til pølser på én gang, for så ligger pølserne længe og venter på at du får formet figurer og så hæver den og så bliver de ikke så pæne når du skal til at lave figurer.

- Lav enderne spidse og fold dem så vidt muligt ind under sig selv når du former figurerne, så holdes de bedre på plads.

- Figurerne hæver voldsomt under hævning, så tænk på det når du former dem.

- Alle 'krøller' (ja jeg kender ikke lige fagtermen for de der krummelurer som afslutter de fleste former...) skal gå næsten to omgange rundt for at blive holdt på plads under al hævning - jeg håber at det giver mening når du står med fingrene i dejen :)

- I stedet for pensling med plantefløde som jeg har brugt, kan du lave en sukkerlage af 1 del vand og 2 dl sukker som står klar og simrer på komfuret - og som dupensler bollerne med så snart når de kommer fra ovnen.

- Holdbarhed:
Lussebullarne bliver lidt tørre i det ret hurtigt da de jo er lavet af ren hvedemel. Opbevar dem lufttæt eller frys en stor portion ned så snart de er kølet helt ned.
Recipe by PlantePusherne - vegansk mad at https://plantepusherne.dk/lussekatte-svenske-luciaboller-med-safran/