Vegansk Baileys
Af: 
Giver: 500 ml
 
Ingredienser
  • 275 ml (2¾ dl) kokosmælk ikke light
  • 2 spsk rørsukker
  • 1 dl færdigbrygget stærk kaffe (jeg brugte en tsk instant pulver til 1 dl vand)
  • 3/4 tsk ren cacaopulver
  • 1,2 dl Whiskey, Jameson
  • Eventuelt. 1/3 tsk vanilleessens eller korn fra 1 vanillestang - (bemærk at vaniliekornene kan ses i den færdige Baileys og den derfor ikke helt ligner originalen hvis de bruges)
Metode
Jeg vil ikke anbefale at blende tingene, men blot røre dem sammen på følgende måde:
  1. Start med at komme cacaopulver i en lille skål. Hæld en LILLE smule af den færdige kaffe i - start med 1/2 tsk - der skal være så lidt væske som muligt men det skal lige kunne blandes med cacaoen. Rør rundt til der ikke er klumper og tilsæt en LILLE smule mere rundt til du har en tyk creme. Det gør vi for at komme af med alle små klumper af cacao. Hvis ikke vi gør det nu kommer det aldrig til at ske og du vil have cacaoklumper i din Baileys. Hæld så resten af kaffen over så du står med en kop cacaokaffe.
  2. Hæld rørsukker i kokosmælken og rør rundt til det er opløst. Hæld langsomt kaffe/cacaoen i kokosmælken mens du rører rundt og hæld til sidst Whiskey i på samme måde.
  3. Hvis du gerne vil blande mere kokosmælk i, så hæld din færdige Baileys ned til kokosmælken lidt ad gangen og IKKE omvendt (altspå ikke kokosmælken ned i Baileys'en). På den måde undgår du klumper.
  4. Stil det på køl, evt. kort på frys, og snup en smagsprøve når den er blevet kold, det fortjener du ærlig talt ovenpå alt det hårde arbejde. Den bliver tykkere af at stå på køl men bliver lidt mere flydende hvis du rører i den og venter lidt med at servere den.
Tips
- Alternativer: Brug mandelmælk fremfor kokosmælk og kom mindre sukker i, da mandelmælk som regel er sødet i forvejen. Brug agavesirup eller 12-18 dråber stevia fremfor rørsukker for en sukkerfri version. Bemærk at det giver en lidt anden smag og konsistens til din Baileys.

- Holdbarhed:
Skold de redskaber du bruger så forlænger du holdbarheden. Jeg vil gætte på minimum 3 dage men måske en uge eller mere i køleskabet. Alkohol virker jo konserverende så holdbarheden KAN være væsentligt længere.
- Du kan hælde det i en præsentabel, skoldet flaske og skrive et fint mærkat på. Så kan du have den med til familiejule(eller andet)hygge og blære dig med din hjemmelavede Bailey's (Du skal også dele ud, ellers er det mest bare nederen). Din familie behøver jo ikke at vide at opskriften her kun kræver få minutter af din tid, en IQ på 48 og motoriske evner på linje med en kommode. Hvis det bare er til eget forbrug kan du hælde det i et skoldet marmeladeglas og sidde og kramme det i de forestående ensomme, regnvåde, kolde, mørke vinteraftener.
Recipe by PlantePusherne - vegansk mad at https://plantepusherne.dk/vegansk-baileys-uden-maelk/