Ja, jeg tør godt love, at det her er den mest cremede veganske smøreost du nogensinde har vredet ud af en håndfuld nødder.
Måske kender du allerede min smøreost af sojamælk? Fremgangsmåden her er meget den samme, blot bruger du som base mandelmælk eller hasselnøddemælk, som du selv kan lave i en håndevending.
For nyligt viste jeg dig hvordan du kan lave en vildt lækker vegansk creme fraiche af mandler, altså mandel fraiche som jeg kaldte den. Det viser sig at du lige så nemt kan lave creme fraiche af hasselnødder og når du har lavet én af dem er du LIGE ved at have lavet smøreost. Du skal bare smide lidt flere krydderier i og gerne presse massen endnu hårdere når du laver smøreost end til creme fraiche. Og smøreosten bliver præcis lige så blød og cremet som den ser ud her på billederne..
Fedtindholdet i nødder er højere end i sojabønner, og giver derfor en endnu mere cremet konsistens end den du får i soja fraiche. Soja fraiche er en lille smule astringent i konsistens/smag, men det er udgaven af mandler eller hasselnødder altså ikke.
Det gælder om at presse den skilte nøddemælk rigtig godt. Det bliver nemmest hvis du får den skilt godt. Her kræves dels at du bruger friskpresset citronsaft og at du rammer en god temperatur på mælken inden du hælder den over citronsaften. Lader du så smøreosten stå med krydderierne natten over kommer smagen rigtig til sin ret så det vil jeg virkelig anbefale. Den kan godt finde på at skille lidt ekstra valle fra, det hælder du bare væk og ta daa, nu er smøreosten blevet endnu mere fast!
Sådan ser det nogenlunde ud, når du åbner viskestykket efter presning når du har fulgt den indledende opskrift på creme fraiche af enten mandler eller hasselnødder. Jo mere valle du har skilt fra, jo nemmere slipper smøreosten fra viskestykket. En grundig tur med blenderen giver den utroligt bløde, cremede konsistens.
Processen her er ikke svær, men ja, den er anderledes end det meste man lige laver i et køkken. Når du har prøvet den et par gange vil du grine din røv i laser over, hvor simpelt det er 🙂
INDKØBSTIP
Få tips til de billigste steder at købe økologiske nødder her.
Vegansk smøreost/cream cheese
INGREDIENSER
- 1 portion creme fraiche af enten mandler eller hasselnødder (ekstra godt presset. 1 portion er ca. 1,75 dl )
KRYDDERIER TIL SMØREOST NATURELLE
- 1/3 tsk salt
- 1/4 tsk løgpulver
- 1/4 tsk mellemstærk dijon sennep
- friskkværnet sort peber
- 1/8 tsk sukker
- 2 tsk gærflager (kan evt. udelades)
- Evt. et eller to nip hvidløgspulver eller friskpresset (men bemærk at smagen hurtigt kan blive gennemtrængende. Udelad den til brug i fx. søde opskrifter.)
SÅDAN GØR DU
- Følg opskriften på creme fraiche af mandler eller hasselnødder men pres den endnu hårdere så den bliver meget fast.
- Rør så krydderierne i. Bemærk at hver gang du blender massen, så bliver den lidt blødere i konsistensen, så nøjes gerne med at røre med en ske, især hvis det gøres lige inden servering. Bare rolig, den bliver fast igen når den lige får lov at stå på køl.
- Lad den enelig stå over natten eller som minimum nogle timer så smagen rigtig kan integreres.
Det er sjældent jeg fælder tårer over en opskrift, men jeg må indrømme at jeg fik lidt blanke øjne, da den her smeltede på min tunge første gang …
Når du lige har fået styr på denne her basis-smøreost, så kast dig endelig ud i variationer. Studér ingredienslisten på din tidligere smøreost i supermarkedet og gå så hjem og kopiér så godt du kan. Du kan feks. tilføje (ikke det hele på én gang!):
Og så kan du selvfølgelig også prøve min sojamælkssmøreost. Den er jo ekstra nem fordi du kan bruge en neutral købesojamælk. Min personlige favorit er at pumpe den fuld af dild, enten frisk eller tørret. Yum! Og nu vil jeg jo nødigt opfordre til noget, men behøver jeg at sige at grænsen mellem smøreost og chips-dip er hårfin…?
Hvis du er i humør til mere hjemmelavet vegansk ost skulle du tage at prøve min fetaost lavet på sojamælk…
Stine
Vil jeg kunne skifte citronsaft ud med æblesyre og i hvilket forhold evt?
Nina
Ja det kan du nemlig. Der skal meget lidt til. Måske en tiendedel? Opløst i vand 🤗
Det lyder lækkert, og som noget jeg MÅ prøve. Men hvor længe kan den holde sig på køl?? Jeg bor nemlig alene 😃
Kære Emma – det kan holde mindst 5 dage hvis du er renlig med redskaber og opbevaring. Du kan også forsøge dig med en halvering af opskriften.
Held og lykke!
Vh Nina
Een af mine yndlingsopdkrifter!!
Jeg har smagt den mest fantastiske cachewnødde baserede veganske blue cheese på the raw kitchen Malmø. Ejeren siger han laver den med almindelige ostebakterier fra en oste engros handler. Har du en ide til en opskrift?
Hej Karen 😍 sorry min lange svartid, jeg skulle lige komme i tanker om adressen. Den her er virkelig gennemarbejdet. Jeg har set flere følge opskriften med succes. Jeg har ikke selv haft mulighed desværre. Men det ville helt klart være den jeg kastede mig over 🙂
https://fullofplants.com/vegan-blue-cheese/
Kh
Glæder mig til at prøve!!
Nu har vi prøvet at lave denne smøre”ost” og den bliver præcis så lækker og fin i konsistensen, som det fremgår af den fine vejledning.
Dog smager citronsmagen meget igennem (lidt for meget efter vores smag)….
Kan det have noget med temperaturen at gøre (for varm, for kold)?
Har før prøvet at lave hytteost af almindelig mælk og her skulle temperaturen ligge meget præcist (tror det var mellem 30 – 33 gr), men du angiver ikke nogen bestemt temperatur…
Kan man halvere mængden af citronsaft og i stedet forlænge “skilletiden” ?
Resultatet er ikke som sådan mislykket (det giver en frisk og syrlig smag), men hvor sur kan man forvente det skal være?
Du kan sagtens prøve m lidt mindre citron og så lade den stå længere – dels og skille og dels dryppe af 🙂
Hej Nina, mon cremeosten også kan laves på havregryn som jo har protein indhold lig med hasselnødder, eller måske blanding af havre og mandler?
Tak for mange fine opskrifter 😀
Hej Rikke, det vil jeg næsten garantere at du ikke kan. Det er f.eks. meget svært eller snarere muligt at lave yoghurt af havremælk på samme måde som nøddemælk eller soyamælk.
En blanding vil du måske få noget ud af, men det skyldes udelukkende indholdet af mandler vil jeg påstå 🙂
Velbekomme
Nina
Hej Nina
Jeg har en opskrift fra før jeg begyndte på vegansk, hvor jeg blandede flødeost med svampe, purløg og sennep og puttede det i butterdejs pakker og bagte i ovnen. Jeg ville gerne prøve at lave det vegansk. Har du prøvet at bage din smøreost? Kan man det? Eller er den ikke god med varme?
Håber du kan hjælpe, ellers må jeg jo bare give det et skud.
Kh. Vicki
Jeg kan ikke umiddelbart se hvad der kan gå galt så du har min fulde opbakning – go go go! 🙂
Vh Nina
Hej kan man lave creme fraichen og smøre’osten’ af købt hasselnøddemælk ?
Mange hilsner
Hej Josefine, det kommer lidt an på hvor mange emulgatorer der er imellem, men ja, det er meget muligt at det godt kan lade sig gøre, så prøv endelig 🙂 Der er stor chance for succes, det kan dog hjælpe at køle den skilte masse ned (altså komma den på køl efter at mælken er hældt over syren) inden du forsigtigt heller den over et viskestykke eller ostelærred, så holder ‘skilningen’ bedre så at sige 🙂
Jeg savner også en god kaffemælk. Jeg har prøvet forskellige varianter af soyamælk, havremælk og mandelmælk, men jeg er ikke så vild med nogle af dem. Jeg er til gengæld vild med din blog!
Jeg savner også ost, så jeg må igang med din flødeost. Kan man lave den på valdnødder?
Jeg har ikke prøvet, men nu bliver jeg da nysgerrig 🙂 Jeg vil tro at man kan, meld meget gerne tilbage. Har du pøvet min ‘‘smeltet Åhst’? Det er en af mine populæreste opskrifter.
Vh Nina
Igen en fantastisk opskrift 🙂 Meget glad for jeg har fundet din side, Nina .Jeg ved ikke hvor jeg kan skrive det, men vi der gerne vil helt væk fra ko mælken mangler stadig den ultimative erstatning til kaffemælken (og den gode havarti men det er nok for omfattende) ?
Det er absolut en spændende udfordring! Det har jeg slet ikke overvejet, eftersom der er så mange typer plantemælk som er nemt tilgængelige og det handler vist mest om, hvordan man bruger dem. Oatly laver noget de kalder iKaffe, som vist fungerer godt til formålet.
Vh Nina
Tak, Nina. Jeg har selvfølgelig prøvet mandelmælk og soyamælk, det er altså ikke helt oppe at ringe. Jeg har altid elsket mælk i kaffen, men har taget det gamle ordsprog “Kan du ikke få den du elsker, må du elske den du får” og fjernet mælken helt og laver blot kaffen meget tynd, så går det nogenlunde…indtil videre 🙂 Men når superkaffemælken – uden mælk kommer, er jeg klar på at teste igen.